Agurketid

De sidste par år har vi faktisk haft lidt problemer med vores agurker. Det er jo ellers noget, som folk oftest beretter om, at de svømmer ganske over med i juli og august. Men først fik jeg købt en såkaldt ”gammel stabil og bitterfri sort”, som viste sig at give mere end 50 % bitre agurker, og de følgende par år blev vi ramt af spindemider, på trods af flittighed med rovmider, løbende fjernelse af gustne blade, sæbekure mv., hvilket resulterede i at vores agurker blev små, få og hurtigt lige så gustne som bladene. Jeg er endda ellers flittig med også at flytte lidt rundt på agurkebeddet, da jeg har drivhusplads nok. Faktisk tror jeg måske at det handler om milde vintre, og at alt for mange skadedyr har kunnet overleve i jord, revner og sprækker i drivhuset.

Men i den forgangne vinter havde vi endelig gode lange stræk med dagsfrost, og agurkerne stortrives i år. Vi spiser alt hvad vi kan i tzatiki, raita, salater og simpelthen som gnavegrøntsag…

Én ting prioriterer vi hvert år, selv når agurkehøsten har været sparsom: Syltede agurker. Ikke hele, eller små som cornichoner, men i tynde skiver skåret på mandolinjern. Og ikke bare skiver, men bølgeskiver som en rigtig burgeragurk nøkagtig som den bedst kendes fra grillbaren eller pølsevognen. Vores insisteren beror på en, indrømmet helt igennem fjollet, teori om, at en bølgeskåret agurkeskiver ligesom ligger bedre fast på hotdoggen og ikke så nemt presses ud af burgeren. Reelt set handler det nok mest om at der for os er gået en lille smule sport i at lave hjemmelavede gode produkter, som én til én erstatter kommercielle præfabrikata og endda efterligner dem i udseende om end ikke på nogen måde i kvalitet eller mangel på samme.
De bølgeskårne syltede agurker er også geniale til at toppe vinterens leverpostejs- eller hummusmadder med, når friske agurker jo altså ikke er i sæson og ærlig talt alligevel ikke smager af noget særligt, når de kommer fra et energislugende vinteropvarmet og kunstigt oplyst drivhus.

Og opskriften på Aalykkes syltede agurker deler vi da gerne, så hvis du også har et drivhus, der lige nu bugner, så er det bare med at komme i gang:

Ingredienser:

  • 8 faste, friske og nyplukkede agurker
  • 3,5 dl vand
  • 7,5 dl klar lagereddike
  • 1,5 spsk salt
  • 3 dl rørsukker
  • Saft af 1-2 citroner
  • 15 friske laurbærblade
  • ½-1 spsk hele peberkorn
  • 1,5 spsk gule sennepsfrø
  • 5-6 friske dildskærme

 

  • Salt til udvandning
  • 4 medium glas (0,3-0,5 liter)
  • Evt. atamon
Skær agurkerne på mandolinjern (pas på fingrene) i 3 mm bølgeskiver. Kom agurkeskiverne i en skål, drys med en god håndfuld salt, vend lidt rundt og sæt på køl i et par timer eller maks. natten over.

Skyl agurkerne grundigt ved at hælde dem over i en stor sigte og lade vandhanen løbe lidt over dem, men du vender let rundt med fingrene (agurkerne er nu bløde og har smidt en masse vand). Sæt sigten til afdrypning.

Skold glas og låg og skyl eventuelt lågene med atamon.

Kog en lage op af vand, eddike, salt, rørsukker, citronssaft og krydderier. Tag dildskærmene op med en hulske og sæt til side. Blancher agurkeskiverne i flere hold i den kogende lage. De skal have netop så længe at den grønne farve netop begynder at falme, men ikke længere. Fordel agurkeskiverne i glassene lagvis med dildskærmene efterhånden som de tages op af gryden. De må gerne pakkes lidt ned i glassene med en helt ren ske.

Kog til sidst lagen op en sidste gang og hæld den kogende varm (og lidt forsigtigt) i glassene (med de hele krydderier nogenlunde fordelt). Glassene skal fyldes helt op til lige under kanten. Luk straks glassene tæt og vend hurtigt rundt (med grydelapper el.lign,) så lagen steriliserer lågets inderside og glassets indre rand en sidste gang.
Lad glassene køle af. Ved afkølingen dannes undertryk i glasset og dets sterile indhold kan holde sig i årevis indtil åbning. Husk dog altid, at konserves i glas skal stå mørkt og køligt, da UV-lys og varme nedbryder og kan ændre smagen. Efter åbning opbevares i køleskab, men selv her er holdbarheden lang på eddikesyltede grøntsager, så længe man husker at bruge rene redskaber til at tage med.

Rigtig god fornøjelse og nyd resten af sommerens agurketid…

Tid til te…

Jeg elsker te – det er vist ingen hemmelighed – og har et krus i hånden sådan nærmest samtlige vågne timer. Kan man luge med et tekrus i den ene hånd? ….jo da…. Stable brænde? …ikke praktisk, men lad os være ærlige… det er nok sket. Jeg er selvfølgelig ikke afhængig og kan stoppe når som helst …det passer mig bare ikke rigtig sådan lige nu. Nå, der er nok synder, som vejer tungere. Og så er det jo en last, som snildt hænger sammen med en lettere besættelse af lækre håndlavede unika-keramikkrus. What’s not to like?

Som regel foretrækker jeg sort te. Allerhelst kinesisk sort te (jeg finder de indiske typer for røgede og bitre) og gerne let aromatiseret, som en rigtigt god klassisk Earl Grey, en kinesisk forårste eller en god kvædete. Jeg går bestemt heller ikke af vejen for en god kop Oolong eller en nærmest chaikrydret julete i årets mørkeste måneder. Og selvsagt skal kvaliteten være god og vi går efter økologi.

Men man må jo blankt erkende, at kan mængden af importeret te i husholdningen – om end nok så økologisk – skæres ned, så ville det nok være meget godt på klimaregnskabet (selvom det da heldigvis ikke drejer sig om kaffe, som er en af de helt slemme i køkkenskabet). Jeg har lidt mit kig på en ny teplantesort, som skulle være særligt egnet til det danske klima. Den hedder Camellia sinensis ‘Tea by Me’, og skulle være egnet til at producere både sort og grøn te (grøn te bliver nu aldrig relevant her i huset). Det er helt klart en kommende udfordring at prøve af, selvom jeg ikke har mange illusioner om at hjemmedyrket ægte te skulle kunne komme til at dække vores (læs: mit) behov.

Men så er der jo urtete, og her er det muligt at producere i helt andre mængder i egen have eller ved sankning i ens umiddelbare nærhed. Urtete er på ingen måde det samme som sort te, og det ene kan ikke erstatte det andet, men urtete kan andre ting, og det er nu også ret så skønt. Heksen i mig elsker synet og duften af tørrede urter i tørrebundter på rad og række. Og urtete har mange og alsidige egenskaber, som kan være nyttige særligt i de kolde måneder, da teen – afhængig af planterne den er sammensat af – kan have forskellige sundhedsmæssige eller ligefrem medicinske virkninger. Her er det selvfølgelig vigtigt at orientere sig grundigt, da naturens indholdsstoffer også er kemi (og ofte af en uforudseelig styrke), og lad mig lige slå fast: Det ikke er alt man bare kan og bør indtage i uanede mængder og/eller kombinationer, bare fordi man selv har plukket og tørret det. Dette er et stort og komplicereret emne, som jeg nok skal vende tilbage til gang på gang, men for nu vil jeg holde mig til noget af det mere almene indenfor urtete, som man godt roligt kan indtage på dagligt plan.

År efter år lover jeg mig selv at få plukket unge friske brændenældeskud, som er gode til at lave en sund og kraftig basiste, der kan minde lidt om grøn gunpowder-te. Og år efter år failer jeg fuldstændig. Kender du det? Når brændenælderne er gode og perfekte til høst, så gør jeg det liiige om lidt, og ender med ikke at få det gjort. Jeg har nu ikke givet helt op endnu for i år, for en del af de nælder som vi har slået ned tidligere på sommeren og givet til får og kaniner skyder igen fra bunden, så mon ikke jeg får lavet en smule.

En anden skøn te, som bringer lidt sommerstemning med ind i de kolde måneder er solbærte. Vi har netop plukket de sidste solbærbuske rene, og efter at planterne nu ikke længere skal bruge energi på at lave frugt, så begynder de tydeligt at lave friske nye topskud. Når væksten er kommet en anelse mere i gang indenfor et par uger, så er det tid at høste friske solbærblade. Det gøres i sensommeren efter bærhøsten, så man ikke svækker busken, mens den laver frugt. Solbærblade har den skønne egenskab, at de rent faktisk smager af solbær – også efter tørring.

Men netop i sidste uge fik jeg høstet mynte. Vi dyrker tre slags mynte i et muret højbed som er særligt konstrueret til formålet. Det er nemlig rigtig vigtigt at forskellige myntesorter ikke dyrkes sammen, da der over tid sker en kemisk udveksling mellem rodnettene med det resultat, at alle sorterne ender med at smage af det samme. Så vi har lavet skillevægge, så hver sort gror for sig (se eventuelt mere om dette på Nicolais instagramprofil).

Den ene sort er grøn mynte eller marokkansk mynte, som den også kaldes (mentha spicata, på engelsk: spear mint). Den er selvfølgelig vidunderlig frisk i læskende og sød marokkansk myntete og uundværlig i iskolde mojitos og i salater, raitaer og vietnamesiske forårsruller. Men det er ikke den mest velegnede til tørring, da jeg synes den mister en del af sin særegne friske smag og let kommer til at få en lidt støvet aroma.

Den anden sort er derimod fantastisk til tørring og gror desuden meget kraftigt, så her kan man virkelig få produceret noget. Det er pebermynte, mentha piperita, som i frisk tilstand kan smage lidt hen i retning af tandpasta, men til gengæld er virkelig aromatisk efter tørring. Det er også den helt rigtige mynte at bruge når vi snart skal lave æble/mynte-gelé til vinterens lammestege. Vi har fået vores pebermynte som stiklinger af Signe og Mads, som ejer og driver æbleplantagen og mikro-cideriet Bjerregaarden og derfor er den også kommet til at hedde Bjerregaard-mynten hos os.

Den tredje sort, vi dyrker, bruger jeg både frisk og tørret, og selv om det ikke er den vækstmæssigt kraftigste mynte, så har den den mest forfinede og aromatiske smag. Der er en såkaldt bergamotte-mynte, som jeg engang har købt af Camilla Plum. Og den har simpelthen den fineste bergamotte-aroma, man kan forestille sig. Den dufter og smager simpelthen som en mellemting mellem en mild mynte og en god kop Earl Grey te.

Jeg høster gerne mynten ned lige før blomstring og så skyder den igen, så vi kan bruge af den resten af sommeren og måske endda få endnu en lille høst til tørring.

Når man tørrer sine urter skal det foregå et tørt sted, ikke alt for varmt og med god udluftning… og aldrig i direkte sollys! Og tørring skal helst ske inden for maks. tre døgn, da urterne ellers taber smag ved afdampning af deres æteriske olier. Desuden er det vigtigt, hvis man tørrer hængende, ikke at lave for store bundter, da der kan opstå skimmel i et stort og kompakt bundt, som har svært ved at tørre effektivt i midten.

Mynte er ikke speciel vandfyldt og klapper ikke sammen når den tørrer, og derfor gør jeg det faktisk i reglen ved at sprede mynten let ud liggende på rene viskestykker.  Så vender jeg blot lidt i bunken med jævne mellemrum over et par dage, til alt føles knasende tørt. Nu er det let at hakke op og pakke i lufttætte glas, som selvfølgelig SKAL stå mørkt og en smule køligt.

Ellers tørrer jeg typisk lidt hyldeblomster, rosenkronblade og lindeblomster i juni og morgenfrueblomster i juli til at blande i te og give lidt ekstra sommerlig smag i vinterhalvåret. Laver du urtete, og hvad er dine favoriturter?

Løg, løg og atter løg…

Juli måned er måneden for løg! Og vi dyrker og høster flere forskellige slags på Aalykke.

Vi dyrker hvidløg af hardneck-typen i sorten Rød Estisk Slangehvidløg, som er særligt velegnet til dyrkning i nordisk klima, hvor vintrene ikke blot er kolde, men hvor jorden oftest også står vanddrukken i de sene vinter- og tidlige forårsmåneder. Vi har også prøvet at dyrke de sydeuropæiske softneck-typer, som – i modsætning til hardneck’erne – kan flettes til smukke ranker, men de var alt for udsatte for råd og skimmel i den tunge våde jord i marts og april. Så nu har vi fastlagt os på den sort, som bare virker … hver gang! Og vi har endda med tilfredshed kunne konstatere at vi de sidste mange år har været fuldstændig selvforsynende med hvidløg (og vi bruger mange!) til både køkken og sætteløg til næste høst.

Hvidløgene udgjorde julis første ryk på løghøsten. Det særligt skønne ved slangehvidløgene er deres ”blomster”, som faktisk er topløg. Fra begyndelsen af maj snor de sig op og nærmest svæver over bedet. Dem plukker vi som asparges og spiser gerne stegte eller grillede – blot lidt olivenolie, citronskal/saft, salt og peber på, og man er i himlen. En mild og fin hvidløgssmag, som i modsætning til de vinterlagrede fed ikke er så slemme til at få en til at vågne med hvidløgsånde næste morgen.
Og det er vigtigt at få taget topløgene af planten. Vi gik nok lidt med en idé om at dette om at topløgene trak kraft fra selve løget i jorden blot var en skrøne, men efter at vi begyndte at høste topløgene systematisk og ved at lade nogle enkelte stå kunne sammenligne resultaterne var der ikke meget tvivl: Vil du have store hvidløg i jorden, så skal topløgene af mens de stadig er forholdsvis uudviklede indeni …og der smager de så også bedst. Faktisk er de også velegnede til syltning, men vi er endnu aldrig noget til at prøve dette, da vi altid bare ender med at guffe dem i os.
De par håndfulde hvidløgs-topløg, som vi i år ikke fik taget før selve hvidløgshøsten var begyndt af danne fine småløg indeni, men skallerne var stadig ganske fine, så dem har jeg pillet de ydre skaller af og lagt i salt i en måneds tid i køleskabet. Så tænker jeg at hælde samme lage over, som jeg også benytter, når jeg laver ramsløgskapers af de grønne ramsløgsfrø (hertil benytter jeg Thomas Laursens opskrift). Tiden vil vise om det er en god måde at bruge dem på…
Vores løg tegnede generelt rigtigt fine i år. Jeg har sat både løg fra stikløg (diverse fra supermarkedet) samt selv sået af sorterne Ailsa Craig (store hvide salatløg) og Rawska (gule kepaløg). Men alt kan pludselig vende, og da juni måneds lette tørke blev til store mængder regn i begyndelsen af juli, har vi desværre oplevet at en del af vores løg er flækket i de yderste skaller som var begyndt at hærde tidligt op i det tørre vejr og derfor ikke rigtig kunne klare den pludselige vækst i løgenes indre lag. Det får nok desværre betydning for holdbarheden, men heldigvis er det ikke sket med alle.
Og så satte jeg som vanligt løgene skiftevis med gulerodsrækkerne (hvilket altid anbefales, da gulerodsfluen vist ikke er så begejstret for løglugten). Men næste år vil jeg nok sætte dem i blokke mellem hinanden i stedet for at skifte i hver eneste række, for gulerødder har haft så meget vækst, at mange af løgene er blevet skygget helt ud og ikke rigtig har fået helt så meget størrelse som jeg kunne have ønsket mig.

Alt i alt så elsker jeg dog synet af løg ophængt til tørring og flettet til ranker, eller lyden af raslende tørre løg i kurve til vinterforråd. Vi dyrker rigtig mange løg…. og aldrig nok… kender I det?

Der er desuden en tredje slags løg, som har fået lidt opmærksomhed her i den forgangne juli måned: purløgene. Mange ser måske purløg som en forårsspise, da de efter blomstring ikke er meget værd. Men prøv engang at tage en hækkesaks (Nic tog simpelthen den elektriske hækkeklipper, da han alligevel havde gang i den) og klip alt ned i 10 centimeters højde, når de netop er ved at afblomstre. Her tre uger senere har vi ny fin høst af friske purløg til salaten og æggemadderne hver eneste dag.

Solmodne abrikoser

Et af de fineste elementer her på Aalykke, som vi ikke selv har skabt eller bragt med os, er et ca. 35 kvm stort drivhus på sokkel bagest i haven. Her er der højt til loftet og vi har istandsat med flisegulve og faste højbede og det bedste ved det hele er at det er bygget op af en sydvendt mur. Det betyder at vi har kunnet etablere to fine stenfrugttræer i espalier derinde: et ferskentræ og et abrikostræ.
Ferskentræet giver fine store spisefrugter, men set fra et selvforsyningsperspektiv er det abrikostræet, som vi virkelig har glæde af. Hvert år plukker vi mellem 4 og 10 kilo frugt fra det ene lille træ og hovedparten går til at lave den skønneste abrikosmarmelade. Egentlig er jeg ikke selv vokset op med abrikosmarmelade, men i Nicolais familie lavede hans mormor en legendarisk rårørt abrikosmarmelade, som stadig har den effekt, at alle, der har smagt den, ligesom får et lidt blødere toneleje, når talen falder derpå. At erindringens gyldne lys er har tilføjet en del til perfektionen, kunne jeg måske godt mistænkte, men sådan er det jo med smage og dufte fra svundne tider og ens barndoms juleaftener og sommerferier på landet.
Opskriften på mormors abrikosmarmelade er gået tabt og jeg laver ikke min marmelade rårørt, da holdbarhed og konservering er af største vigtighed, når vi taler selvforsyning. Det handler jo om af strække hver eneste afgrøde udover den sæson hvor den plukkes/høstes, så sommerens og efterårets overflod kan fordeles ud over hele året. Og helt ærligt, så elsker hele familien min abrikosmarmelade, og den bliver aldrig sammenlignet med mormors, så jeg tænker at jeg nok har ramt noget meget godt.

 

Sidste år fik vi virkelig mange abrikoser i plukkekurven, og derfor står jeg i år i den situation, at jeg stadig har en del marmelade til overs. Det er ikke noget problem i sig selv, da jeg lukker min marmelade kogende varm, og glassene derfor er vakuumforseglede, og derfor at betragte som helkonserves. Desuden står mit sylteforråd køligt og mørkt, hvilket igen er altafgørende, da lys og varme kan ændre smag og karaktér på sylteprodukter, som står i klare glas. Så abrikosmarmeladen har altså fin holdbarhed og jeg har derfor blot lavet en mindre portion til supplement af lageret i år, og så prioriterer vi resten til andre ting.
Høsten er ikke den allerstørste i år, men til gengæld er årets frugter store som tennisbolde og en del af dem har vi simpelthen spist, som de er. Og så er abrikoser jo i familie med mandler og disse går derfor fantastisk sammen.

Derfor jeg har også lavet en skøn abrikostærte med mazarin og hele mandler og den fortjener da at blive delt:

Bund:

  • 1 håndfuld mandler
  • 200 g mel
  • 125 g koldt smør
  • 2 spsk flormelis
  • 1 nip salt
  • 1 æg

Mazarinmasse:

  • 150 g marcipan
  • 100 g rørsukker
  • 100 g blødt smør
  • 1 æg + 1 æggeblomme (eller to små æg)
  • 1 spsk mel
  • 1 tsk vanijlesukker

 

  • 5-8 pæne modne arikoser (afhængig af størrelse)
  • 1 håndfuld smuttede mandler
  • Lidt groft rørsukker
Til bunden blendes mandlerne først helt fint til mandelmel og dette sigtes gennem en lidt grov sigte ned i en skål. Her skal det have selskab af mel, koldt smør, flormelis og salt og det hele nulres sammen med fingrene til det har konsistens som blød rasp. Et æg tilsættes og dejen samles forsigtigt ved at nulre/trykke massen sammen uden at ælte. Form den ensartede dej til en flad bolle og sæt den overdækket på køl en times tid.

Dejen rulles tyndt ud på et let melet, koldt køkkenbord (helst en stenplade) og lægges i en tærteform med løs bund.

Ingredienserne til mazarinmassen blendes hurtigt sammen til netop jævnt, men ikke mere. Massen fordeles på tærtebunden og herpå lægges smalle både af abrikoserne. Til sidst fordeles de smuttede mandler og der drysses med lidt groft rørsukker.

Tærten bages i en forvarmet ovn ved 200 grader (alm. ovn) på nederste rille i ca. 30 minutter eller til kanten synes vel afbagt. Flyt evt. pladen op midt i ovnen de sidste fem minutter for lidt ekstra farve til fyldet.

Velbekomme og har du plads, så overvej at plante dig et abrikostræ…

Svensk kladdkaka ala Aalykke med hindbær og chokolade

Den seneste halvanden måned har skoven ved Aalykke genlydt af en konstant summen af tusindvis af flittige bier. Netop som rapsen på nabomarkerne var afblomstret, gav skovens mange vilde hindbærplanter sig til at blomstre. Bierne fulgte trop og nu høster vi hver dag resultatet af deres flid. Det tegner til at blive en om muligt endnu vildere hindbærhøst end sidste år og vi kan plukke i overflod til fryseren, til saft og til syltning.

Det betyder også, at vi skal have brugt op af diverse bærrester fra i sidste års høst i fryseren. Jeg har kogt friske portioner af hindbær- og brombærmarmelade, og netop nu står saftkogeren på komfuret og udvinder essensen af ca. 8 kg hindbær og 1,5 kg ribs fra fryseren.

Men i en af vores yndlingskager herhjemme kan man med fordel også gøre brug af hindbær og det er faktisk allernemmest at lave den (året rundt) med et par gode håndfulde frosne bær.

Kagen er en kraftig, klæg og tæt chokoladekage, som kan minde lidt om en klassisk brownie, men faktisk har netop denne kage et ganske andet ophav.

Hvor brownien er et ærkeamerikansk stykke bagværk med mere end hundrede år på sin chokoladefyldte bag, så stammer denne kage fra vores skandinaviske nabolag. Jeg taler her selvfølgelig om det skønne svenske bagværk Kladdkaka hvis historie går tilbage til 1970erne. En ægte svensk kladdkaka er et rigtig stykke husmorbagværk, hvor man som udgangspunkt altid vil kunne lave den med hvad man har i skabene, og ikke mindst for en fornuftig pris. For selv om kagen med sin klæge tæthed og kraftige smag kan minde meget om en brownie, så indeholder dejen faktisk ikke chokolade, men derimod blot kakao. Men som en brownie bruges intet hævemiddel bortset fra en hel del æg, som får kagen til at hæve op og siden falde let sammen igen, til den rette klæge masse. Og så er det altafgørende, at man ikke kommer til at overbage den. Den SKAL helst være en anelse ubagt i midten, når den tages ud af ovnen.

Ofte vil man i Sverige få serveret kladdkaka ledsaget af friske hindbær og flødeskum, men vi har lavet vores egen trofaste version, hvor kagen drysses med frosne hindbær inden bagning. Og så må jeg blankt tilstå at jeg er og bliver forfalden til chokolade, så har jeg det i skabet (og det har jeg altid), så topper jeg ligeledes med ret groft hakket – ja næsten blot brudstykker – mørk chokolade. Det gør den selvfølgelig en anelse mindre budgetvenlig og lidt mere luksuriøs, men man kan selvfølgelig undlade det, hvis man synes det er for meget. Det skønne er at chokoladen først bliver blød i ovnen for så siden at størkne igen i sprøde bid. Særligt fordi kagen ikke skal spises nybagt, men skal ville mindst 6 timer i køleskabet efter bagning og spises kold.

Ingredienser

  • 150 g smør
  • 3 æg
  • 240 g sukker (gerne lyst økologisk rørsukker)
  • 2 tsk vaniljesukker eller korn af én vaniljestang
  • 190 g hvedemel
  • 40 g kakaopulver
  • ½ tsk fint salt
  • Et par gode håndfulde friske eller frosne hindbær
  • 50-100 g mørk chokolade (hvor meget man nu synes), meget groft hakket/skåret

Ovnen forvarmes til 175 grader (almindelig ovn, ikke varmluft) mens man forbereder dejen.

Klargør en springform med bagepapir i bunden, smør den grundigt med smør og drys den med mel.

Smelt smørret og lade det køle en smule. Æg, sukker og vanilje piskes lyst og luftigt. Sigt hvedemel, kakao og fint salt sammen ned i æggemassen, og vend forsigtigt sammen med en dejskraber. Slutteligt vendes det smeltede, afkølede smør forsigtigt men grundigt i til dejen er glat og ensartet. Forsæt IKKE med at røre yderligere.

Dejen fordeles i formen og herover drysses hindbær og chokoladestykker.

 

Kagen bages 25-30 minutter (husk at tiden er vejledende, og at alle ovne er forskellige).

Kagen skal stadig være lidt underbagt i midten, så bag den endelig ikke for længe.

Fjern ringen fra springformen og afkøl kagen på en rist. Så snart den har nået stuetemperatur sættes den på køl i mindst 6 timer. Fantastik med flødeskum eller vaniljeis og eventuelt yderligere friske hindbær eller hindbærcoulis.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial