Høet under tag

Det er altid en lettelse at få høet under tag, så vinterfoderet til fårene er sikret. I år har det godt været noget af en udfordring at finde godt høvejr, med ingen regn og til gengæld gerne lidt vind i 5 dage i streg. Der var et enkelt vindue tilbage i juni, men af forskellige grunde var det da ikke muligt for os at få slået høet på engen, og vi måtte se muligheden forsvinde og vejrudsigten blive overtaget af tiltagende ustadigt vejr og med stor uforudsigelighed i prognosernes konstante ændringer.

Men det lykkedes endelig og i sidste uge fik vi slået, i forgårs rombet, i går presset baller og i dag er det blevet kørt ind. Og fantastisk at vi nu for andet år i træk kan sætte hele høsten på et ordentligt, tørt og tæt høloft over vores nye fårestald.

At få høet i hus er altid et stort slid, men i år har vi virkelig kunnet mærke hvordan børnene i større og større grad kan tage del på lige fod med os andre. 

Asbjørn har knoklet som en gal – hele tiden med et smil – og han er efterhånden ret rutineret i at køre traktoren med trailer stille rundt mellem ballerne, mens Nic kan stage op og jeg selv kan tage imod og stable læsset. Og så har han også selv langet utallige store baller op på vognen – bare ved råstyrke. Vores seje dreng!

Ved pakningen af høloftet har Alva rullet baller ned fra vognen, Nic fodret høtransportøren, Asbjørn taget imod og jeg selv stablet.

Hø er varmt, stikkende, prikkende og tungt at arbejde med, og nu er vi alle helt færdige ovenpå dagen, men også helt vildt glade og taknemmelige over, at det ved fælles hjælp og lykke fra vejrguderne er lykkedes. Det er virkelig noget, som taler til urinstinkterne, det at forberede den kommende vinter, og sikre forråd for både dyr og mennesker.   

Efter sådan en indsats, bliver det til hyggemad ved sofabordet, knas og film og så på hovedet i seng med ømme muskler og glade hjerter.

Har du tid?

Forleden stod jeg og talte med en kollega, og et stykke inde i samtalen sagde hun: ”I virker også bare som om, I altid har meget mere tid end os andre”.

Det er jo ikke sådan jeg ligefrem føler det i dagligdagen, men når jeg trådte et skridt tilbage, kunne jeg måske godt se, hvad hun mente. Så jeg spurgte lidt ind til, hvad de hjemme hos dem havde lavet i juleferien. Og hold da op, jeg blev helt forpustet, når jeg hørte om alle de arrangementer, og den logistik og travlhed som fulgte med. I kontrast til dette stod vores egen juleferie, hvor vi havde min far på besøg juleaften og min svigermor og hendes mand til nytår… og absolut ikke mere. Og vi var faldet til ro i vores ferie, hvor min kollega tydeligvis stod tilbage som efter en intens olympisk sprint – det havde selvfølgelig været fuld af sjove stunder, men også grundlæggende helt vildt hårdt og anstrengende. Og rigtig meget var baseret på en idé om, at sådan bør det da være, for om det så var egentlige arrangementer eller bare hendes voksne børn, der liiige spurgte om hun ikke liiige kunne kigge forbi og ordne noget eller hjælpe med noget andet, så var det ikke noget hun overhovedet overvejede at man kunne sige nej til.

Jeg tror, at rigtig mange mennesker går rundt med en ret fastlåst idé om, hvad deres omverden forventer af dem, hvad de selv kan tillade sig og hvordan tingene bør være og afvikles – ikke mindst i forbindelse med højtider. Det bliver ofte en slags social FOMO (fear of missing out), hvor man ikke vil nedjustere sine sociale investeringer af frygt for at det sociale samvær så glider én af hænde.

Måske er netop dette lettere at håndtere, hvis man som jeg er ret introvert, forudsat at man i øvrigt lever i accept af sin egen introverte personlighed, for så er der mange fravalg der ligesom giver sig selv. I vores familie har vi altid forsøgt (det lykkes selvfølgelig ikke altid) at gøre plads til de såkaldte vakuumdage. Skal vi noget den ene dag i en weekend, så er udgangspunktet, at vi siger nej, hvis der skulle dukke noget op den anden dag. Også selvom vi egentlig har en åben kalenderdag (her skal indskydes at der selvfølgelig kan dukke ting op, som trumfer principperne – ingen regel uden undtagelser)…

Og helt ærligt: Vores sociale relationer har IKKE lidt under det. Tværtimod, så har vi lært at dyrke de meningsfyldte relationer, og hvor frekvensen måske går ned, så går kvaliteten op.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial