Honning, blomster og midsommer

Vi har slynget forårshonning i går. Og lad os bare sige det med det samme: Det blev ikke den mest imponerende høst nogensinde – men det var vi også godt forberedte på. Faktisk fik vi kun godt hundrede kilo honning i spandene. Det kan måske lyde af meget, men desværre ikke i forhold til hvad vi plejer at kunne forvente med det antal stader, vi har i bigården. På rigtig gode år har vi været oppe over trehundrede kilo på forårsslyngningen alene og vi forventer i reglen omkring tohundrede kilo.

Forklaringen ligger blandt andet i den alt for milde vinter, som har taget livet af flere af vores bifamilier. Bifamilier overlever som regel vinteren sikkert ved at klumpe sig sammen i stadet i en tæt klynge, hvorved de kan holde temperaturen oppe og blot sove til de varmere dage vender tilbage. Men når det bliver så mildt, som det har været i år, og med mange ret lune dage i vinterens løb, så bliver bierne forvirrede og begynder at blive aktive. De vågnede meget tidligt – mens det faktisk stadig var vinter – og så har de nok alt for hurtigt fortæret deres madpakke af vinterfoder og er gået tør for foder, mens der stadig ikke var noget at hente ind fra blomster udenfor.

Det reducerede antal familier blev så yderligere mødt med et langt og koldt forår. Hvor de i mere gennemsnitlige år ville have lavet et stort træk af nektar fra de blomstrende rapsmarker og mælkebøtter, så skete det i år, at rapsmarkerne blomstrede mens temperaturen stadig var under 15 grader, hvorved planterne slet ikke trækker den mængde nektar ud i blomsterne, som de ellers plejer.

Men vi skal se det positive, så er det helt sikkert en prima kvalitet, vores honning har i år. For selvom forårshonningens sammensætning normalt er domineret af trækket på rapsmarkerne, som kan give enorme mængder, så er rapshonning faktisk ikke den mest interessante rent smagsmæssigt. Personligt har jeg altid foretrukket sensommerhonningen, som er resultatet af biernes træk på kløver, lind og alle markens og havens blomster og urter. Den er typisk mørkere og langt mere kompleks i smagen end forårshonningen. Men da rapsen i år ikke kommer til at spille hovedrollen i vores forårshonning, forventer jeg, at den kommer til at smage af de øvrige og langt mere interessante ting, som også hører med til forårstrækket, nemlig mælkebøtter, kastanje og alle de blomstrende frugttræer i både haver og hegn.

Nu er honningen kommet på spande og om et par uger når den er blevet rørt, så er den klar til glas. Forinden skal vi dog som altid tappe en mindre del til eksklusiv flydende nyslynget honning. Perfekt på midsommerens jordbær med letpisket fløde, på yoghurt (med eller uden müsli) eller over vanilleis.

Foruden honninghøsten har de forgangne dage budt på masser af blomster. De historiske roser (rose de recht og damaschenerrose) blomster netop nu i have og Alva og jeg har lavet rosensirup, roseneddike, rosensalt og rosensukker. Roserne er så vidunderlige og jo mere vi plukker, jo hurtigere og flere kommer de nye blomsterhoveder frem. Så vi skal helt sikkert lave mere sirup (rosensirup kan man i min optik IKKE have for meget af), mere eddike og så skal der tørres masser af rosenblade til teblanding. Måske vil jeg også forsøge mig med at kandisere nogle rosenblade til kagepynt.

Vi har selvfølgelig også lavet masser af hyldeblomstsaft. Fordi vores hyld for en stor dels vedkommende blomstrer i skyggen af vores skov, er den generelt lidt senere i blomstringen and hvad vi ser ude i det åbne landskab og blomstringen stækker sig også over lidt længere til, så jeg tager gerne saftkogningen lidt i etaper. I tirsdags satte vi den første portion over, og den kommer på flaske i dag. I går blev den næste portion sat til at trække og den er klar til flaskning på tirsdag og så laver jeg helt sikkert en sidste portion, for vi foretrækker at have hyldeblomstsaft til langt efter nytår.

Desuden skal jeg en af de nærmeste dage lave hyldeblomstchampagne, hyldeblomsteddike og have plukket en masse skærme til tørring. Tørrede hyldeblomster er både et vidunderlidt krydderi til både desserter, kylling og fisk og så er de skønne i te. En let te af lindeblomster, hyldeblomster og rosenblade kan være som et pust af midsommerstemning, når man sidder i vintermørket.     

Jeg har hidtil skrevet denne blog meget i artikelform, hvor jeg i hvert indlæg har behandlet et nøje afgrænset emne. Det vil jeg som sådan fortsætte med, men jeg har besluttet mig for (at forsøge) at begynde også at skrive mere om vores konkrete daglige oplevelser og gøremål, succeser og frustrationer her på bloggen. Så indlæggenes karakter vil nok skifte lidt mellem hinanden, og så har jeg desuden en lille tanke om at flette ”planteportrætter” indimellem. Nu må vi se hvordan det går…

Havde man spurgt mig før corona-nedlukningen, ville jeg nok have postuleret, at en sådan tid da virkelig ville give mulighed for at skrive mere og oftere, og generelt finde mere overskud og tid til kreativiteten, men det pudsige er, at jeg har i praksis erfarede, at denne periode på mange måder fik den stik modsatte effekt på mig. Det mundede snarere ud i en lukken sig om mig selv, og at jeg trak mig lidt fra også de online fællesskaber og holdt igen med min egen kreativitet. Det kan måske lyde lidt negativt, men det er det faktisk absolut ikke – snarere en utilsigtet om end gavnlig retrætetilstand, der har givet ro til finde nye kræfter, lidt mere overblik og til at slippe eget forventningspres en smule. …og så er det at ideerne begynder at poppe op. Så er udforingen blot efterfølgende om man kan nå at fange nogle af alle de frigivne ”sæbebobler”, inden de svæver væk. Er der mon andre der har følt det ligesådan..?

I aften er et vendepunkt. Ikke i overført forstand, men ganske konkret. Det er midsommer – årets længste dag – i dag og vi skal i aften fejre det med solhvervsfejring sammen med en masse skønne mennesker hos min smukke veninde og eks-kollega Maria, som desuden fylder rundt og fejrer, at hun nyligt er flyttet til at fantastisk sted i skovene ved Gisselfelt Kloster, nemlig det smukke Sivdamshus, hvorfra hun som shaman, moderne heks og urtekyndig deler ud af sin viden, kunnen og spirituelle praksis (prøv at find hende på instagram eller på hendes hjemmeside Hyldemors Have). Jeg glæder mig helt vildt til at se hendes nye sted, sidde i kanten af skoven med mjød og bål og lytte til de smukke toner i midsommernatten fra vidunderlige Virelai.

Ønsker om en dejlig midsommeraften til alle derude!

Følg os og like os her:

Om at tage imod, lave selv, at købe eller lade være…

Jeg må indrømme, at jeg er udfordret – på plads …hyldeplads! Det må nok siges, at være lidt af et luksusproblem, men jeg har været så velsignet heldig over de sidste ti års tid at have arvet og overtaget materialelagre fra diverse bedstemødre, tanter og bekendte, som efter et helt liv med travle og flittige hænder er flyttet fra deres store huse til noget mindre og ikke længere har pladsen, lysten eller øjnene til alle de kreative projekter. Og jeg har bestemt ikke bare overtaget og hamstret ukritisk – tværtimod! Meget er givet væk, leveret videre til lokale teaterforeninger o.lign., eller blot havnet i genbrugsforretningerne, til andres glæde og gavn. Men de virkelig gode ting har jeg beholdt.

Det er nu knap et år siden, at min mor døde, og da hun gik ind i træerne, vandet og vinden, blev lageret toppet op med det sidste, som det for nuværende kan bære. Mange af min mors materialer er ting, som vi i sin tid har anskaffet sammen, for da jeg var studerende og ikke havde plads til eget værksted (eller råd til en ordentlig symaskine), benyttede jeg min mors, og værkstedet (og materialelageret) blev hurtigt et fælles projekt og oftest også en fælles investering. Og nu står jeg så med alle de gode ting selv – en slags vemodig velsignelse, som kræver en ret disciplineret tilgang.

Jeg har længe fokuseret på den strategi, at jeg som udgangspunkt ikke køber tøj til hverken mig selv eller vores børn, men snarere syr og strikker selv. Reglerne er lidt anderledes for Nicolai, der ved siden af vores lille landbrug har et job i det private erhvervsliv, som ofte kræver en lidt mere corporate uniform, men selv her går han gladelig afsted i en håndsyet vest og en lyseblå skjorte, som ingen ser er omsyet af en politiskjorte fra min far, hvor insignier og lommer er nænsomt pillet af. Og på hjemmefronten kan jeg selvfølgelig forsyne ham, når det ikke lige drejer sig om arbejds- og sikkerhedsbukser…

Der er enkelte undtagelser for købe-restriktionerne: strømper og undertøj, som simpelthen ikke kan svare sig at lave selv, hvis jeg også skal have hverdagen til at fungere, kompliceret specialovertøj og enkelte sjældne køb, som enten er noget jeg ikke selv ville kunne lave eller som er så unikt og arbejdskrævende, at det slet ikke kan svare sig. Når det kommer til de meget sjældne køb af mere særegne ting, så er det altafgørende, at investeringen bliver gjort et sted, hvor jeg kan stå inde for produktionen og materialerne. Og jeg har sat den regel for mig selv, at et sådant køb kun er ”tilladt”, hvis jeg eksempelvis har fået gavepenge eller et gavekort til det, for det er ikke noget, som skal indgå i vores almindelige forbrug og budget. Så vil jeg til gengæld hellere sparre lidt sammen og investere i noget som holder i mange, mange år frem for at snuppe 3 for 2s pris i H&M. Jeg går efter kvalitet og bæredygtighed og gerne støtte af mindre virksomheder med små bæredygtige produktioner. Og skal det endelig være, så er secondhand-løsningen altid gangbar, om end ikke nødvendigvis særlig billigt, hvis det drejer sig om kvalitet.  Derfor er alle former for spontankøb totalt forbudt, og første spørgsmål, der altid skal stilles, er: ”Kan jeg lave det selv, for så…?”

Børnene kører på arvetøj, som selvfølgelig gladelig bliver leveret videre til andre efterfølgende, suppleret af hjemmesyet og hjemmestrik. Også jeg selv går gerne i arvet eller omsyet tøj, men en af de få ting, som jeg kan finde på at købe til mig selv, er jeans, da de faktisk er ret besværlige og tidskrævende at sy – men indrømmet: for tiden ejer jeg simpelthen ikke et par jeans… Og så er jeg på det seneste blevet bedre til at prioritere at bruge tid på at sy nogle mere lækre ting fra bunden …til mig selv, tro det eller lad være! Det er faktisk noget, som jeg regner som lidt af en overvindelse, hvilket andre hjemmeproducerende mødre nok kan nikke genkendende til.

Det med købelysten er for længe siden kommet under kontrol (jeg har sådan set altid været en elendig shopper), og jeg er faktisk ret stolt, når jeg kigger i vores skabe, for utroligt lidt af tøjet i dem er noget, som der ligger en monitær investering fra min side i. Med hensyn til det udvidede materialelager, så forsøger jeg til stadighed at stramme skruen for mig selv. Nu er reglerne sådan, at jeg SKAL bruge af lageret. De eneste ting, jeg må købe til supplering, er materialer som indlægsstoffer eller pladevat, hvis jeg skulle være løbet tør, eller – hvis usandsynligheden skulle ske –, at jeg ikke i mit ret store lynlåslager skulle have en egnet lynlås til et bestemt projekt. Eller en sjælden gang hvis jeg har et særligt projekt planlagt, hvor mere end halvdelen af materialerne allerede er på plads fra lageret. Men i så fald skal der investeres med bestræbelse på at der kun genereres et minimum af rester.

At købe stoffer, lynlåse o.lign. bare fordi man lige bliver fristet eller er vild med et nyt design, er jo lige så belastende for miljøet, som når det drejer sig om tøjet på bøjlerne i gågaden. Og så er det faktisk en ret sjov udfordring for den kreative hjerne at være tvunget til at få det bedste ud af det man allerede har ved hånden. Jeg tror, at det var væveren Winnie Poulsen, som jeg engang i et interview hørte udtale, at kunsthåndværk er, når man tager hvad man har, laver det man skal bruge og inden for disse ramme skaber så stor skønhed som muligt… Noget som jeg lige siden har forsøgt at efterleve.

De samme tilgange gør sig gældende for mig, når det kommer til strikkegarner. Der er heldigt at klassisk nordisk strikkedesign er et hit her i huset, for det giver i mønstrene anledning til at få brugt en masse rester og nøgler, som man kun lige har et eller halvandet liggende tilbage af. Her er mønsterstrikkede huer samt norske og lettiske vanter også en virkelig god ting, da de kræver små mængder af garn. Jeg har netop færdiggjort en kjole til Alva af diverse strømpegarnsrester fra min mors lager. Kjolen er str. 128, så lidt rigelig endnu, men fin med et bælte og hele næste efterår-vinter-forår vil den være perfekt.  

Jeg ser nu virkelig frem til (forhåbentlig indenfor en nogenlunde overskuelig fremtid) at få et større værksted, som ikke også fungerer som gæsteværelse. For nuværende er indsamlingspolitikken (som vi kalder det i museumsverdenen) ret restriktiv, og jeg siger som udgangspunkt pænt nej tak til nye materialer. Det er en sand rigdom virkelig at have ALT på hylderne, og man kan godt fange sig selv i den virkelige åbenlyse tåbelighed det er at stå og være ved at lade sig friste af et hurtigt køb på gågaden… men det er kommet på rygraden at lade være, og vores børns umiddelbare udbrud, hvis de ser noget i et butiksvindue, som er fint eller sejt, og som de godt kunne tænke sig er: ”Mor, kan du ikke lave sådan én?”.

Jeg kunne godt tænke mig at høre om hvordan andre derude håndterer det med at købe nyt eller brugt, at arve, give videre, sy om og have lager… nogen gode fif derude?

Følg os og like os her:

Kobbertøj og knofedt

Det er vist ingen hemmelighed, at vi er nogle mad- og køkkennørder her i huset. Og en ting var vi da også fuldstændig sikre på, da vi for snart ti år siden rykkede fra byen og ud på min hjemegn for at bygge et nyt liv op på landet: Vi skulle have gas under gryderne! (…det er ikke tilfældigt, at man skal lede længe efter fancy induktionskogeplader i restaurationskøkkener).

Og foruden gassen, så er der det med det gode grej – for der er nemlig ikke ligegyldigt hvad gryden er lavet af, hvis man vil have optimal varmefordeling og hurtig reaktion på temperaturjusteringer. Kobbertøj er bare rigtig, rigtig godt at lave mad i, hvis det vel og mærke er af en ordentlig kvalitet. Man må aldrig bruge kobbertøj uden god fortinning eller stålinderside, og får man fingrene i ældre fortinnet kobbertøj, så skal fortinningen være ubeskadiget og uden tæring. Rigtig gamle fortinninger skal man desuden undgå, da de kan indeholde bly. Eventuelt kan man overveje at få kobbertøjet nyfortinnet, men så er det altså ikke helt billigt længere. Det mest brugbare og praktiske er kobbertøj fra efter 1960erne med stål eller eventuelt aluminium på indersiden. 

Jeg kan anbefale kobbertøj fra Frankrig, Schweitz eller Portugal (eksempelvis af mærkerne Culinox eller Bourgeat) eller eventuelt det lidt mere prisvenlige Hackman Polaris fra Norge, som dog må siges at indeholde lidt mere stålinderside og knap så meget kobbergods.

En anden og væsentlig kvalitet ved kobbertøjet er, at det bare er SÅ smukt. Ja, jeg kan – selv med min lille samling – føle mig som den almægtige Mrs. Patmore i køkkenet på Downton Abbey (undtagen når det er tid til pudsning – så sker det, at jeg mere føler mig som en overset køkkenpige, fra fattige kår i Nordengland, med få og begrænsede fremtidsudsigter).  

For mange år siden arvede jeg en fin lille sauce-kasserolle, samt et lille rundt stegefad med messingører og endelig, i de senere år, er tiden kommet, hvor jeg har fået mulighed for at udvide samlingen uden at skulle gå fra hus og hjem. Årsagen til dette er ironisk nok induktionskogepladernes sejrsmarch gennem de danske køkkener. De gamle – og faktisk også nyere – kobbergryder og pander egner sig ikke til induktion, og derfor dukker de nu op til rimelige priser i diverse genbrugshandler og på loppemarkeder. Og er man heldig kan der være virkelig gode sager imellem.

Så kommer det: Kobber SKAL pudses! Men selvom processen ikke nødvendigvis er det man ser mest frem til, så er resultatet bare virkelig tilfredsstillende.

Efter at have brugt vores gamle flaske kobber- og messingpudsemiddel op, så bestemte jeg mig for at gå i mit skatkammer af oldemors husholdningsbøger og her – i Fru Constantins Husholdnings- og Kogebog fra 1912 – fandt jeg anvisning på hjemmegjort kobberpudsemiddel af ingredienser, som man altid har i skabet.

Og når man så spørger en sådan kyndig kapacitet til råds – selv når der sker på trykte sider – så bliver man uvægerligt ramt af dårlig samvittighed og kan næsten føle damens misbilligende blik hvile på sig. For Fru Constantin skriver, at ”Kobber-, Messing- eller Bliktøj, som hænger paa Væggene, maa helst hver Uge eller mindst hver anden pudses…”.

-Undskyld, Fru Constantin – jeg skal nok prøve at bedre mig.

Jeg blandede en kvart liter letmælk (jeg køber altså aldrig skummetmælk) med ½ dl eddike og en stor spsk salt. Denne blanding påførte jeg det rene kobbertøj og lod den sidde i 5-10 minutter før jeg gik i gang med at pudse. Det stod hurtigt klart at der også skulle lægges en del knofedt i blandingen, og hvad der virkelig gjorde en forskel var, da jeg efter mere pudsevæske på kluden også dyppede denne i en smule fint salt, der fungerede som slibemiddel.

Fru Constantin anbefaler at pudse med hvedemel (lad være – det er spild at hvedemel, for der suger bare, og har ingen slibeeffekt) eller wienerkalk. Sidstnævnte bruger jeg faktisk på mit arbejde som konservator til at rense arkæologisk sølv med, og det tænker jeg, at jeg til næste pudsning vil købe en bøtte af (fås hos Matas eller i byggemarkedet). Jeg tænker, at hvis man fra starten blander pudsevæsken med wienerkalk på kluden, så får man noget, som mere minder om pudsecreme og som derfor ligger mere jævnt fast på kobbertøjets overflade mens står og virker, og som (fordi wienerkalken ikke opløses) også virker som fint slibemiddel ved poleringen. Jeg polerede desuden efter med tørt avispapir.

Det er meget vigtigt, at man efter pudsningen vasker sit kobbertøj MEGET grundigt, da et pudsemiddel som indeholder eddike og salt faktisk er stærkt korrosivt, og det har man ikke lyst til at efterlade rester af på sit kobber. Så risikerer man at der opstår såkaldt pitting, hvor kobberet meget lokalt og i små punkthuller bliver ætset igennem med tiden. Men dette gælder sådan set også for kommercielle pudsemidler …og syreholdige og/eller saltholdige madrester.

Mit kobbertøj blev ikke helt så pletfrit skinnende alle steder, som jeg kunne have drømt om med det hjemmelavede pudsemiddel. Især under på panders og gryders underside var det svært at komme helt i bund. Men skal jeg være helt ærlig, så tror jeg faktisk, at hvis jeg bare fik gjort det lidt oftere (som Fru Constantin jo også dikterer at man bør), så ville arbejdet nok både gå meget lettere og hurtigere. Jeg kommer aldrig til at gøre det hver uge, men det kan helt sikkert godt svare sig at være lidt over det – så bliver det heller ikke så stort et arbejde. Jeg vil bestræbe mig på at pudse ca. en gang om måneden. Og så er jeg også overbevist om at tilføjelsen af wienerkalk til næste pudsning vil hjælpe.

Jeg tænker i hvert fald, at verden har klaret sig og folk har fået pudset deres kobber i årtusinder inden de kommercielle pudsemidler kom på banen – pudsemidler som i øvrigt er så gennempatenterede, at det er umuligt at få oplyst, hvad der er i dem. Måske er det endnu en lille plastikflaske med præfabrikata, som vi faktisk godt kan undvære i husholdningen.  

Følg os og like os her:
Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial