Svensk kladdkaka ala Aalykke med hindbær og chokolade

Den seneste halvanden måned har skoven ved Aalykke genlydt af en konstant summen af tusindvis af flittige bier. Netop som rapsen på nabomarkerne var afblomstret, gav skovens mange vilde hindbærplanter sig til at blomstre. Bierne fulgte trop og nu høster vi hver dag resultatet af deres flid. Det tegner til at blive en om muligt endnu vildere hindbærhøst end sidste år og vi kan plukke i overflod til fryseren, til saft og til syltning.

Det betyder også, at vi skal have brugt op af diverse bærrester fra i sidste års høst i fryseren. Jeg har kogt friske portioner af hindbær- og brombærmarmelade, og netop nu står saftkogeren på komfuret og udvinder essensen af ca. 8 kg hindbær og 1,5 kg ribs fra fryseren.

Men i en af vores yndlingskager herhjemme kan man med fordel også gøre brug af hindbær og det er faktisk allernemmest at lave den (året rundt) med et par gode håndfulde frosne bær.

Kagen er en kraftig, klæg og tæt chokoladekage, som kan minde lidt om en klassisk brownie, men faktisk har netop denne kage et ganske andet ophav.

Hvor brownien er et ærkeamerikansk stykke bagværk med mere end hundrede år på sin chokoladefyldte bag, så stammer denne kage fra vores skandinaviske nabolag. Jeg taler her selvfølgelig om det skønne svenske bagværk Kladdkaka hvis historie går tilbage til 1970erne. En ægte svensk kladdkaka er et rigtig stykke husmorbagværk, hvor man som udgangspunkt altid vil kunne lave den med hvad man har i skabene, og ikke mindst for en fornuftig pris. For selv om kagen med sin klæge tæthed og kraftige smag kan minde meget om en brownie, så indeholder dejen faktisk ikke chokolade, men derimod blot kakao. Men som en brownie bruges intet hævemiddel bortset fra en hel del æg, som får kagen til at hæve op og siden falde let sammen igen, til den rette klæge masse. Og så er det altafgørende, at man ikke kommer til at overbage den. Den SKAL helst være en anelse ubagt i midten, når den tages ud af ovnen.

Ofte vil man i Sverige få serveret kladdkaka ledsaget af friske hindbær og flødeskum, men vi har lavet vores egen trofaste version, hvor kagen drysses med frosne hindbær inden bagning. Og så må jeg blankt tilstå at jeg er og bliver forfalden til chokolade, så har jeg det i skabet (og det har jeg altid), så topper jeg ligeledes med ret groft hakket – ja næsten blot brudstykker – mørk chokolade. Det gør den selvfølgelig en anelse mindre budgetvenlig og lidt mere luksuriøs, men man kan selvfølgelig undlade det, hvis man synes det er for meget. Det skønne er at chokoladen først bliver blød i ovnen for så siden at størkne igen i sprøde bid. Særligt fordi kagen ikke skal spises nybagt, men skal ville mindst 6 timer i køleskabet efter bagning og spises kold.

Ingredienser

  • 150 g smør
  • 3 æg
  • 240 g sukker (gerne lyst økologisk rørsukker)
  • 2 tsk vaniljesukker eller korn af én vaniljestang
  • 190 g hvedemel
  • 40 g kakaopulver
  • ½ tsk fint salt
  • Et par gode håndfulde friske eller frosne hindbær
  • 50-100 g mørk chokolade (hvor meget man nu synes), meget groft hakket/skåret

Ovnen forvarmes til 175 grader (almindelig ovn, ikke varmluft) mens man forbereder dejen.

Klargør en springform med bagepapir i bunden, smør den grundigt med smør og drys den med mel.

Smelt smørret og lade det køle en smule. Æg, sukker og vanilje piskes lyst og luftigt. Sigt hvedemel, kakao og fint salt sammen ned i æggemassen, og vend forsigtigt sammen med en dejskraber. Slutteligt vendes det smeltede, afkølede smør forsigtigt men grundigt i til dejen er glat og ensartet. Forsæt IKKE med at røre yderligere.

Dejen fordeles i formen og herover drysses hindbær og chokoladestykker.

 

Kagen bages 25-30 minutter (husk at tiden er vejledende, og at alle ovne er forskellige).

Kagen skal stadig være lidt underbagt i midten, så bag den endelig ikke for længe.

Fjern ringen fra springformen og afkøl kagen på en rist. Så snart den har nået stuetemperatur sættes den på køl i mindst 6 timer. Fantastik med flødeskum eller vaniljeis og eventuelt yderligere friske hindbær eller hindbærcoulis.

Stille midsommer

Vores midsommerfejring blev en stille fejring i år – som så meget andet i denne tid. Men ikke desto mindre er sommersolhvervet et vendepunkt, der står stærkt for os og som betyder meget, også selvom det ikke nødvendigvis altid bliver fejret med mange andre og i stort anlagte festligheder.

Ilden og midsommernattens lyse himmel taler et ganske særligt sprog som altid giver genklang i os.

Som på alle årets tærskler er overgange og slør mellem verdener og væsener tynde i midsommernatten, og vi fortæller gerne eventyr eller lytter blot til ildens knitren, mens flammerne danser og spejler solen.

Alle I derude ønskes et glædeligt sommersolhverv, med en god høst i vente og med taknemmelighed for solens kraft og sommerens lyse tid, som giver os energi at trække med ind i det mørke halvår som kommer.

Upcycling i stalden

I den sidste tid har vi haft dejligt vintervejr her på Aalykke med dagsfrost og et jævnt snelag om end ikke så tykt, som vi kunne have ønsket. Det er dog blevet til både små ture med langrendsskiene og masser af glidebaneleg på det vinteroversvømmede og tilfrosne engstykke i den lave ende af engen nede langs åen.
Nu er temperaturen gået lidt op igen og selvom vinteren langt fra er slut og vi nok kan vente mere vintervejr igen senere, så giver den midlertidige optøning mulighed for at komme lidt videre med andre projekter udenfor, som det ellers er for koldt at gå og arbejde med.
For et par uger siden faldt Nicolai over en vare på DBA, som var lige hvad vi havde gået og ventet på til vores nye fårestald. Man kan selvfølgelig kalde det heldigt, men når vi nu skal være helt ærlige, så har han altid et blik på genbrugsmarkedet, samt diverse annonceagenter aktiveret, så det er sjældent han misser noget, når han skal bruge det.

Kommer man ind i vores stald, møder man først et korridoragtigt område, hvor diverse fodertønder til kraftfoder, tilskudsfoder o.lign. er opmagasineret langs den ene væg, og på væggen over for dette har vi hele tiden haft planlagt at opsætte et eller andet form for værkstedsbord med skabsopbevaring, så vi kunne have orden på tings som fysiske besætningslister, øremærker, tænger, klipper, ekstra saltsten og mindre staldinventar som ekstra drikkebeholdere til kaninerne mv..

Vi kom hurtigt frem til at den optimale løsning ville være at opsætte et gammelt køkken, da de oftest også kan fås meget billigt eller ligefrem gratis, i fald man selv nedtager dem fra ejendomme som skal nedrives eller renoveres. Men vi har set tiden lidt an til det rigtige dukkede op, for ikke bare skulle der selvfølgelig være nok elementer til at vi kunne få det optimale ud af pladsen, det skulle også være i en rimelig kvalitet og i træ (helst med fyldninger), så det ville passe ind i det byggeri, vi ellers har gjort os sådan en umage med.

Og endelig dukkede det helt rigtige op – og endda ganske gratis under forudsætning af, at vi kom og selv pillede det ned og kørte det væk. Hvilket da også langt er at foretrække, når det skal genopsættes, for så er man mere sikker på at så lidt som muligt bliver ødelagt undervejs.

Med i ”købet” fulgte ovenikøbet en skabsfryser med skuffer, hvilket vi i forvejen havde ønsket os, samt et velfungerende komfur af nyere dato, som vi nok skal få brug for et eller andet sted.

Det blev til en rigtig drengetur, da Nicolai og Asbjørn sammen kørte ud og demonterede, spiste håndværker-fastfood-frokost i bilen (til stor fryd for ældstebarnet) og allerede samme dag fik sat det meste op igen i stalden. Den gamle bordplade er for kort til den nye opsætning, men er blevet lagt midlertidig på sammen med en anden pladestump indtil vi finder eller får købt en god bordplade, som passer.
Nu bliver der bedre styr på staldens småudstyr, og desuden bliver der god plads til ting som julelyskæder og dimser til vildmarksbadet, og så er alle vaser flyttet ud fra køkkenet og ind i et vitrineoverskab blandt overskabene, så man kan stå og lave ting som buketter, juledekorationer mv. i staldværkstedet…

Skoven ved Aalykke – del 3

I foråret 2018 var vi efter et langvarigt oprydningsarbejde klar til at plante nye træer i vores skov. Når man skal plante ny skov, skal man have større plantetæthed, end hvad er typisk for gammel, udvokset skov. Vores gamle beplantning stod jo endda for tæt, men de 800 fældede træer skulle ved genplantningen erstattes med 1600 nye planter. Både grundet en forventelig spildprocent, og fordi man senere skal fælde såkaldte ammetræer samt svagtvoksende træer, således at man ender med en stærk etableret beplantning.

Vi endte med at gøre brug af rådgivning samt tilskudsmulighed inden for Naturstyrelsens tilskudsordning Plant for vildtet og købte derigennem vores barrodsplanter i et eklektisk udvalg af hjemmehørende vildt-, fugle- og insektvenlige planter til både rand- og skovbeplantning.

Og så var det i gang med drænspaden. Alle planter blev sat ved håndkraft. Det var det letteste, fordi vi skulle jonglere med mange arter i en kompliceret planteplan på et forholdsvis begrænset område, hvor vi oven i købet skulle plante ind mellem gamle træer, som nogle steder stod tilbage. Og også fordi vi simpelthen ikke ville have skoven plantet i lige rækker.

Det tog en weekend, hvor Nicolai og jeg plantede, og så var alt kommet i jorden, og vi kunne se fremad med stor optimisme. 

Og fik jeg her sagt, at det skete i foråret 2018? Mange husker sikkert 2018. Lad os bare sige, at nyplantede barrodsplanter ikke er glade for fire måneders efterfølgende tørke. Allerede midt på sommeren var det tydeligt, at de fleste af de 75 nyplantede skovfyr ikke stod til at rede. De fine, grønne kvaster, som havde lyst op i skovbunden i foråret, stod gule og svedne i juli. Og vi blev ved med at finde små planter, som var bukket under for tørken. Vi hørte, at man i Skov- og Naturstyrelsen stod med samme problem mange steder i 2018, og at man her ofte valgte at fræse op igen og begynde forfra. Det overvejede vi også kraftigt selv. Fordi vi også jonglerede med en masse andre projekter, valgte vi dog i sidste ende at bide tænderne sammen, vente og se, hvad der skete. 

Der er ingen tvivl om, at vores spildprocent blandt de nye, små træer og buske blev større end ventet. Men når det er sagt, må vi nu konstatere, at det heller ikke er blevet helt så galt, som vi kunne have frygtet.

I foråret 2019 troede vi, at alt var tabt, og hele skovbunden syntes at springe ud i dueurt og agertidsler. Men i foråret 2020 satte vi en klipper på traktoren og kørte et spor ind gennem skovbunden, hvor vi allerede i vores planteplan havde udstukket en kringlet skovsti. Og da vi kom ind i beplantningen, ændrede billedet sig heldigvis, for pludselig kun vi se de spæde, gyldne blade på nyudsprungne egeplanter, og snart fik vi øje på både rødel, birk, lind, røn og masser af de mindre underskovs- og randskovsplanter som hassel, fjeldribs og vildrose. Af skovfyr fandt vi kun to levende eksemplarer, men har besluttet at lade det være sådan, og så må vi siden plante ind imellem med supplerende planter.

Tidslerne og dueurten var efter blot et enkelt år veget for vilde skovhindbær. De er overalt, men modsat brombær, som godt kan kvæle unge træer, når de vælter sig ind over dem, så vokser hindbær opret og dør ned hver vinter, hvorfor de ikke lader til at være et problem. De overlevende nye træer ser ud til at klare sig fint mellem hindbærrene, som desuden holder græs, brombær og tidsler lidt i ave. Og så har vi i år plukket så mange kilo vilde hindbær, at vi (i hvert fald for nu) har droppet at have hindbærplanter i haven.

Vi glæder os nu til at følge den langsomme dannelse af helt ny og mere levende natur, lige hvor vi bor og færdes. Også selv om tidsperspektivet går ud over vores egen levetid.

Æblemosteri

I år har været et ganske rimeligt æbleår, hvor kun vores Guldborg-træer fik et uheldigt froststrejf under blomstringen og derfor ikke gav helt så meget som de plejer. Men resten af træerne i frugthaven har været bugnende (Rød Ananas, Filippa, Rød Ingrid Marie, Cox Orange, Belle de Boscoop, Elstar og div. ukendte madæbler), og det betyder, at vi kan få lagrene fyldt op med ikke bare kasser med gemmeæbler til de kommende måneder, men også æblemos i fryseren, æblechips i fadeburet og ikke mindst masser og masser af hjemmepresset, pasteuriseret æblemost på glasflasker – et fantastisk selvforsyningsprodukt, som effektivt fjerner en vare fra indkøbssedlen og gør hver morgen til noget særligt.

De forgangne par år har vi dækket vores årlige æblemost/juice-forbrug med først halvdelen og sidste år med omkring 2/3-dele. Vi lavede et godt pres for en god uge siden, og i år kommer vi til at lave endnu et pres i den kommende weekend. Med en snarlig lagerforøgelse på flaskefronten, kommer vi måske til at nå målet med et års forbrug …næsten i hvert fald.

Forrige weekends søndags-presning foregik i det mest vidunderlige efterårsvejr, der snarere føltes som sensommer eller måske ligefrem en regulær ”Indian Summer”. At presse æble er noget som hele familien kan være med til og gladeligt engagerer sig i – også de yngste. Lidt som når der slynges honning, er der intet så magisk som at smage resultatet direkte fra tapningen.

Vi presser i en middelstor pakkepresse, som giver et højere udbytte (en mere effektiv presning) end en toppresse af tilsvarende kaliber.

Æblerne vaskes først og orm og brune pletter skæres fra og kasseres. Ligeledes kasseres alle frugter, som bærer tegn på monilla-infektion. Under tapningen tilsætter vi til hver spand en lille tsk citronsyre først, da dette afhjælper oxidationen i spanden, og gør at æblemosten ikke når at blive så brun.

Den nypressede æblemost hældes gennem en fin sigte op i en termostatstyret elektrisk gruekedel med taphane sat til lige over 80 grader. Samtidig varmer vi de rengjorte flasker i ovnen (vi har en stor ovn på 90 cm) til ca. 125 grader.

Når mosten har når sluttemperaturen, tappes den direkte ned i de varme flasker. Et skoldet, sterilt skruelåg sættes på, og så vendes flasken for at den lille luftmængde, der er under låget, bliver vendt rundt med den varme most. Luften indeholder nemlig gærsporer, så den skal også steriliseres. På ret køl igen og voila! Klar til hylden i viktualierummet.

Den pasteuriserede æblemost er at regne som helkonserves, så længe man blot er kritisk under tapningen med at kassere eventulle låg, som har fejl på gevindet (går over gevind) eller er blevet bulede eller skæve. Sådanne låg kan man ikke forvente skal kunne holde på undertrykket i flasken. Vi har faktisk netop fundet et par tiloversblevne flasker, som havde forputtet sig fra sidste år, og drukket en her til morgen. De holder smukt undertrykket og er så friske og velsmagende, som da vi lige havde tappet dem. Efter åbning kan mosten holde sig på flaske en to-tre dage i køleskab.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial