At genfinde melodien…

Jeg er nok ikke den eneste, som kan række hånden op og tilslutte sig påstanden om at 2020/2021 har været et par hårde år. Men for mig skyldes det ganske andre grunde end corona. Faktisk har jeg – helt uagtet alle de lidelser som corona har forårsaget og stadig forårsager verden over – til tider fundet pusterum og en grad af lettelse i de vilkår for socialt samvær og restriktioner, som pandemien har medført i dagligdagen.

Af mange forudgående og i flere tilfælde traumatiserende årsager, har det været nødvendigt for mig de seneste år at revidere mine prioriteringer og mit fokus. Det har udfordret både mit arbejdsliv og min ro i hverdagen og første halvdel af 2021 gik jeg faktisk ned med akut stress, hvilket førte til en langtidssygemelding fra mit arbejde. Og resten af året har jeg (og gør det stadig) lige så stille kæmpet mig op for igen at kunne finde fodfæste i hverdagen.

Den slags ting tager tid, faktisk hvad der nærmest føles som en evighed, hvilket andre, som har været ramt af sjæleligt nedbrud helt sikkert kan nikke genkendende til. Og på nogle måder bliver jeg aldrig helt den samme, hvilket måske også er det bedste, da det tvinger mig til at se mig selv, verden, og mig selv i verden på en ny måde, som nok kan føles umiddelbart sårbar, men som også på sigt nok er mere skånsom over for min kerne og tvinger mig til at tage selvhensyn. Jeg skal lære mig selv at vælge det rette til (hvilket jeg nu generelt har været rimelig god til), men nok så vigtigt at turde vælge de skadelige ting, livsvilkår og personer fra, hvilket kan være knap så nemt, særligt hvis man er typen, der i høj grad drives af pligtfølelse (læs: perfektionisme) og ansvarsfølelse (læs: dårlig samvittighed). Den slags kan drive én langt, men med store omkostninger, og står i sidste ene som et benspænd for at man kan følge sin sti og ikke bare står og kigge ned ad den.

Forhåbentlig munder det ud i mere kreativitet, mere rum og rummelighed og måske (forhåbentlig) en start på et liv, hvor mine værdier kan få lov at udfolde sig i helhjertede prioriteringer for mig selv og derfor også for mine kære. Måske endda i at træde en ny vej frem for blot at kigge på kortet.

En af de ting som jeg har haft kæmpe glæde ved her i den sidste tid er, at jeg ENDELIG har fået min mors klaver ud til os. Hun forærede mig klaveret før hun døde (jeg er den eneste af mine søskende som spiller), men af logistiske årsager har vi ikke kunnet få det ind hos os før nu, så vi fik lov til at lade det blive stående en tid hos min far.

Musikken har altid spillet en stor rolle her i huset, og klaveret har føjet ny dybde til den glæde. Nicolai spillede oprindelig trommer (og har tinitussen til at bevise det) og har i de sidste mange år spillet guitar. Jeg selv har, foruden klaver, spillet en del 6-huls fløjte. Både Alva og Asbjørn er tilknyttet den kommunale musikskole, hvor de spiller henholdsvis violin og guitar (og i den forbindelse har vi da også anskaffet os en voksenviolin, som Nicolai er ved at gøre sig bekendt med.

Nu er klaveret – et ca. 100 år gammelt Hornung & Møller med jernramme, et fantastik anslag, mahognikabinet og flygelklang – endelig kommet på plads. Af mange årsager har jeg stort set ikke rørt tangenterne i 25 år, men man bliver overrasket over hvor meget, der ligger på rygraden.

Jeg troede for eksempel ikke, at jeg kunne huske hvordan man læser noder, men faktisk er jeg bedre til det nu end jeg erindrer, at jeg på noget tidspunkt var i mine tidlige teenageår, da jeg fik klaverundervisning.

Jeg er bestemt ikke nogen ekvilibrist på tangenterne, men jeg har begyndt igen ved at finde mine gamle klaverbøger frem af gemmerne og så har jeg ellers spillet mig frem gennem materialet primært bestående at små klassiske stykker fra barokken og romantikken. Nogle kan jeg se og huske at jeg fik for dengang, og nogle har jeg aldrig spillet før, men uanset, så er tyve minutter med et instrument ved hånden i min optik mindfullness af bedste skuffe. Og samtidig en dejlig forbindelse til min mor, som havde absolut gehør og kunne spille hvad som helst hun hørte uden nogensinde at have fået undervisning.

Af jord er du kommet…

Jeg er så taknemmelig for at leve med jorden, og jeg er stolt af, at vi have valgt den livsform, vi har. Og nu også lettet, for der kommer en dag for alle mennesker, hvor det er godt at have jordkontakt, når stormen raser, og man ikke vil rives væk. Den gamle floskel om at have begge ben på jorden er nu slet ikke så dum, og jeg mener, at den ofte bør tolkes ganske bogstaveligt – med tæerne helt nede i mudderet.

De sidste par måneder har mine aktiviteter på de digitale platforme været meget begrænsede, og derfor har bloggen her også stået lidt stille, men jeg begynder så småt at komme op til overfladen. Jorden har jeg dog ikke sluppet i disse måneder; jeg har været i haven – i skoven – med fingrene i mulden. Og det har været ikke blot et valg, men en nødvendighed for mig…

Min mor døde den 10. april. Og jeg kan faktisk ikke sige, at jeg føler sorgen som en stor trykkende byrde, selv om jeg elskede min mor og savner hende. Jeg kan blive så ærgerlig over de ting, hun ikke fik set og vi ikke fik delt. Over at mine børn ikke fik hende i længere tid. Irriteret, når jeg lige vil spørge hende om noget eller fortælle hende noget, og næsten når at gribe telefonrøret. Men jorden hjælper. Og lytter og favner og forstår. Og fortsætter.

Det at have konkret arbejde – at dyrke jorden under sine fødder for at få mad til sit eget bord. At se garnet og stoffet forvandles til tøj til mine egne og pilen til kurve under mine hænder. At stå hvor jeg ved, at jeg skal blive, og at møde planterne og dyrene i min varetægt med deres fuldstændige ligegyldighed overfor mine små abstrakte problemer, når der skal vandes eller høhækken er tom – det rodfæster og grundfæster. Jeg er overbevist om, at sad jeg i en lejlighed, og brugte jeg ikke mine hænder eller levede et liv bundet til jorden rytme og til årstidernes skiften, så ville sorgen skabe sin egen rytme og blive meget mere markant. Det er, som når man ikke kan lade være med at gå i takt til den musik, som spiller højest.

Jeg er sikker på at relativt flere mennesker i vores moderne verden bliver væltet af sorgen, når døden rammer, sammenlignet med vores forfædre og -mødre, som levede i en verden, hvor døden var så meget mere præsent i hverdagen, men dagens dont også var meget mere konkret og – i bogstaveligste forstand – jordbunden. Hvor man levede samme sted hele livet og ikke altid søgte at se ud over horisonten for at finde glæden.

Kroppen har brug for at kunne mærke verden umiddelbart omkring sig, for at sjælen kan finde hvile i kroppen, og jeg tvivler ikke på, at det at være i dagligt samspil med jorden og naturen, at samle og sanke, dyrke og høste eller blot at udøve et håndværk – et ægte håndværk, hvor hænderne yder gerningen og skaber produktet – giver en grounding, som er vigtig når livet slår koldbøtter. En grounding, som jeg tænker nogle gange kan være svær at finde, når hverdagen udspiller sig i en kontorstol bag en skærm fyldt med regneark og memoer og fritiden foregår i sofaen, ved nettokøledisken og på takeaway-telefonen, og den mest jordfæstede konkrete handling vi udfører, er solo-træningen til det lokale halvmarathon med vekslende løberuter eksponeret for omgangskredsen på den nyeste løbe-app.

Jeg ville ønske at mange flere ville unde sig selv at gøre deres berøringsflade med verden større, gennem det mikrokosmos, som kan ligge i et strikketøj mellem hænderne, i den trekant som dannes mellem dine fødder, dine hænder og lugejernets skær i jordoverfladen, i den gentagne bevægelse ved bælgningen af hestebønner eller i rytmen af dine skridt mod skovstien. At finde og se det store i det små og at mærke den meditative tilstand, man kan opnå gennem rytmen i udførelsen af et håndværk eller blot i udførelsen af en simpel konkret opgave, som når nornen spinner sin tråd …og siden bryder garnet. Og at finde sit sted og ikke fare rundt i konstant søgen efter ”lykken” omkring det næste hjørne – til næste år – når vi engang går på pension…

Vi holdt min mors bisættelse påskelørdag i høj sol. Vi tog det hjem, for det havde hun ønsket. Ikke noget med forsamlingshus og blødt brød, med derimod rødvin og tapas i haven. Der hvor vi var, der hvor vi bor, og der hvor vi kan huske hende. Den dejligste dag blev det – og hun var der. For jeg bærer hende med mig og i min kontakt med jorden og mine omgivelser afsætter jeg lidt af hende i alt, hvad jeg rører og oplever. Mine børn har hende med sig, når de putter sig i de kludetæpper, hun strikkede til dem kort før sin død. De har aftalt med hende, at hun kigger forbi til næste Samhain, når sløret mellem verdenerne er tyndt, for så skærer og tænder vi en særlig græskarlygte for hende. Og de har fået lov at være med hele vejen og at se og røre og tale med hende til det sidste …også da hun havde forladt os og kun hendes tomme skal lå tilbage, for døden og sorgen er også deres og de er slet ikke væltet. Det er ikke en løsrevet sorg, som ligger ved siden af og knurrer af livet og snapper efter os fra krogene, men derimod et savn som fletter sig ind i hverdagen og det er ok. For står man med fødderne i jorden, og kan man mærke undergrunden og den strøm af gammel kraft og enhed som løber gennem den og gennem os alle, så kan man også bære meget mere.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial