Kobbertøj og knofedt
Det er vist ingen hemmelighed, at vi er nogle mad- og køkkennørder her i huset. Og en ting var vi da også fuldstændig sikre på, da vi for snart ti år siden rykkede fra byen og ud på min hjemegn for at bygge et nyt liv op på landet: Vi skulle have gas under gryderne! (…det er ikke tilfældigt, at man skal lede længe efter fancy induktionskogeplader i restaurationskøkkener).
Og foruden gassen, så er der det med det gode grej – for der er nemlig ikke ligegyldigt hvad gryden er lavet af, hvis man vil have optimal varmefordeling og hurtig reaktion på temperaturjusteringer. Kobbertøj er bare rigtig, rigtig godt at lave mad i, hvis det vel og mærke er af en ordentlig kvalitet. Man må aldrig bruge kobbertøj uden god fortinning eller stålinderside, og får man fingrene i ældre fortinnet kobbertøj, så skal fortinningen være ubeskadiget og uden tæring. Rigtig gamle fortinninger skal man desuden undgå, da de kan indeholde bly. Eventuelt kan man overveje at få kobbertøjet nyfortinnet, men så er det altså ikke helt billigt længere. Det mest brugbare og praktiske er kobbertøj fra efter 1960erne med stål eller eventuelt aluminium på indersiden.
Jeg kan anbefale kobbertøj fra Frankrig, Schweitz eller Portugal (eksempelvis af mærkerne Culinox eller Bourgeat) eller eventuelt det lidt mere prisvenlige Hackman Polaris fra Norge, som dog må siges at indeholde lidt mere stålinderside og knap så meget kobbergods.
En anden og væsentlig kvalitet ved kobbertøjet er, at det bare er SÅ smukt. Ja, jeg kan – selv med min lille samling – føle mig som den almægtige Mrs. Patmore i køkkenet på Downton Abbey (undtagen når det er tid til pudsning – så sker det, at jeg mere føler mig som en overset køkkenpige, fra fattige kår i Nordengland, med få og begrænsede fremtidsudsigter).
For mange år siden arvede jeg en fin lille sauce-kasserolle, samt et lille rundt stegefad med messingører og endelig, i de senere år, er tiden kommet, hvor jeg har fået mulighed for at udvide samlingen uden at skulle gå fra hus og hjem. Årsagen til dette er ironisk nok induktionskogepladernes sejrsmarch gennem de danske køkkener. De gamle – og faktisk også nyere – kobbergryder og pander egner sig ikke til induktion, og derfor dukker de nu op til rimelige priser i diverse genbrugshandler og på loppemarkeder. Og er man heldig kan der være virkelig gode sager imellem.
Så kommer det: Kobber SKAL pudses! Men selvom processen ikke nødvendigvis er det man ser mest frem til, så er resultatet bare virkelig tilfredsstillende.
Efter at have brugt vores gamle flaske kobber- og messingpudsemiddel op, så bestemte jeg mig for at gå i mit skatkammer af oldemors husholdningsbøger og her – i Fru Constantins Husholdnings- og Kogebog fra 1912 – fandt jeg anvisning på hjemmegjort kobberpudsemiddel af ingredienser, som man altid har i skabet.
Og når man så spørger en sådan kyndig kapacitet til råds – selv når der sker på trykte sider – så bliver man uvægerligt ramt af dårlig samvittighed og kan næsten føle damens misbilligende blik hvile på sig. For Fru Constantin skriver, at ”Kobber-, Messing- eller Bliktøj, som hænger paa Væggene, maa helst hver Uge eller mindst hver anden pudses…”.
-Undskyld, Fru Constantin – jeg skal nok prøve at bedre mig.
Jeg blandede en kvart liter letmælk (jeg køber altså aldrig skummetmælk) med ½ dl eddike og en stor spsk salt. Denne blanding påførte jeg det rene kobbertøj og lod den sidde i 5-10 minutter før jeg gik i gang med at pudse. Det stod hurtigt klart at der også skulle lægges en del knofedt i blandingen, og hvad der virkelig gjorde en forskel var, da jeg efter mere pudsevæske på kluden også dyppede denne i en smule fint salt, der fungerede som slibemiddel.
Fru Constantin anbefaler at pudse med hvedemel (lad være – det er spild at hvedemel, for der suger bare, og har ingen slibeeffekt) eller wienerkalk. Sidstnævnte bruger jeg faktisk på mit arbejde som konservator til at rense arkæologisk sølv med, og det tænker jeg, at jeg til næste pudsning vil købe en bøtte af (fås hos Matas eller i byggemarkedet). Jeg tænker, at hvis man fra starten blander pudsevæsken med wienerkalk på kluden, så får man noget, som mere minder om pudsecreme og som derfor ligger mere jævnt fast på kobbertøjets overflade mens står og virker, og som (fordi wienerkalken ikke opløses) også virker som fint slibemiddel ved poleringen. Jeg polerede desuden efter med tørt avispapir.
Det er meget vigtigt, at man efter pudsningen vasker sit kobbertøj MEGET grundigt, da et pudsemiddel som indeholder eddike og salt faktisk er stærkt korrosivt, og det har man ikke lyst til at efterlade rester af på sit kobber. Så risikerer man at der opstår såkaldt pitting, hvor kobberet meget lokalt og i små punkthuller bliver ætset igennem med tiden. Men dette gælder sådan set også for kommercielle pudsemidler …og syreholdige og/eller saltholdige madrester.
Mit kobbertøj blev ikke helt så pletfrit skinnende alle steder, som jeg kunne have drømt om med det hjemmelavede pudsemiddel. Især under på panders og gryders underside var det svært at komme helt i bund. Men skal jeg være helt ærlig, så tror jeg faktisk, at hvis jeg bare fik gjort det lidt oftere (som Fru Constantin jo også dikterer at man bør), så ville arbejdet nok både gå meget lettere og hurtigere. Jeg kommer aldrig til at gøre det hver uge, men det kan helt sikkert godt svare sig at være lidt over det – så bliver det heller ikke så stort et arbejde. Jeg vil bestræbe mig på at pudse ca. en gang om måneden. Og så er jeg også overbevist om at tilføjelsen af wienerkalk til næste pudsning vil hjælpe.
Jeg tænker i hvert fald, at verden har klaret sig og folk har fået pudset deres kobber i årtusinder inden de kommercielle pudsemidler kom på banen – pudsemidler som i øvrigt er så gennempatenterede, at det er umuligt at få oplyst, hvad der er i dem. Måske er det endnu en lille plastikflaske med præfabrikata, som vi faktisk godt kan undvære i husholdningen.