Æblemosteri

I år har været et ganske rimeligt æbleår, hvor kun vores Guldborg-træer fik et uheldigt froststrejf under blomstringen og derfor ikke gav helt så meget som de plejer. Men resten af træerne i frugthaven har været bugnende (Rød Ananas, Filippa, Rød Ingrid Marie, Cox Orange, Belle de Boscoop, Elstar og div. ukendte madæbler), og det betyder, at vi kan få lagrene fyldt op med ikke bare kasser med gemmeæbler til de kommende måneder, men også æblemos i fryseren, æblechips i fadeburet og ikke mindst masser og masser af hjemmepresset, pasteuriseret æblemost på glasflasker – et fantastisk selvforsyningsprodukt, som effektivt fjerner en vare fra indkøbssedlen og gør hver morgen til noget særligt.

De forgangne par år har vi dækket vores årlige æblemost/juice-forbrug med først halvdelen og sidste år med omkring 2/3-dele. Vi lavede et godt pres for en god uge siden, og i år kommer vi til at lave endnu et pres i den kommende weekend. Med en snarlig lagerforøgelse på flaskefronten, kommer vi måske til at nå målet med et års forbrug …næsten i hvert fald.

Forrige weekends søndags-presning foregik i det mest vidunderlige efterårsvejr, der snarere føltes som sensommer eller måske ligefrem en regulær ”Indian Summer”. At presse æble er noget som hele familien kan være med til og gladeligt engagerer sig i – også de yngste. Lidt som når der slynges honning, er der intet så magisk som at smage resultatet direkte fra tapningen.

Vi presser i en middelstor pakkepresse, som giver et højere udbytte (en mere effektiv presning) end en toppresse af tilsvarende kaliber.

Æblerne vaskes først og orm og brune pletter skæres fra og kasseres. Ligeledes kasseres alle frugter, som bærer tegn på monilla-infektion. Under tapningen tilsætter vi til hver spand en lille tsk citronsyre først, da dette afhjælper oxidationen i spanden, og gør at æblemosten ikke når at blive så brun.

Den nypressede æblemost hældes gennem en fin sigte op i en termostatstyret elektrisk gruekedel med taphane sat til lige over 80 grader. Samtidig varmer vi de rengjorte flasker i ovnen (vi har en stor ovn på 90 cm) til ca. 125 grader.

Når mosten har når sluttemperaturen, tappes den direkte ned i de varme flasker. Et skoldet, sterilt skruelåg sættes på, og så vendes flasken for at den lille luftmængde, der er under låget, bliver vendt rundt med den varme most. Luften indeholder nemlig gærsporer, så den skal også steriliseres. På ret køl igen og voila! Klar til hylden i viktualierummet.

Den pasteuriserede æblemost er at regne som helkonserves, så længe man blot er kritisk under tapningen med at kassere eventulle låg, som har fejl på gevindet (går over gevind) eller er blevet bulede eller skæve. Sådanne låg kan man ikke forvente skal kunne holde på undertrykket i flasken. Vi har faktisk netop fundet et par tiloversblevne flasker, som havde forputtet sig fra sidste år, og drukket en her til morgen. De holder smukt undertrykket og er så friske og velsmagende, som da vi lige havde tappet dem. Efter åbning kan mosten holde sig på flaske en to-tre dage i køleskab.

Pileflet på Aalykke

I denne weekend skete der noget stort på Aalykke, idet vi afholdt vores første weekendkursus. Det blev et kursus i pileflet med runde kurve som tema og, hvis vi selv skal sige det, så gik det over al forventning.

Det har været et meget specielt år at starte op med egen virksomhed i – den sang er vi vist bestemt ikke de eneste, som kan synge med på. Vi har ikke haft det store på spil rent økonomisk, da vi bevidst har valgt en blød opstartsform, hvor vores tidligere hobbyvirksomhed blot er blevet professionaliseret og stille udbygget, uden at vi har været ude at investere, tage lån eller lignende. Vi går efter en rolig, blød, bæredygtig og gældfri proces i opbygningen af Aalykke som virksomhed. Men med aflyste markeder i forsommeren og restriktioner for socialt samvær, som bølger frem og tilbage måned for måned, så har vores momentum helt sikkert ikke været, hvad det ellers kunne.

Faktisk havde vi i tiden før COVID-19 rullede ind over landet planlagt adskillige kurser og workshops, som vi skulle facilitere sammen med og hos vores nærboer, det økologiske landbrug Mangholm. Det blev hen ad vejen klart, at det ene efter det andet af disse events blev umulige at gennemføre i år, men vi har til gengæld haft tid til refleksion undervejs, ro til at finde ud af alt det med regnskab og procedurer for en lille ny virksomhed og overskud til at gennemarbejde vores planer og mærke hvad der virker, og hvad der ikke gør.

I begyndelsen af september kom vi endelig afsted på det hyggeligste, lækreste – og meget velbesøgte – høstmarked hos Mangholm. Det var kærkomment efter en sæson med aflysninger. Vi fik solgt skind, honning, håndlavede bolcher og flødekarameller, urtesalt, salver, sæber og frø – og fik tillige delt en masse kampagnemateriale ud for Landsforeningen Praktisk Økologi, Mere Liv i Haven, Giftfri Have og ikke mindst Vores Natur – den store kampagne fra DR, Friluftsrådet, PØ, DN, KFUM og andre grønne aktører, som det nok ikke kan være gået manges næser forbi præger miljø-debatten i 2020. Jeg har faktisk selv for nyligt været på kursus og er blevet Vild Have-mentor (med diplom og det hele). Det emne kommer der mere om på bloggen fremover…

I den forgangne weekend blev det så endelig tid for afviklingen af vores første kursus på egne enemærker. Vi slog pjalterne sammen med vores lokale og super-dygtige pilefletter Annette Stacey, som ikke blot er en meget dygtig og erfaren pilefletter men også en fantastisk underviser og et af jordens sødeste mennesker tillige. Og så besluttede vi os fra starten for, at et kursus på Aalykke skal være en helhedsoplevelse, så det skulle selvfølgelig være med fuld forplejning af økologisk og vegetarisk mad og bagværk.

Vi havde godt nok på forhånd investeret i et stort telt, så vi ikke skulle være afhængige af vejrets velvilje, men det blev ikke nødvendigt at opsætte i denne omgang, for sensommeren viste sig fra sin allerbedste side. Det skal nu nok komme i brug en anden gang – det danske vejr er jo ikke ligefrem kendt for sin pålidelighed – og men teltet i baghånden er vi på forhånd fri for bekymringer angående vejrligets velvillighed.

Jeg har selv været på flere pilefletterkurser gennem tiden og det er altid sjovt at se hvordan folk først er timer om at sidde at fedte med deres første bundkryds. Alle som én tænker de, at de ALDRIG får en bare nogenlunde kurv færdig i løbet af kurset.

Alligevel vandrer de ved kursets afslutning alle hjem med det ene vidunderlige stykke kunsthåndværk efter det andet. Alle unikke, alle brugbare, alle smukke. Selv elsker jeg duften af flettepil, som emmer fra arbejdet og de friskflettede kurve i stuen lang tid efter.  

Vi flettede med de populære sorter Rød Amerikaner og Bleu, foruden Leichestershire, Wellecs m.fl., og farvespillet i de færdige resultater taler for sig selv.

Jeg selv fik også lavet en kurv undervejs mellem madlavning, servering, hjælp til kursisterne, snak og forklaring. Jeg har lavet masser af kurve med hanke gennem tiden og nogle helt uden, men denne gang prøvede jeg en ny teknik og lavede greb under randkimningen.

Vi har sagt farvel til et hold af glade og dygtige kursister for denne gang, og selvom vi lige nu afventer COVID-19-udviklingen er der er ingen tvivl om, at der bliver flere kurser på Aalykke i fremtiden – både i pileflet og også andre gamle håndværks- og husflidsteknikker, foruden sanketure, vild mad, urtekundskab, selvforsyning, bæredygtig husholdning og meget andet. Måske vil du med næste gang…?

Skoven ved Aalykke – del 2

En beslutning om endegyldigt at fælde et større skovstykke med store gamle træer er helt sikkert lettere at tage i sofaen, end at se den udført. Man kan let lade sine følelser for de gamle grantræers kommende endeligt dulme ved tanker om en smuk ny og lys blandskov med små lysninger, svirrende insekter og sval skygge under det flimrende løv af unge egetræer, lind, ask, el og hassel… håbet (og fortrængningsevnen) er lysegrønt.

Den første dag, hvor skovningsmaskinerne rykkede ind i skoven på Aalykke var mildest talt angstprovokerende, og at se dem arbejde inde bag skovbrynet syntes mest af alt som klippet ud af en dinosaurfilm, hvor man kun venter på at se T-Rex bryde ud af tykningen og nappe et får eller to fra marken, før den lugter menneskekød og i rask trav bevæger sig mod hovedhuset. Hvad der er mindst lige så skræmmende er hastigheden, hvormed årtiers vækst reduceres til afgrenede og ensartede længder af tømmer. Det tog kun et par døgn før den sydlige ende af skoven var decimeret til en slagmark af stubbe, stød og granris i et kaotisk og metertykt lag.

Omkring 800 træer faldt for maskinerne i det forår i 2016 og omfanget af sådanne mængder forstås først rigtigt, når man ser stablerne af råtømmer, som efterfølgende tårnede sig op langs vores mark. Tømmer i alle kvaliteter lige fra træer, der ville ende som pakkemateriale og europaller, til fine længder af tykke douglasstammer, som skulle shippes ud i verden og måske i dag ligger på gulvene i en kinesisk rigmands villa.

Efterfølgende ventede en gigantisk oprydningsopgave, for skovbunden lignede mest af alt en krigszone og var totalt ufremkommelig for ikke at sige umulig i forhold til nogen som helst tanker angående nyplantning. Vi måtte desværre kæmpe lidt med skovningsfirmaet i denne etape, da oprydningen og flishugningen af resterne ikke syntes helt så vigtig for dem, da afregningen først var afklaret, som da aftalen oprindelig blev indgået. De endte dog med at vedgå sig oprydningen og desuden knoklede vi selv løs på en masse af stødene, der skulle saves op og flækkes til brænde til husets masseovn. Samlet set tog oprydningen godt et år.

I sensommeren 2017 fik vi skovbunden rodfræset og to år efter det første træ faldt for skovningsmaskinen – i foråret 2018 –  var vi klar til at sætte de nye træer i jorden.  

 

Fortællingen fortsættes…

 

Høet under tag

Det er altid en lettelse at få høet under tag, så vinterfoderet til fårene er sikret. I år har det godt været noget af en udfordring at finde godt høvejr, med ingen regn og til gengæld gerne lidt vind i 5 dage i streg. Der var et enkelt vindue tilbage i juni, men af forskellige grunde var det da ikke muligt for os at få slået høet på engen, og vi måtte se muligheden forsvinde og vejrudsigten blive overtaget af tiltagende ustadigt vejr og med stor uforudsigelighed i prognosernes konstante ændringer.

Men det lykkedes endelig og i sidste uge fik vi slået, i forgårs rombet, i går presset baller og i dag er det blevet kørt ind. Og fantastisk at vi nu for andet år i træk kan sætte hele høsten på et ordentligt, tørt og tæt høloft over vores nye fårestald.

At få høet i hus er altid et stort slid, men i år har vi virkelig kunnet mærke hvordan børnene i større og større grad kan tage del på lige fod med os andre. 

Asbjørn har knoklet som en gal – hele tiden med et smil – og han er efterhånden ret rutineret i at køre traktoren med trailer stille rundt mellem ballerne, mens Nic kan stage op og jeg selv kan tage imod og stable læsset. Og så har han også selv langet utallige store baller op på vognen – bare ved råstyrke. Vores seje dreng!

Ved pakningen af høloftet har Alva rullet baller ned fra vognen, Nic fodret høtransportøren, Asbjørn taget imod og jeg selv stablet.

Hø er varmt, stikkende, prikkende og tungt at arbejde med, og nu er vi alle helt færdige ovenpå dagen, men også helt vildt glade og taknemmelige over, at det ved fælles hjælp og lykke fra vejrguderne er lykkedes. Det er virkelig noget, som taler til urinstinkterne, det at forberede den kommende vinter, og sikre forråd for både dyr og mennesker.   

Efter sådan en indsats, bliver det til hyggemad ved sofabordet, knas og film og så på hovedet i seng med ømme muskler og glade hjerter.

Honning, blomster og midsommer

Vi har slynget forårshonning i går. Og lad os bare sige det med det samme: Det blev ikke den mest imponerende høst nogensinde – men det var vi også godt forberedte på. Faktisk fik vi kun godt hundrede kilo honning i spandene. Det kan måske lyde af meget, men desværre ikke i forhold til hvad vi plejer at kunne forvente med det antal stader, vi har i bigården. På rigtig gode år har vi været oppe over trehundrede kilo på forårsslyngningen alene og vi forventer i reglen omkring tohundrede kilo.

Forklaringen ligger blandt andet i den alt for milde vinter, som har taget livet af flere af vores bifamilier. Bifamilier overlever som regel vinteren sikkert ved at klumpe sig sammen i stadet i en tæt klynge, hvorved de kan holde temperaturen oppe og blot sove til de varmere dage vender tilbage. Men når det bliver så mildt, som det har været i år, og med mange ret lune dage i vinterens løb, så bliver bierne forvirrede og begynder at blive aktive. De vågnede meget tidligt – mens det faktisk stadig var vinter – og så har de nok alt for hurtigt fortæret deres madpakke af vinterfoder og er gået tør for foder, mens der stadig ikke var noget at hente ind fra blomster udenfor.

Det reducerede antal familier blev så yderligere mødt med et langt og koldt forår. Hvor de i mere gennemsnitlige år ville have lavet et stort træk af nektar fra de blomstrende rapsmarker og mælkebøtter, så skete det i år, at rapsmarkerne blomstrede mens temperaturen stadig var under 15 grader, hvorved planterne slet ikke trækker den mængde nektar ud i blomsterne, som de ellers plejer.

Men vi skal se det positive, så er det helt sikkert en prima kvalitet, vores honning har i år. For selvom forårshonningens sammensætning normalt er domineret af trækket på rapsmarkerne, som kan give enorme mængder, så er rapshonning faktisk ikke den mest interessante rent smagsmæssigt. Personligt har jeg altid foretrukket sensommerhonningen, som er resultatet af biernes træk på kløver, lind og alle markens og havens blomster og urter. Den er typisk mørkere og langt mere kompleks i smagen end forårshonningen. Men da rapsen i år ikke kommer til at spille hovedrollen i vores forårshonning, forventer jeg, at den kommer til at smage af de øvrige og langt mere interessante ting, som også hører med til forårstrækket, nemlig mælkebøtter, kastanje og alle de blomstrende frugttræer i både haver og hegn.

Nu er honningen kommet på spande og om et par uger når den er blevet rørt, så er den klar til glas. Forinden skal vi dog som altid tappe en mindre del til eksklusiv flydende nyslynget honning. Perfekt på midsommerens jordbær med letpisket fløde, på yoghurt (med eller uden müsli) eller over vanilleis.

Foruden honninghøsten har de forgangne dage budt på masser af blomster. De historiske roser (rose de recht og damaschenerrose) blomster netop nu i have og Alva og jeg har lavet rosensirup, roseneddike, rosensalt og rosensukker. Roserne er så vidunderlige og jo mere vi plukker, jo hurtigere og flere kommer de nye blomsterhoveder frem. Så vi skal helt sikkert lave mere sirup (rosensirup kan man i min optik IKKE have for meget af), mere eddike og så skal der tørres masser af rosenblade til teblanding. Måske vil jeg også forsøge mig med at kandisere nogle rosenblade til kagepynt.

Vi har selvfølgelig også lavet masser af hyldeblomstsaft. Fordi vores hyld for en stor dels vedkommende blomstrer i skyggen af vores skov, er den generelt lidt senere i blomstringen and hvad vi ser ude i det åbne landskab og blomstringen stækker sig også over lidt længere til, så jeg tager gerne saftkogningen lidt i etaper. I tirsdags satte vi den første portion over, og den kommer på flaske i dag. I går blev den næste portion sat til at trække og den er klar til flaskning på tirsdag og så laver jeg helt sikkert en sidste portion, for vi foretrækker at have hyldeblomstsaft til langt efter nytår.

Desuden skal jeg en af de nærmeste dage lave hyldeblomstchampagne, hyldeblomsteddike og have plukket en masse skærme til tørring. Tørrede hyldeblomster er både et vidunderlidt krydderi til både desserter, kylling og fisk og så er de skønne i te. En let te af lindeblomster, hyldeblomster og rosenblade kan være som et pust af midsommerstemning, når man sidder i vintermørket.     

Jeg har hidtil skrevet denne blog meget i artikelform, hvor jeg i hvert indlæg har behandlet et nøje afgrænset emne. Det vil jeg som sådan fortsætte med, men jeg har besluttet mig for (at forsøge) at begynde også at skrive mere om vores konkrete daglige oplevelser og gøremål, succeser og frustrationer her på bloggen. Så indlæggenes karakter vil nok skifte lidt mellem hinanden, og så har jeg desuden en lille tanke om at flette ”planteportrætter” indimellem. Nu må vi se hvordan det går…

Havde man spurgt mig før corona-nedlukningen, ville jeg nok have postuleret, at en sådan tid da virkelig ville give mulighed for at skrive mere og oftere, og generelt finde mere overskud og tid til kreativiteten, men det pudsige er, at jeg har i praksis erfarede, at denne periode på mange måder fik den stik modsatte effekt på mig. Det mundede snarere ud i en lukken sig om mig selv, og at jeg trak mig lidt fra også de online fællesskaber og holdt igen med min egen kreativitet. Det kan måske lyde lidt negativt, men det er det faktisk absolut ikke – snarere en utilsigtet om end gavnlig retrætetilstand, der har givet ro til finde nye kræfter, lidt mere overblik og til at slippe eget forventningspres en smule. …og så er det at ideerne begynder at poppe op. Så er udforingen blot efterfølgende om man kan nå at fange nogle af alle de frigivne ”sæbebobler”, inden de svæver væk. Er der mon andre der har følt det ligesådan..?

I aften er et vendepunkt. Ikke i overført forstand, men ganske konkret. Det er midsommer – årets længste dag – i dag og vi skal i aften fejre det med solhvervsfejring sammen med en masse skønne mennesker hos min smukke veninde og eks-kollega Maria, som desuden fylder rundt og fejrer, at hun nyligt er flyttet til at fantastisk sted i skovene ved Gisselfelt Kloster, nemlig det smukke Sivdamshus, hvorfra hun som shaman, moderne heks og urtekyndig deler ud af sin viden, kunnen og spirituelle praksis (prøv at find hende på instagram eller på hendes hjemmeside Hyldemors Have). Jeg glæder mig helt vildt til at se hendes nye sted, sidde i kanten af skoven med mjød og bål og lytte til de smukke toner i midsommernatten fra vidunderlige Virelai.

Ønsker om en dejlig midsommeraften til alle derude!

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial