Den nye stald – del 1

Da vi flyttede ind på Aalykke vidste vi fra begyndelsen, at vores primære ”store” husdyrhold skulle være får. Først efter halvandet år blev det en realitet, og de første tre moderfår af racen gutefår trådte en novemberdag i 2011 forsigtigt og forbeholdent ned fra traileren og ud på marken. Under den tidligere ejer havde foldene været hjem for en flok dådyr og vi har derfor nogle faldefærdige dådyrhuse stående inde i skoven, men disse er ikke særligt egnede til egentlig staldbrug og desuden vil vi gerne havde stalden liggende tæt med hovedhuset, så arbejdsgangene bliver effektive, og man let kan være til stede og gøre hvad der skal til, hvis der skulle være problemer med en læmning, et flaskelam eller andre forhold som kræver ekstra opmærksomhed.
Derfor endte det med, at vi med lidt simpelt bondebyg (når man lige sådan midlertidigt fikser noget sammen af gamle paller o.lign.) fik omdannet et faldefærdigt maskinskur, som stod ved hovedhuset til en brugbar fårestald med mulighed for fodring, foderopbevaring og opdeling i et læmmebokse når behovet var der. Bare sådan som en hurtig og midlertidig løsning, for vore hensigt var jo, at der hurtigt skulle bygges en ny stald. Vi fik også solceller, som vi fik lov at placere på marken på et midlertidigt stativ, for de skulle jo op på taget af den nye kommende stald. Sådan lige om snart. Det var jo bare midlertidigt…
Otte år senere (i den forgangne vinter) ramte stormen Alfrida, og en kold mørk januarmorgen vågnede vi op til erkendelsen af at grænsen for ”midlertidigt” måske nok var en smule overskreven. Hele vores markmonterede solcelleanlæg havde slået en kolbøtte (stolperne var rådnet over (de var jo ligesom ikke beregnet til at stå så længe) og alle panelerne lå med ansigtet ned i den frosne mark. Men selvom beslagene og skinnerne var blevet stødt og bukkede til ubrugelighed, så havde kun to af panelerne tilsyneladende taget skade. Så var der ikke andet at gøre end at vi måtte ud og med forfrosne fingre møjsommeligt og forsigtigt pille det hele fra hinanden og sætte panelerne væk. Med denne hændelse kom også erkendelsen af at vi nok havde trukket den lidt for længe i ørerne med selve stalden. Når tingene fungerer nogenlunde i hverdagen, kan man godt gå hen og miste overblikket over de små ting som ikke fungerer og symptomer og tegn, man nok burde have været mere opmærksom på. Faktisk havde taget i det gamle maskinskur længe været så utæt, at der konstant stod en nydelig skov af de fineste lysegrønne bygspirer omkring fodertruet i stalden. Lys og vand fik de i hvert fald nok af. Det havde i sig selv ikke været et problem, for gutefår er en hårdfør oldnordisk race, og er faktisk ret ligeglade med staldfaciliteter det meste af året, men nu nærmede den næste læmmesæson sig med alle de uforudsigeligheder som heraf kan følge, og derfor vidste vi, at nu var det tid at komme videre og får udskiftet det midlertidige bondebyg med en rigtig stald. Ikke mindst for vores egen skyld, da en ny stald også ville give os nye muligheder. Solcellerne ville ikke komme op igen, før det var på tegltaget af en splinterny stald!
Vi ville med den nye stald få mulighed for at etablere et rigtigt høloft, et køle-, fryser- og slagterum, ordentlig og systematisk opbevaring til udstyr og foder og langt bedre faciliteter, som ville lette vores arbejdsgange i forhold til vaccinationer, dyrelægebesøg, ormekure, klipning, vejning, læmning, evt. vinteropstaldning og almen håndtering. Og så har vi hele tiden drømt om at skabe nogle rammer med en fleksibilitet, der ville gøre det muligt for os måske en dag at kunne udvide vores bedrift med en lille jerseyko, så vi måske en dag kommer til at kunne slette mælkeprodukterne fra indkøbslisten. Jeg gik til tegnebordet og fik sammenfattet alle de ideer som vi i ro og mag havde gået og kontempleret over i det meste af det forgangne årti. Hvis man skal sige noget godt om at være lidt længe om at komme ud af starthullerne med et byggeprojekt, så er det, at man virkelig når at få overvejet og få klarhed over sine behov, ønsker og ideer…
Vi var grundige med vores ansøgning til kommunen, og fik fra startet redegjort for alt fra brandsikringsforhold til tekniske specifikationer. Det er et knoklearbejde, der godt kan svare sig, for vi fik godkendt byggeriet i første hug og så var det i gang!
I Kristihimmelfartsferien kunne vi holde rejsegilde. Et rigtigt rejsegilde altså, hvor folk kommer til for rent faktisk at rejse spærene, sætte kransen på taget og så efterfølgende feste sammen over grillede pølser og kolde øl. Jeg har altid synes at Amish-folkets kultur er fascinerende og især den kollektivisme, som de lægger i større projekter, er tiltalende. Når en ny lade skal opføres er det alles sag og alles engagement og naboskabet bliver familiært og vedkommende. Vi bor ikke nødvendigvis dør om dør med vores åndsfæller og arbejdsfæller, men når man kalder og hjælpen kommer, så føler man et slægtskab og et kollektivt engagement og ejerskab, som løfter hele projektet. Stalden bliver ikke den stald vi fik bygget, men den stald vi byggede sammen!
Og hjælpen kan jo gives på alle planer – så mens de fleste voksne kravlede, løftede, skruede og diskuterede konstruktivt, så kunne børnene samle blomster og løv til kransen, der skulle pryde den nye tagrejsning, når den stod færdig.
At sidde om bordet – børn og voksne – på en kølig forsommerdag iklædt sweatre og arbejdsbukser, med god mad og øl foran os, i bevidstheden om at vi sammen har udført et stykke arbejde, som har betydning og vil bestå og som hver enkelt af os ikke kunne have forestået på egen hånd… DET er noget som giver mening, stolthed og sammenhold.
Og så var vi igen på egen hånd. Nicolai går konstant og holder øje med gode tilbud på brugte byggematerialer, for ud over at det en økonomisk fornuftig måde at bygge på, at gå og stille samle til hobe efterhånden som materialerne og de gode muligheder byder sig, og så gå i gang, når lageret er til det, så er det selvfølgelig også et spørgsmål om miljømæssig bæredygtighed. Træ-materialerne i den nye stald vil medstensdels være nye, men vi planlægger at indsamle og bruge genanvendte staldvinduer i jern med kittede ruder. Så må vi skære hullerne og montere dem i de klinkbeklædte vægge efterhånden som vi får fat på dem, får dem renset af og sat i stand. Nogle døre og luger vil være nye (eller nok købt brugte), men andre har vi allerede på lager fra tidligere ombygninger her på ejendommen, hvor de af forskellige årsager er blevet afmontereret og sat på lager. Og så er der taget.
Taget er i skrivende stund ved at bliver dækket af genbrugte vingetegl, som vi skaffede for et par år siden. De har tidligere ligget på en anden landbrugsbygning og har heldigvis været uunderstrøgne, så de er lige til at sætte op og tegl fra samme batch dækker allerede taget over vores åbne havehus og vores udekøkken.
På sigt er det meningen at alle Aalykkes tage – også hovedhuset – skal dækkes af tegl, med undtagelse af de bygninger som står inde i skoven hvor fugt og faldende grene gør tegl uhensigtsmæssige, og vi derfor i stedet satser på ståltag. Så vi er på evig udkig efter brugte røde, uglaserede tegl.
Nu tager taget form og straks synes det store blegede hvalskelet på marken mere som en bygning. Rygningen er kommet på og på den sydvendte tagflade er er nye skinner til solcelleanlægget ved at blive monteret. Høet måtte vi bjerge for flere uger siden, så det er foreløbig lagt på paller med en presenning omkring i staldens nordlige side, hvor taget dækker mest. Så snart gulvet på det nye høloft bliver færdigt, med tag over og beklædte gavle, så skal det være den største glæde at kunne fylde loftrummet med grønne, duftende høballer fra første stund. Hele stalden skal klinkbeklædes og males sort i stil med klassiske sydengelske ladebygninger, med grønne døre og porte, men i den første vinter kommende er det nok realistisk, at staldens grundplan kommer til at stå åbent uden så meget klimaskærm.
Det fortsatte projekt skal vi nok dokumentere – der bliver mere om færdiggørelsen af bygningen, indretning med staldinventar, fodringsløsninger, fryserrum, istandsættelse af døre og vinduer og meget andet, og jeg glæder mig til at skrive næste del af historien!

Af jord er du kommet…

Jeg er så taknemmelig for at leve med jorden, og jeg er stolt af, at vi have valgt den livsform, vi har. Og nu også lettet, for der kommer en dag for alle mennesker, hvor det er godt at have jordkontakt, når stormen raser, og man ikke vil rives væk. Den gamle floskel om at have begge ben på jorden er nu slet ikke så dum, og jeg mener, at den ofte bør tolkes ganske bogstaveligt – med tæerne helt nede i mudderet.

De sidste par måneder har mine aktiviteter på de digitale platforme været meget begrænsede, og derfor har bloggen her også stået lidt stille, men jeg begynder så småt at komme op til overfladen. Jorden har jeg dog ikke sluppet i disse måneder; jeg har været i haven – i skoven – med fingrene i mulden. Og det har været ikke blot et valg, men en nødvendighed for mig…

Min mor døde den 10. april. Og jeg kan faktisk ikke sige, at jeg føler sorgen som en stor trykkende byrde, selv om jeg elskede min mor og savner hende. Jeg kan blive så ærgerlig over de ting, hun ikke fik set og vi ikke fik delt. Over at mine børn ikke fik hende i længere tid. Irriteret, når jeg lige vil spørge hende om noget eller fortælle hende noget, og næsten når at gribe telefonrøret. Men jorden hjælper. Og lytter og favner og forstår. Og fortsætter.

Det at have konkret arbejde – at dyrke jorden under sine fødder for at få mad til sit eget bord. At se garnet og stoffet forvandles til tøj til mine egne og pilen til kurve under mine hænder. At stå hvor jeg ved, at jeg skal blive, og at møde planterne og dyrene i min varetægt med deres fuldstændige ligegyldighed overfor mine små abstrakte problemer, når der skal vandes eller høhækken er tom – det rodfæster og grundfæster. Jeg er overbevist om, at sad jeg i en lejlighed, og brugte jeg ikke mine hænder eller levede et liv bundet til jorden rytme og til årstidernes skiften, så ville sorgen skabe sin egen rytme og blive meget mere markant. Det er, som når man ikke kan lade være med at gå i takt til den musik, som spiller højest.

Jeg er sikker på at relativt flere mennesker i vores moderne verden bliver væltet af sorgen, når døden rammer, sammenlignet med vores forfædre og -mødre, som levede i en verden, hvor døden var så meget mere præsent i hverdagen, men dagens dont også var meget mere konkret og – i bogstaveligste forstand – jordbunden. Hvor man levede samme sted hele livet og ikke altid søgte at se ud over horisonten for at finde glæden.

Kroppen har brug for at kunne mærke verden umiddelbart omkring sig, for at sjælen kan finde hvile i kroppen, og jeg tvivler ikke på, at det at være i dagligt samspil med jorden og naturen, at samle og sanke, dyrke og høste eller blot at udøve et håndværk – et ægte håndværk, hvor hænderne yder gerningen og skaber produktet – giver en grounding, som er vigtig når livet slår koldbøtter. En grounding, som jeg tænker nogle gange kan være svær at finde, når hverdagen udspiller sig i en kontorstol bag en skærm fyldt med regneark og memoer og fritiden foregår i sofaen, ved nettokøledisken og på takeaway-telefonen, og den mest jordfæstede konkrete handling vi udfører, er solo-træningen til det lokale halvmarathon med vekslende løberuter eksponeret for omgangskredsen på den nyeste løbe-app.

Jeg ville ønske at mange flere ville unde sig selv at gøre deres berøringsflade med verden større, gennem det mikrokosmos, som kan ligge i et strikketøj mellem hænderne, i den trekant som dannes mellem dine fødder, dine hænder og lugejernets skær i jordoverfladen, i den gentagne bevægelse ved bælgningen af hestebønner eller i rytmen af dine skridt mod skovstien. At finde og se det store i det små og at mærke den meditative tilstand, man kan opnå gennem rytmen i udførelsen af et håndværk eller blot i udførelsen af en simpel konkret opgave, som når nornen spinner sin tråd …og siden bryder garnet. Og at finde sit sted og ikke fare rundt i konstant søgen efter ”lykken” omkring det næste hjørne – til næste år – når vi engang går på pension…

Vi holdt min mors bisættelse påskelørdag i høj sol. Vi tog det hjem, for det havde hun ønsket. Ikke noget med forsamlingshus og blødt brød, med derimod rødvin og tapas i haven. Der hvor vi var, der hvor vi bor, og der hvor vi kan huske hende. Den dejligste dag blev det – og hun var der. For jeg bærer hende med mig og i min kontakt med jorden og mine omgivelser afsætter jeg lidt af hende i alt, hvad jeg rører og oplever. Mine børn har hende med sig, når de putter sig i de kludetæpper, hun strikkede til dem kort før sin død. De har aftalt med hende, at hun kigger forbi til næste Samhain, når sløret mellem verdenerne er tyndt, for så skærer og tænder vi en særlig græskarlygte for hende. Og de har fået lov at være med hele vejen og at se og røre og tale med hende til det sidste …også da hun havde forladt os og kun hendes tomme skal lå tilbage, for døden og sorgen er også deres og de er slet ikke væltet. Det er ikke en løsrevet sorg, som ligger ved siden af og knurrer af livet og snapper efter os fra krogene, men derimod et savn som fletter sig ind i hverdagen og det er ok. For står man med fødderne i jorden, og kan man mærke undergrunden og den strøm af gammel kraft og enhed som løber gennem den og gennem os alle, så kan man også bære meget mere.

Jordbærgrød

Selvom vi endnu ikke er kommet ud af februar, så kan man ikke nægte, at det dufter lidt af forår udenfor. Det kribler i havefingrene og i vindueskarmene begynder det så småt at titte frem med små grønne spirer fra forspiringsbakkerne. Derfor er det også nu, hvor haven kun giver lille afkast, at der er god lejlighed til at få brugt noget af alt det der ligger i fryseren, for før vi ved af det, så er en ny havesæson i gang, og afgrøderne begynder igen at lande på køkkenbordet. For eksempel er det en god idé, at få tømt fryseren for eventuelle rester af frosne bær fra sidste år. Man kan lave friske portioner af marmelade eller saft, men har man virkelig trang til at tage lidt forskud på sommerstemningen, så er her Aalykkes opskrift på verdens bedste jordbærgrød.

  • 1 kg frosne (optøede) jordbær
  • 1 stang vanilje
  • 1,25 dl vand
  • 225 g sukker
  • 3 spsk kartoffelmel

Skær vaniljestangen igennem og skrab marven ud. Kom jordbærrene i en gryde sammen med vand, vaniljekorn og -stænger og bring det i kog. Lad det koge i 3-4 minutter under låg. Tilsæt sukkeret, rør rundt og bring grøden i kog igen.

Rør kartoffelmelet ud i lidt vand og hæld det i jordbærgrøden i en tynd stråle. Rør grundigt i grøden imens og tag den så af varmen. Rør i grøden i yderligere et minuts tid på køkkenbordet og hæld den i en skål. Drys en smule sukker over den og dæk skålen med en tallerken.

Lad grøden svale helt af på køkkenbordet og servér den ved stuetemperatur (højst let lun) – og aldrig køleskabskold! …med letpisket flødeskum og ristede mandelsplitter.

 Desserten kan selvfølgelig også laves til sommer med de nye friske friske jordbær, men hvorfor dog det – de skal jo bare spises som de er (med mere letpisket fløde og nyslynget honning)!

 

Arabisk mandelkage med appelsin

Citrusfrugter er bare de eneste frugter som rigtig kan siges at være i sæson lige nu i de koldeste vintermåneder (selvom vejret godt nok føles temmelig forårsagtigt i disse dage). Til gengæld er udvalget af variationer stort og tør man bevæge sig lidt væk fra de mest kendte og brugte her i landet – appelsin, citron og clementin – så er der ganske fantastiske og anderledes oplevelser at få på både smag, konsistens og anvendelsesmuligheder i frugter som bergamotte, grape, kumquat, pomerans og pomelo.   

Men selv den helt almindelige appelsin kan bruges til andet og mere end at spise i både, lave til juice eller at komme i gulerodssalaten. Her har jeg brugt den i en kage, som kan få en til at føle sig hensat til 1001 Nats Eventyr under en stjernklar arabisk nattehimmel. Kagen er umådeligt sød, delikat krydret og let bitter og passer perfekt til varmt krydret chai-the, marokkansk sød mynte-the eller stærk arabisk kardemommekaffe. Den indtages bedst henslængt i tykke puder i en sval andalusisk gårdhave eller på taget at et byhus i det gamle Jerusalem med udsigt til Al Aqsa Moskeen… i drømme kan man nemlig rejse hurtigt og klimavenligt på flyvende tæpper.

Vigtigt! Denne kage er toppet med hele syltede appelsinskiver, og derfor skal der bruges forholdsvis søde og faste appelsiner – og vigtigst: de skal helst være rimelig tyndskallede, så ikke man sylter et kæmpe tykt lag hvid skal (lidt bitterhed er fint, men ikke for meget). Og at de skal være usprøjtede, uden overfladebehandling og helst økologiske, siger selvfølgelig sig selv!

Til en almindelig springform (Ø ca. 25 cm, 12 pers.)

 

  • En pæn stor usprøjtet/økologisk appelsin
  • 250 g mandler
  • 250 g lyst rørsukker
  • 4 æg
  • 100 gram hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 nip fint salt
  • 2 dl olivenolie (er man nøjsom, kan man erstatte den ene dl med en billigere neutral olie som bitterfri rapsolie eller vindruekerneolie)
  • Smør og mel til formen

Kog den hele appelsin i vand så det dækker under låg i en times tid. Det kan godt være at der skal efterfyldes med vand et par gange. Tag appelsinen op med en hulske og lad den køle helt af. Med en meget skarpt kniv skærer man forsigtigt det yderste orange lag af skallen (her må man endelig ikke presse på den nu bløde kogte appelsin, for så bliver det noget værre rod – giv dig god tid). Den hvide, bitre del af skallen pilles herefter af frugten og kasseres. Selv frugten halveres og eventuelle kerner pilles møjsommeligt ud. Frugtkød og den yderste lag skal kommes i en skål og sættes til side.

Tænd ovnen på 175 grader (almindelig ovn).

Mandlerne skal ikke smuttes men blendes blot helt fint med rørsukkeret. Tilsæt de fire æg et ad gangen og så kommes appelsinkød og -skal i. Der blendes videre et minuts tid endnu, hvorefter olien hældes i i en tynd stråle, mens der fortsat blendes.

Massen skrabes ud i en skål, og heri sigtes mel, salt og bagepulver. Vend dejen grundigt men forsigtigt sammen.

Springformens bund fores med bagepapir klemt fast med ringen og hele formen smøres med smør og meles indvendigt. Hæld dejen i formen og bag i ca. 50 minutter. Prøv om kagen er gennembagt med en træpind stukket ned i midten. Når kagen tages ug lader man den køle en halv times tid i formen, hvorefter denne kan åbnes og kagen overføres til et fad.

 

Syltede appelsiner

  • 2½ dl vand
  • 5 dl sukker
  • 1 kanelstang
  • 1 stort stykke muskatblomme
  • 1 spsk orangeblomstvand eller rosenvand (efter smag)
  • 3 faste, søde usprøjtede/økologiske appelsiner i tynde skiver

Skær appelsinerne i meget tynde skiver (ca. 2 mm) med en MEGET skarp kniv. Pas på ikke at presse frugterne sammen, når du skærer, så bliver de næste skiver skæve og usammenhængende. Giv dig god tid. De yderste skiver omkring stilk og blomst bruges ikke.

Kom vand og sukker i en gryde og varm op til kogepunktet under omrøring. Så tilsættes de hele krydderier og til sidst forsigtigt appelsinskiverne en ad gangen. Skiverne må gerne ligge i lag oven på hinanden. 

Man må godt (forsigtigt) presse frugten let ned i siruppen med bagsiden af en grydeske, men man skal ikke være nervøs, hvis de øverste synes ikke at kunne komme under siruppen. Frugten frigør nemlig også lidt væske under kogningen, så alt skal nok blive syltet fint. Skru ned til lav til medium varme og læg låg på.

Lad appelsinerne simre i siruppen i ca. 45 minutter og lad så gryden køle lidt af før appelsinskiverne forsigtigt tages op med en tang en for en og placeres enkeltvis på bagepapir. Fjern også krydderierne fra siruppen og kog denne yderligere en smule ind i et par minutter uden låg. Tag gryden af varmen og tilsæt en skefuld orangeblomstvand eller rosenvand. Begge dele er godt på hver sin måde, men bryder man sig ikke om det parfumerede, kan man også udelade det. 

Kagen prikkes med en træ- eller strikkepind og overhældes med den varme sirup af et par omgange (det skal lige kunne nå at suge ind i kagen, så man ikke har sirup ud over hele køkkenbordet). Så dækkes kagen pænt med de syltede appelsinskiver i et enkelt men dækkende lag.

NB! Kog appelsinen og sylt appelsinskiverne som anvist i opskriften ovenfor i god tid – og gerne dagen før du skal bage selve kagen – det kan godt svare sig. Den færdige og pyntede kage har desuden rigtig godt af at hvile endnu et døgn, før den skal spises!

Langtidshævet ølbrød

Jeg har haft den samme surdej kørende i køleskabet, siden vi flyttede ind på Aalykke for snart ti år siden – noget som jeg har haft stor glæde af, og som har medvirket til bagningen af utallige fantastiske brød i alle mulige variationer i form og smag.

For nylig åbnede jeg dog min krukke med surdej og blev mødt af en grim overraskelse. Den ene side af dejen og glassets inderside var ganske dækket af blågrøn mug. Og dette netop som jeg stod og skulle til at røre en ny brøddej sammen. Opformeringen af en nye portion surdej vil jeg skrive mere om i et andet indlæg, men under alle omstændigheder, så var der altså ikke surdej til det brød, som jeg stod for at skulle lave, så jeg måtte finde på noget andet.

For ganske nylig fandt vi på mit arbejde nogle kasser med flaskeøl, som museet nogle gange serverer i forbindelse med arrangementer eller receptioner, men disse var en kende for gamle. Der var tale om få måneder og op til et år over dato, så de kunne ikke længere serveres på museet, men jeg kunne godt bruge dem og fik dem med hjem. For det første så er der jo hele diskussionen om ”mindst holdbar til” og mange gange er det i virkeligheden en vurderingssag og et spørgsmål om almindelig sund fornuft, mere end det afhænger af en dato på en etiket. Her var der ovenikøbet tale om mørke øl i den lidt stærkere kategori (jule- og påskebryg), som faktisk er temmelig langsholdbare og kan lagres, og ved åbning kunne jeg da også konstatere, at de absolut intet fejlede. Nu drikker vi ikke meget stærk øl, men de er skønne i pandekager, rugbrød, til braisserede retter med svinekød, eller – som jeg her valgte at bruge en af dem – i et langtidshævet ølbrød med honning og yoghurt.

  • 1 mørk øl (33 cl) + vand indtil en halv liter i alt – væsken må gerne være kold, når brødet skal langtidshæves
  • Ca. 5 g gær (som en hasselnøddekerne)
  • 1 god spsk honning opløst i ½ dl varmt vand
  • ½ dl neutral yoghurt (græsk eller hjemmelavet)
  • 1 spsk salt
  • 9 dl hvedemel
  • 1½ dl fuldkorns rugmel

Øl, vand, honning og yoghurt røres sammen og gæren opløses heri. Tilsæt mel og salt og rør godt sammen med en stor træske eller eventuelt et par minutter på røremaskine med dejkrog. Dejen behøver ikke æltes i en evighed, da glutenproteinerne nok skal udvikle sig af sig selv under den lange hævetid. Dejen kommes i en stor skål som dækkes med et opvredet viskestykke. Sættes til side på køkkenbordet i 12-24 timer. Man skal kunne se liv og bobler i dejen, og hævetiden kan variere meget med temperatur, fugtighed og hvor aktiv ens gær er.

Dejen skrabes ud på en godt melet bordflade og slås op til et glat brød, som lægges i en godt melet stor rund hævekurv med samlingen opad. Er dejen alt for blød til at slå op, må man ælte en smule mere mel ind i den, men man skal passe på, for den må endelig ikke blive for tør! Dejen lades hæve i yderligere 2-6 timer til et par cm fra kanten. Jeg bagte mit i en masseovn, som endnu var meget varm efter fyring, men bager man i almindelig ovn skal denne forvarmes til 225-250 grader med bagepladen på plads i ovnen. Har man mulighed for at lægge en pizzasten eller en bagestål-plade ind på bagepladen i ovnen, er dette en klar fordel. Brødet vendes ud på en melet bagespade og snittes i et dybt kryds, inden det lægges ind på et stykke bagepapir på den varme bageplade eller direkte på pizzasten eller bagestål i ovnen. Bages til smukt brunt og med den rigtige ”hule” lyd, når man banker på det.

Brødet er med sin smukke, mørke aroma af øl og honning helt perfekt som tilbehør til fyldige supper eller stuvninger eller til kraftige oste.