Midvinter, fastelavn og sprøde berlinere med æble, kvæde og kanel

Vi nærmer os Midvinter – Imbolc – af kirken kaldet Kyndelmisse (lysmesse). Det er nu, det burde være koldest, selvom vinteren i dette år ikke rigtig lever om til traditionerne. Men det mærkes nu, at lyset er begyndt at vende tilbage, og vi har heldigvis langt mere end halvdelen af foderet til dyrene tilbage, som det altid har været godt hushold for bønder at have ved Midvinter.

Traditionen byder ligeledes, at det sidste flæsk fra juleslagtningen skal være spist ved Midvinter (hvilket nok er meget fornuftigt, når holdbarheden før fryserens tid tages i betragtning) og absolut inden Fasten indledes ved Fastelavn. At Fasten ligger netop her giver jo også meget god mening, da man på dette tidspunkt alligevel ikke havde meget af det gode fede flæsk eller noget som helst andet tilbage i fadeburet, og det der var ikke kunne holde meget længere uden at blive fordærvet – så kunne Kirken jo ligeså godt lægge Fasten dér, hvor føden altid havde været knap, og folk reelt fastede og frem til hvor jorden igen begynder at kaste nye spirer af sig. Mange af den slags traditioner er bundet i praktik.

En gammel midvintertradition er selvfølgelig fastelavn – og selvom festlighederne, som navnet indikerer, formelt skal indlede den kirkelige Faste, så er traditionen med udklædte børn dog oprindeligt langt fra kristen. Faktisk markeres ganske mange, hvis ikke egentlig alle, af de otte gamle hedenske årsfester traditionelt med maskespil, optog og ved at udklædte og maskerede børn (og voksne) går fra dør til dør og tigger, indsamler eller giver gaver. Betænk blot Samhain (Allehelgen/Halloween), men også Julen med nissegæster, Julemand (Tomte) og Julebukken (Krampus). Ordet Karneval betyder i øvrigt ”kødspisning” og hæfter sig således specifikt til Fastelavnsfestlighederne ved Midvinter, hvor man jo som før nævnt festede og mæskede sig i alt det sidste kød inden Fasten.

Vi faster ikke, men fejrer gladeligt Midvinteren. Halvdelen af vinteren er nu gået og man kan allerede mærke et strejf af forår ind imellem. En fastelavnstradition, som her i Norden holdes særligt i hævd, er fastelavnsbollen eller de svenske semlor. Egentlig foreskriver traditionen blot hvedeboller eller -strutter, men dette er efterhånden et begreb til ret fri fortolkning.

En variation som vi gerne spiser her i huset er fedtkogte boller med fyld, også kendt som berlinere. Det er en kagetype, som har sine rødder i middelalderen. I de tysktalende områder er fyldet traditionelt blomme-, mirabelle- eller sveskemarmelade, men også hindbær eller brombær gør sig rigtig godt. En favorit her hos os er dog tillige sødet puré af æble og kvæde.

Når jeg om efteråret koger æblemos til fryseren koger jeg altid et par liter ekstra, hvor der også er kogt et par gode kvæder med. Det giver en ganske særlig aromatisk mos, men et anstrøg af kvædens fine bitternoter, hvilket klæder desserter som ”bondepige med slør” (gammeldags æblekage med rugbrødsrasp) og græskartærtefyld rigtig godt. Har man ikke kvæder, gør gode aromatiske vinteræbler sig dog fint.

Ingredienser

  • 20 g gær
  • 2½ dl mælk, lun
  • Korn af ½ vaniljestang + en spsk sukker (eller 2 tsk vaniljesukker)
  • ¾ dl sukker
  • 2 æg
  • Skal af 1 økologisk citron (eller evt. appelsin)
  • 1 knsp stødt kardemomme
  • 1 tsk salt
  • 500 g hvedemel
  • 125 g smør

Desuden

  • Ca. 1 liter rapsolie til kogningen
  • 1½ dl sukker
  • 2-3 tsk kanel

Fyld

  • 4 store madæbler
  • 1 kvæde
  • 2 tsk vaniljesukker eller korn af ½ vaniljestand
  • Sukker efter smag

Kog en mos af æble og kvæde med vanilje, smag til med sukker og purér til en fin konsistens.

I en røreskål opløses gæren i den lune mælk. Kornene fra vaniljestangen blandes grundet med lidt sukker og vaniljesukkeret kommes i røreskålen sammen med æg, citronskal og kardemomme. Rør let sammen med en gaffel og tilsæt hvedemelet (hold evt lidt mel tilbage til at justere med tilsidst).

Rør dejen sammen på røremaskine et par minutter ved lav hastighed. Tilsæt så det bløde smør og ælt dejen i yderligere 5-8 minutter ved høj hastighed. Vær opmærksom på at dejen skal være meget blød og endda let klistret, så fald ikke for fristelsen til at tilsætte mere mel end opskriften angiver.

Lad dejen hæve med et fugtigt klæde over til mindst dobbelt størrelse. De kan tage fra 1 til 3 timer alt efter hvor aktiv gæren er fra starten.

Skrab den hævede dej ud på et meldrysset bord og del den i 4 lige store stykker. Hvert stykke halveres, og disse mindre stykker deles så igen i tre stykker hver. Nu skulle dejen være delt i 24 lige store portioner. Mel hænderne godt og tril dejstykkerne til helt runde og ensartede boller (klistrer dejen for meget, så kom mere mel på hænderne – ikke i dejen. Sæt bollerne på en bageplade med meldrysset bagepapir og lad dem efterhæve i én til halvanden time.

Kom olie i en tykbundet gryde og varm op til ca. 175 grader (brug termometer!). Kog 4 berlinere af gangen og vend undervejs til de er smukt gyldenbrune og g sprøde. Tjek temperaturen et par gange undervejs og justér varmen. Berlinerne tages op med hulske og dryppes af og køler på en rist med køkkenrulle.

Bland sukker og kanel sammen i en dyb tallerken og tril kager grundigt heri, så hele overfladen er dækket af sukker.

Nu kan berlinerne fyldes. Brug enten en sprøjtepose med eclair-tylle (til at fylde eclairs, profitterolles o.lign), eller sær et lille snit med en skarp kniv (ca. 1 cm) og brug en alm. rund tylle – det sidste bliver ikke helt så pænt, men det kan godt lade sig gøre.

Berlinere er perfekte lune og nykogte, men er holder sig faktisk helt fantastisk og kan snildt laves færdige dagen før de skal bruges og vente tildækket med et viskestykke på køkkenbordet (aldrig køleskab!)

Vil du læse mere om fastelavnstraditioner og -boller, så har Nationalmuseet en fin lille artikel her.

At genfinde melodien…

Jeg er nok ikke den eneste, som kan række hånden op og tilslutte sig påstanden om at 2020/2021 har været et par hårde år. Men for mig skyldes det ganske andre grunde end corona. Faktisk har jeg – helt uagtet alle de lidelser som corona har forårsaget og stadig forårsager verden over – til tider fundet pusterum og en grad af lettelse i de vilkår for socialt samvær og restriktioner, som pandemien har medført i dagligdagen.

Af mange forudgående og i flere tilfælde traumatiserende årsager, har det været nødvendigt for mig de seneste år at revidere mine prioriteringer og mit fokus. Det har udfordret både mit arbejdsliv og min ro i hverdagen og første halvdel af 2021 gik jeg faktisk ned med akut stress, hvilket førte til en langtidssygemelding fra mit arbejde. Og resten af året har jeg (og gør det stadig) lige så stille kæmpet mig op for igen at kunne finde fodfæste i hverdagen.

Den slags ting tager tid, faktisk hvad der nærmest føles som en evighed, hvilket andre, som har været ramt af sjæleligt nedbrud helt sikkert kan nikke genkendende til. Og på nogle måder bliver jeg aldrig helt den samme, hvilket måske også er det bedste, da det tvinger mig til at se mig selv, verden, og mig selv i verden på en ny måde, som nok kan føles umiddelbart sårbar, men som også på sigt nok er mere skånsom over for min kerne og tvinger mig til at tage selvhensyn. Jeg skal lære mig selv at vælge det rette til (hvilket jeg nu generelt har været rimelig god til), men nok så vigtigt at turde vælge de skadelige ting, livsvilkår og personer fra, hvilket kan være knap så nemt, særligt hvis man er typen, der i høj grad drives af pligtfølelse (læs: perfektionisme) og ansvarsfølelse (læs: dårlig samvittighed). Den slags kan drive én langt, men med store omkostninger, og står i sidste ene som et benspænd for at man kan følge sin sti og ikke bare står og kigge ned ad den.

Forhåbentlig munder det ud i mere kreativitet, mere rum og rummelighed og måske (forhåbentlig) en start på et liv, hvor mine værdier kan få lov at udfolde sig i helhjertede prioriteringer for mig selv og derfor også for mine kære. Måske endda i at træde en ny vej frem for blot at kigge på kortet.

En af de ting som jeg har haft kæmpe glæde ved her i den sidste tid er, at jeg ENDELIG har fået min mors klaver ud til os. Hun forærede mig klaveret før hun døde (jeg er den eneste af mine søskende som spiller), men af logistiske årsager har vi ikke kunnet få det ind hos os før nu, så vi fik lov til at lade det blive stående en tid hos min far.

Musikken har altid spillet en stor rolle her i huset, og klaveret har føjet ny dybde til den glæde. Nicolai spillede oprindelig trommer (og har tinitussen til at bevise det) og har i de sidste mange år spillet guitar. Jeg selv har, foruden klaver, spillet en del 6-huls fløjte. Både Alva og Asbjørn er tilknyttet den kommunale musikskole, hvor de spiller henholdsvis violin og guitar (og i den forbindelse har vi da også anskaffet os en voksenviolin, som Nicolai er ved at gøre sig bekendt med.

Nu er klaveret – et ca. 100 år gammelt Hornung & Møller med jernramme, et fantastik anslag, mahognikabinet og flygelklang – endelig kommet på plads. Af mange årsager har jeg stort set ikke rørt tangenterne i 25 år, men man bliver overrasket over hvor meget, der ligger på rygraden.

Jeg troede for eksempel ikke, at jeg kunne huske hvordan man læser noder, men faktisk er jeg bedre til det nu end jeg erindrer, at jeg på noget tidspunkt var i mine tidlige teenageår, da jeg fik klaverundervisning.

Jeg er bestemt ikke nogen ekvilibrist på tangenterne, men jeg har begyndt igen ved at finde mine gamle klaverbøger frem af gemmerne og så har jeg ellers spillet mig frem gennem materialet primært bestående at små klassiske stykker fra barokken og romantikken. Nogle kan jeg se og huske at jeg fik for dengang, og nogle har jeg aldrig spillet før, men uanset, så er tyve minutter med et instrument ved hånden i min optik mindfullness af bedste skuffe. Og samtidig en dejlig forbindelse til min mor, som havde absolut gehør og kunne spille hvad som helst hun hørte uden nogensinde at have fået undervisning.

Agurketid

De sidste par år har vi faktisk haft lidt problemer med vores agurker. Det er jo ellers noget, som folk oftest beretter om, at de svømmer ganske over med i juli og august. Men først fik jeg købt en såkaldt ”gammel stabil og bitterfri sort”, som viste sig at give mere end 50 % bitre agurker, og de følgende par år blev vi ramt af spindemider, på trods af flittighed med rovmider, løbende fjernelse af gustne blade, sæbekure mv., hvilket resulterede i at vores agurker blev små, få og hurtigt lige så gustne som bladene. Jeg er endda ellers flittig med også at flytte lidt rundt på agurkebeddet, da jeg har drivhusplads nok. Faktisk tror jeg måske at det handler om milde vintre, og at alt for mange skadedyr har kunnet overleve i jord, revner og sprækker i drivhuset.

Men i den forgangne vinter havde vi endelig gode lange stræk med dagsfrost, og agurkerne stortrives i år. Vi spiser alt hvad vi kan i tzatiki, raita, salater og simpelthen som gnavegrøntsag…

Én ting prioriterer vi hvert år, selv når agurkehøsten har været sparsom: Syltede agurker. Ikke hele, eller små som cornichoner, men i tynde skiver skåret på mandolinjern. Og ikke bare skiver, men bølgeskiver som en rigtig burgeragurk nøkagtig som den bedst kendes fra grillbaren eller pølsevognen. Vores insisteren beror på en, indrømmet helt igennem fjollet, teori om, at en bølgeskåret agurkeskiver ligesom ligger bedre fast på hotdoggen og ikke så nemt presses ud af burgeren. Reelt set handler det nok mest om at der for os er gået en lille smule sport i at lave hjemmelavede gode produkter, som én til én erstatter kommercielle præfabrikata og endda efterligner dem i udseende om end ikke på nogen måde i kvalitet eller mangel på samme.
De bølgeskårne syltede agurker er også geniale til at toppe vinterens leverpostejs- eller hummusmadder med, når friske agurker jo altså ikke er i sæson og ærlig talt alligevel ikke smager af noget særligt, når de kommer fra et energislugende vinteropvarmet og kunstigt oplyst drivhus.

Og opskriften på Aalykkes syltede agurker deler vi da gerne, så hvis du også har et drivhus, der lige nu bugner, så er det bare med at komme i gang:

Ingredienser:

  • 8 faste, friske og nyplukkede agurker
  • 3,5 dl vand
  • 7,5 dl klar lagereddike
  • 1,5 spsk salt
  • 3 dl rørsukker
  • Saft af 1-2 citroner
  • 15 friske laurbærblade
  • ½-1 spsk hele peberkorn
  • 1,5 spsk gule sennepsfrø
  • 5-6 friske dildskærme

 

  • Salt til udvandning
  • 4 medium glas (0,3-0,5 liter)
  • Evt. atamon
Skær agurkerne på mandolinjern (pas på fingrene) i 3 mm bølgeskiver. Kom agurkeskiverne i en skål, drys med en god håndfuld salt, vend lidt rundt og sæt på køl i et par timer eller maks. natten over.

Skyl agurkerne grundigt ved at hælde dem over i en stor sigte og lade vandhanen løbe lidt over dem, men du vender let rundt med fingrene (agurkerne er nu bløde og har smidt en masse vand). Sæt sigten til afdrypning.

Skold glas og låg og skyl eventuelt lågene med atamon.

Kog en lage op af vand, eddike, salt, rørsukker, citronssaft og krydderier. Tag dildskærmene op med en hulske og sæt til side. Blancher agurkeskiverne i flere hold i den kogende lage. De skal have netop så længe at den grønne farve netop begynder at falme, men ikke længere. Fordel agurkeskiverne i glassene lagvis med dildskærmene efterhånden som de tages op af gryden. De må gerne pakkes lidt ned i glassene med en helt ren ske.

Kog til sidst lagen op en sidste gang og hæld den kogende varm (og lidt forsigtigt) i glassene (med de hele krydderier nogenlunde fordelt). Glassene skal fyldes helt op til lige under kanten. Luk straks glassene tæt og vend hurtigt rundt (med grydelapper el.lign,) så lagen steriliserer lågets inderside og glassets indre rand en sidste gang.
Lad glassene køle af. Ved afkølingen dannes undertryk i glasset og dets sterile indhold kan holde sig i årevis indtil åbning. Husk dog altid, at konserves i glas skal stå mørkt og køligt, da UV-lys og varme nedbryder og kan ændre smagen. Efter åbning opbevares i køleskab, men selv her er holdbarheden lang på eddikesyltede grøntsager, så længe man husker at bruge rene redskaber til at tage med.

Rigtig god fornøjelse og nyd resten af sommerens agurketid…

Tid til te…

Jeg elsker te – det er vist ingen hemmelighed – og har et krus i hånden sådan nærmest samtlige vågne timer. Kan man luge med et tekrus i den ene hånd? ….jo da…. Stable brænde? …ikke praktisk, men lad os være ærlige… det er nok sket. Jeg er selvfølgelig ikke afhængig og kan stoppe når som helst …det passer mig bare ikke rigtig sådan lige nu. Nå, der er nok synder, som vejer tungere. Og så er det jo en last, som snildt hænger sammen med en lettere besættelse af lækre håndlavede unika-keramikkrus. What’s not to like?

Som regel foretrækker jeg sort te. Allerhelst kinesisk sort te (jeg finder de indiske typer for røgede og bitre) og gerne let aromatiseret, som en rigtigt god klassisk Earl Grey, en kinesisk forårste eller en god kvædete. Jeg går bestemt heller ikke af vejen for en god kop Oolong eller en nærmest chaikrydret julete i årets mørkeste måneder. Og selvsagt skal kvaliteten være god og vi går efter økologi.

Men man må jo blankt erkende, at kan mængden af importeret te i husholdningen – om end nok så økologisk – skæres ned, så ville det nok være meget godt på klimaregnskabet (selvom det da heldigvis ikke drejer sig om kaffe, som er en af de helt slemme i køkkenskabet). Jeg har lidt mit kig på en ny teplantesort, som skulle være særligt egnet til det danske klima. Den hedder Camellia sinensis ‘Tea by Me’, og skulle være egnet til at producere både sort og grøn te (grøn te bliver nu aldrig relevant her i huset). Det er helt klart en kommende udfordring at prøve af, selvom jeg ikke har mange illusioner om at hjemmedyrket ægte te skulle kunne komme til at dække vores (læs: mit) behov.

Men så er der jo urtete, og her er det muligt at producere i helt andre mængder i egen have eller ved sankning i ens umiddelbare nærhed. Urtete er på ingen måde det samme som sort te, og det ene kan ikke erstatte det andet, men urtete kan andre ting, og det er nu også ret så skønt. Heksen i mig elsker synet og duften af tørrede urter i tørrebundter på rad og række. Og urtete har mange og alsidige egenskaber, som kan være nyttige særligt i de kolde måneder, da teen – afhængig af planterne den er sammensat af – kan have forskellige sundhedsmæssige eller ligefrem medicinske virkninger. Her er det selvfølgelig vigtigt at orientere sig grundigt, da naturens indholdsstoffer også er kemi (og ofte af en uforudseelig styrke), og lad mig lige slå fast: Det ikke er alt man bare kan og bør indtage i uanede mængder og/eller kombinationer, bare fordi man selv har plukket og tørret det. Dette er et stort og komplicereret emne, som jeg nok skal vende tilbage til gang på gang, men for nu vil jeg holde mig til noget af det mere almene indenfor urtete, som man godt roligt kan indtage på dagligt plan.

År efter år lover jeg mig selv at få plukket unge friske brændenældeskud, som er gode til at lave en sund og kraftig basiste, der kan minde lidt om grøn gunpowder-te. Og år efter år failer jeg fuldstændig. Kender du det? Når brændenælderne er gode og perfekte til høst, så gør jeg det liiige om lidt, og ender med ikke at få det gjort. Jeg har nu ikke givet helt op endnu for i år, for en del af de nælder som vi har slået ned tidligere på sommeren og givet til får og kaniner skyder igen fra bunden, så mon ikke jeg får lavet en smule.

En anden skøn te, som bringer lidt sommerstemning med ind i de kolde måneder er solbærte. Vi har netop plukket de sidste solbærbuske rene, og efter at planterne nu ikke længere skal bruge energi på at lave frugt, så begynder de tydeligt at lave friske nye topskud. Når væksten er kommet en anelse mere i gang indenfor et par uger, så er det tid at høste friske solbærblade. Det gøres i sensommeren efter bærhøsten, så man ikke svækker busken, mens den laver frugt. Solbærblade har den skønne egenskab, at de rent faktisk smager af solbær – også efter tørring.

Men netop i sidste uge fik jeg høstet mynte. Vi dyrker tre slags mynte i et muret højbed som er særligt konstrueret til formålet. Det er nemlig rigtig vigtigt at forskellige myntesorter ikke dyrkes sammen, da der over tid sker en kemisk udveksling mellem rodnettene med det resultat, at alle sorterne ender med at smage af det samme. Så vi har lavet skillevægge, så hver sort gror for sig (se eventuelt mere om dette på Nicolais instagramprofil).

Den ene sort er grøn mynte eller marokkansk mynte, som den også kaldes (mentha spicata, på engelsk: spear mint). Den er selvfølgelig vidunderlig frisk i læskende og sød marokkansk myntete og uundværlig i iskolde mojitos og i salater, raitaer og vietnamesiske forårsruller. Men det er ikke den mest velegnede til tørring, da jeg synes den mister en del af sin særegne friske smag og let kommer til at få en lidt støvet aroma.

Den anden sort er derimod fantastisk til tørring og gror desuden meget kraftigt, så her kan man virkelig få produceret noget. Det er pebermynte, mentha piperita, som i frisk tilstand kan smage lidt hen i retning af tandpasta, men til gengæld er virkelig aromatisk efter tørring. Det er også den helt rigtige mynte at bruge når vi snart skal lave æble/mynte-gelé til vinterens lammestege. Vi har fået vores pebermynte som stiklinger af Signe og Mads, som ejer og driver æbleplantagen og mikro-cideriet Bjerregaarden og derfor er den også kommet til at hedde Bjerregaard-mynten hos os.

Den tredje sort, vi dyrker, bruger jeg både frisk og tørret, og selv om det ikke er den vækstmæssigt kraftigste mynte, så har den den mest forfinede og aromatiske smag. Der er en såkaldt bergamotte-mynte, som jeg engang har købt af Camilla Plum. Og den har simpelthen den fineste bergamotte-aroma, man kan forestille sig. Den dufter og smager simpelthen som en mellemting mellem en mild mynte og en god kop Earl Grey te.

Jeg høster gerne mynten ned lige før blomstring og så skyder den igen, så vi kan bruge af den resten af sommeren og måske endda få endnu en lille høst til tørring.

Når man tørrer sine urter skal det foregå et tørt sted, ikke alt for varmt og med god udluftning… og aldrig i direkte sollys! Og tørring skal helst ske inden for maks. tre døgn, da urterne ellers taber smag ved afdampning af deres æteriske olier. Desuden er det vigtigt, hvis man tørrer hængende, ikke at lave for store bundter, da der kan opstå skimmel i et stort og kompakt bundt, som har svært ved at tørre effektivt i midten.

Mynte er ikke speciel vandfyldt og klapper ikke sammen når den tørrer, og derfor gør jeg det faktisk i reglen ved at sprede mynten let ud liggende på rene viskestykker.  Så vender jeg blot lidt i bunken med jævne mellemrum over et par dage, til alt føles knasende tørt. Nu er det let at hakke op og pakke i lufttætte glas, som selvfølgelig SKAL stå mørkt og en smule køligt.

Ellers tørrer jeg typisk lidt hyldeblomster, rosenkronblade og lindeblomster i juni og morgenfrueblomster i juli til at blande i te og give lidt ekstra sommerlig smag i vinterhalvåret. Laver du urtete, og hvad er dine favoriturter?

Løg, løg og atter løg…

Juli måned er måneden for løg! Og vi dyrker og høster flere forskellige slags på Aalykke.

Vi dyrker hvidløg af hardneck-typen i sorten Rød Estisk Slangehvidløg, som er særligt velegnet til dyrkning i nordisk klima, hvor vintrene ikke blot er kolde, men hvor jorden oftest også står vanddrukken i de sene vinter- og tidlige forårsmåneder. Vi har også prøvet at dyrke de sydeuropæiske softneck-typer, som – i modsætning til hardneck’erne – kan flettes til smukke ranker, men de var alt for udsatte for råd og skimmel i den tunge våde jord i marts og april. Så nu har vi fastlagt os på den sort, som bare virker … hver gang! Og vi har endda med tilfredshed kunne konstatere at vi de sidste mange år har været fuldstændig selvforsynende med hvidløg (og vi bruger mange!) til både køkken og sætteløg til næste høst.

Hvidløgene udgjorde julis første ryk på løghøsten. Det særligt skønne ved slangehvidløgene er deres ”blomster”, som faktisk er topløg. Fra begyndelsen af maj snor de sig op og nærmest svæver over bedet. Dem plukker vi som asparges og spiser gerne stegte eller grillede – blot lidt olivenolie, citronskal/saft, salt og peber på, og man er i himlen. En mild og fin hvidløgssmag, som i modsætning til de vinterlagrede fed ikke er så slemme til at få en til at vågne med hvidløgsånde næste morgen.
Og det er vigtigt at få taget topløgene af planten. Vi gik nok lidt med en idé om at dette om at topløgene trak kraft fra selve løget i jorden blot var en skrøne, men efter at vi begyndte at høste topløgene systematisk og ved at lade nogle enkelte stå kunne sammenligne resultaterne var der ikke meget tvivl: Vil du have store hvidløg i jorden, så skal topløgene af mens de stadig er forholdsvis uudviklede indeni …og der smager de så også bedst. Faktisk er de også velegnede til syltning, men vi er endnu aldrig noget til at prøve dette, da vi altid bare ender med at guffe dem i os.
De par håndfulde hvidløgs-topløg, som vi i år ikke fik taget før selve hvidløgshøsten var begyndt af danne fine småløg indeni, men skallerne var stadig ganske fine, så dem har jeg pillet de ydre skaller af og lagt i salt i en måneds tid i køleskabet. Så tænker jeg at hælde samme lage over, som jeg også benytter, når jeg laver ramsløgskapers af de grønne ramsløgsfrø (hertil benytter jeg Thomas Laursens opskrift). Tiden vil vise om det er en god måde at bruge dem på…
Vores løg tegnede generelt rigtigt fine i år. Jeg har sat både løg fra stikløg (diverse fra supermarkedet) samt selv sået af sorterne Ailsa Craig (store hvide salatløg) og Rawska (gule kepaløg). Men alt kan pludselig vende, og da juni måneds lette tørke blev til store mængder regn i begyndelsen af juli, har vi desværre oplevet at en del af vores løg er flækket i de yderste skaller som var begyndt at hærde tidligt op i det tørre vejr og derfor ikke rigtig kunne klare den pludselige vækst i løgenes indre lag. Det får nok desværre betydning for holdbarheden, men heldigvis er det ikke sket med alle.
Og så satte jeg som vanligt løgene skiftevis med gulerodsrækkerne (hvilket altid anbefales, da gulerodsfluen vist ikke er så begejstret for løglugten). Men næste år vil jeg nok sætte dem i blokke mellem hinanden i stedet for at skifte i hver eneste række, for gulerødder har haft så meget vækst, at mange af løgene er blevet skygget helt ud og ikke rigtig har fået helt så meget størrelse som jeg kunne have ønsket mig.

Alt i alt så elsker jeg dog synet af løg ophængt til tørring og flettet til ranker, eller lyden af raslende tørre løg i kurve til vinterforråd. Vi dyrker rigtig mange løg…. og aldrig nok… kender I det?

Der er desuden en tredje slags løg, som har fået lidt opmærksomhed her i den forgangne juli måned: purløgene. Mange ser måske purløg som en forårsspise, da de efter blomstring ikke er meget værd. Men prøv engang at tage en hækkesaks (Nic tog simpelthen den elektriske hækkeklipper, da han alligevel havde gang i den) og klip alt ned i 10 centimeters højde, når de netop er ved at afblomstre. Her tre uger senere har vi ny fin høst af friske purløg til salaten og æggemadderne hver eneste dag.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial