Pileflet på Aalykke

I denne weekend skete der noget stort på Aalykke, idet vi afholdt vores første weekendkursus. Det blev et kursus i pileflet med runde kurve som tema og, hvis vi selv skal sige det, så gik det over al forventning.

Det har været et meget specielt år at starte op med egen virksomhed i – den sang er vi vist bestemt ikke de eneste, som kan synge med på. Vi har ikke haft det store på spil rent økonomisk, da vi bevidst har valgt en blød opstartsform, hvor vores tidligere hobbyvirksomhed blot er blevet professionaliseret og stille udbygget, uden at vi har været ude at investere, tage lån eller lignende. Vi går efter en rolig, blød, bæredygtig og gældfri proces i opbygningen af Aalykke som virksomhed. Men med aflyste markeder i forsommeren og restriktioner for socialt samvær, som bølger frem og tilbage måned for måned, så har vores momentum helt sikkert ikke været, hvad det ellers kunne.

Faktisk havde vi i tiden før COVID-19 rullede ind over landet planlagt adskillige kurser og workshops, som vi skulle facilitere sammen med og hos vores nærboer, det økologiske landbrug Mangholm. Det blev hen ad vejen klart, at det ene efter det andet af disse events blev umulige at gennemføre i år, men vi har til gengæld haft tid til refleksion undervejs, ro til at finde ud af alt det med regnskab og procedurer for en lille ny virksomhed og overskud til at gennemarbejde vores planer og mærke hvad der virker, og hvad der ikke gør.

I begyndelsen af september kom vi endelig afsted på det hyggeligste, lækreste – og meget velbesøgte – høstmarked hos Mangholm. Det var kærkomment efter en sæson med aflysninger. Vi fik solgt skind, honning, håndlavede bolcher og flødekarameller, urtesalt, salver, sæber og frø – og fik tillige delt en masse kampagnemateriale ud for Landsforeningen Praktisk Økologi, Mere Liv i Haven, Giftfri Have og ikke mindst Vores Natur – den store kampagne fra DR, Friluftsrådet, PØ, DN, KFUM og andre grønne aktører, som det nok ikke kan være gået manges næser forbi præger miljø-debatten i 2020. Jeg har faktisk selv for nyligt været på kursus og er blevet Vild Have-mentor (med diplom og det hele). Det emne kommer der mere om på bloggen fremover…

I den forgangne weekend blev det så endelig tid for afviklingen af vores første kursus på egne enemærker. Vi slog pjalterne sammen med vores lokale og super-dygtige pilefletter Annette Stacey, som ikke blot er en meget dygtig og erfaren pilefletter men også en fantastisk underviser og et af jordens sødeste mennesker tillige. Og så besluttede vi os fra starten for, at et kursus på Aalykke skal være en helhedsoplevelse, så det skulle selvfølgelig være med fuld forplejning af økologisk og vegetarisk mad og bagværk.

Vi havde godt nok på forhånd investeret i et stort telt, så vi ikke skulle være afhængige af vejrets velvilje, men det blev ikke nødvendigt at opsætte i denne omgang, for sensommeren viste sig fra sin allerbedste side. Det skal nu nok komme i brug en anden gang – det danske vejr er jo ikke ligefrem kendt for sin pålidelighed – og men teltet i baghånden er vi på forhånd fri for bekymringer angående vejrligets velvillighed.

Jeg har selv været på flere pilefletterkurser gennem tiden og det er altid sjovt at se hvordan folk først er timer om at sidde at fedte med deres første bundkryds. Alle som én tænker de, at de ALDRIG får en bare nogenlunde kurv færdig i løbet af kurset.

Alligevel vandrer de ved kursets afslutning alle hjem med det ene vidunderlige stykke kunsthåndværk efter det andet. Alle unikke, alle brugbare, alle smukke. Selv elsker jeg duften af flettepil, som emmer fra arbejdet og de friskflettede kurve i stuen lang tid efter.  

Vi flettede med de populære sorter Rød Amerikaner og Bleu, foruden Leichestershire, Wellecs m.fl., og farvespillet i de færdige resultater taler for sig selv.

Jeg selv fik også lavet en kurv undervejs mellem madlavning, servering, hjælp til kursisterne, snak og forklaring. Jeg har lavet masser af kurve med hanke gennem tiden og nogle helt uden, men denne gang prøvede jeg en ny teknik og lavede greb under randkimningen.

Vi har sagt farvel til et hold af glade og dygtige kursister for denne gang, og selvom vi lige nu afventer COVID-19-udviklingen er der er ingen tvivl om, at der bliver flere kurser på Aalykke i fremtiden – både i pileflet og også andre gamle håndværks- og husflidsteknikker, foruden sanketure, vild mad, urtekundskab, selvforsyning, bæredygtig husholdning og meget andet. Måske vil du med næste gang…?

Høet under tag

Det er altid en lettelse at få høet under tag, så vinterfoderet til fårene er sikret. I år har det godt været noget af en udfordring at finde godt høvejr, med ingen regn og til gengæld gerne lidt vind i 5 dage i streg. Der var et enkelt vindue tilbage i juni, men af forskellige grunde var det da ikke muligt for os at få slået høet på engen, og vi måtte se muligheden forsvinde og vejrudsigten blive overtaget af tiltagende ustadigt vejr og med stor uforudsigelighed i prognosernes konstante ændringer.

Men det lykkedes endelig og i sidste uge fik vi slået, i forgårs rombet, i går presset baller og i dag er det blevet kørt ind. Og fantastisk at vi nu for andet år i træk kan sætte hele høsten på et ordentligt, tørt og tæt høloft over vores nye fårestald.

At få høet i hus er altid et stort slid, men i år har vi virkelig kunnet mærke hvordan børnene i større og større grad kan tage del på lige fod med os andre. 

Asbjørn har knoklet som en gal – hele tiden med et smil – og han er efterhånden ret rutineret i at køre traktoren med trailer stille rundt mellem ballerne, mens Nic kan stage op og jeg selv kan tage imod og stable læsset. Og så har han også selv langet utallige store baller op på vognen – bare ved råstyrke. Vores seje dreng!

Ved pakningen af høloftet har Alva rullet baller ned fra vognen, Nic fodret høtransportøren, Asbjørn taget imod og jeg selv stablet.

Hø er varmt, stikkende, prikkende og tungt at arbejde med, og nu er vi alle helt færdige ovenpå dagen, men også helt vildt glade og taknemmelige over, at det ved fælles hjælp og lykke fra vejrguderne er lykkedes. Det er virkelig noget, som taler til urinstinkterne, det at forberede den kommende vinter, og sikre forråd for både dyr og mennesker.   

Efter sådan en indsats, bliver det til hyggemad ved sofabordet, knas og film og så på hovedet i seng med ømme muskler og glade hjerter.

Har du tid?

Forleden stod jeg og talte med en kollega, og et stykke inde i samtalen sagde hun: ”I virker også bare som om, I altid har meget mere tid end os andre”.

Det er jo ikke sådan jeg ligefrem føler det i dagligdagen, men når jeg trådte et skridt tilbage, kunne jeg måske godt se, hvad hun mente. Så jeg spurgte lidt ind til, hvad de hjemme hos dem havde lavet i juleferien. Og hold da op, jeg blev helt forpustet, når jeg hørte om alle de arrangementer, og den logistik og travlhed som fulgte med. I kontrast til dette stod vores egen juleferie, hvor vi havde min far på besøg juleaften og min svigermor og hendes mand til nytår… og absolut ikke mere. Og vi var faldet til ro i vores ferie, hvor min kollega tydeligvis stod tilbage som efter en intens olympisk sprint – det havde selvfølgelig været fuld af sjove stunder, men også grundlæggende helt vildt hårdt og anstrengende. Og rigtig meget var baseret på en idé om, at sådan bør det da være, for om det så var egentlige arrangementer eller bare hendes voksne børn, der liiige spurgte om hun ikke liiige kunne kigge forbi og ordne noget eller hjælpe med noget andet, så var det ikke noget hun overhovedet overvejede at man kunne sige nej til.

Jeg tror, at rigtig mange mennesker går rundt med en ret fastlåst idé om, hvad deres omverden forventer af dem, hvad de selv kan tillade sig og hvordan tingene bør være og afvikles – ikke mindst i forbindelse med højtider. Det bliver ofte en slags social FOMO (fear of missing out), hvor man ikke vil nedjustere sine sociale investeringer af frygt for at det sociale samvær så glider én af hænde.

Måske er netop dette lettere at håndtere, hvis man som jeg er ret introvert, forudsat at man i øvrigt lever i accept af sin egen introverte personlighed, for så er der mange fravalg der ligesom giver sig selv. I vores familie har vi altid forsøgt (det lykkes selvfølgelig ikke altid) at gøre plads til de såkaldte vakuumdage. Skal vi noget den ene dag i en weekend, så er udgangspunktet, at vi siger nej, hvis der skulle dukke noget op den anden dag. Også selvom vi egentlig har en åben kalenderdag (her skal indskydes at der selvfølgelig kan dukke ting op, som trumfer principperne – ingen regel uden undtagelser)…

Og helt ærligt: Vores sociale relationer har IKKE lidt under det. Tværtimod, så har vi lært at dyrke de meningsfyldte relationer, og hvor frekvensen måske går ned, så går kvaliteten op.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial