Høet under tag

Det er altid en lettelse at få høet under tag, så vinterfoderet til fårene er sikret. I år har det godt været noget af en udfordring at finde godt høvejr, med ingen regn og til gengæld gerne lidt vind i 5 dage i streg. Der var et enkelt vindue tilbage i juni, men af forskellige grunde var det da ikke muligt for os at få slået høet på engen, og vi måtte se muligheden forsvinde og vejrudsigten blive overtaget af tiltagende ustadigt vejr og med stor uforudsigelighed i prognosernes konstante ændringer.

Men det lykkedes endelig og i sidste uge fik vi slået, i forgårs rombet, i går presset baller og i dag er det blevet kørt ind. Og fantastisk at vi nu for andet år i træk kan sætte hele høsten på et ordentligt, tørt og tæt høloft over vores nye fårestald.

At få høet i hus er altid et stort slid, men i år har vi virkelig kunnet mærke hvordan børnene i større og større grad kan tage del på lige fod med os andre. 

Asbjørn har knoklet som en gal – hele tiden med et smil – og han er efterhånden ret rutineret i at køre traktoren med trailer stille rundt mellem ballerne, mens Nic kan stage op og jeg selv kan tage imod og stable læsset. Og så har han også selv langet utallige store baller op på vognen – bare ved råstyrke. Vores seje dreng!

Ved pakningen af høloftet har Alva rullet baller ned fra vognen, Nic fodret høtransportøren, Asbjørn taget imod og jeg selv stablet.

Hø er varmt, stikkende, prikkende og tungt at arbejde med, og nu er vi alle helt færdige ovenpå dagen, men også helt vildt glade og taknemmelige over, at det ved fælles hjælp og lykke fra vejrguderne er lykkedes. Det er virkelig noget, som taler til urinstinkterne, det at forberede den kommende vinter, og sikre forråd for både dyr og mennesker.   

Efter sådan en indsats, bliver det til hyggemad ved sofabordet, knas og film og så på hovedet i seng med ømme muskler og glade hjerter.

Honning, blomster og midsommer

Vi har slynget forårshonning i går. Og lad os bare sige det med det samme: Det blev ikke den mest imponerende høst nogensinde – men det var vi også godt forberedte på. Faktisk fik vi kun godt hundrede kilo honning i spandene. Det kan måske lyde af meget, men desværre ikke i forhold til hvad vi plejer at kunne forvente med det antal stader, vi har i bigården. På rigtig gode år har vi været oppe over trehundrede kilo på forårsslyngningen alene og vi forventer i reglen omkring tohundrede kilo.

Forklaringen ligger blandt andet i den alt for milde vinter, som har taget livet af flere af vores bifamilier. Bifamilier overlever som regel vinteren sikkert ved at klumpe sig sammen i stadet i en tæt klynge, hvorved de kan holde temperaturen oppe og blot sove til de varmere dage vender tilbage. Men når det bliver så mildt, som det har været i år, og med mange ret lune dage i vinterens løb, så bliver bierne forvirrede og begynder at blive aktive. De vågnede meget tidligt – mens det faktisk stadig var vinter – og så har de nok alt for hurtigt fortæret deres madpakke af vinterfoder og er gået tør for foder, mens der stadig ikke var noget at hente ind fra blomster udenfor.

Det reducerede antal familier blev så yderligere mødt med et langt og koldt forår. Hvor de i mere gennemsnitlige år ville have lavet et stort træk af nektar fra de blomstrende rapsmarker og mælkebøtter, så skete det i år, at rapsmarkerne blomstrede mens temperaturen stadig var under 15 grader, hvorved planterne slet ikke trækker den mængde nektar ud i blomsterne, som de ellers plejer.

Men vi skal se det positive, så er det helt sikkert en prima kvalitet, vores honning har i år. For selvom forårshonningens sammensætning normalt er domineret af trækket på rapsmarkerne, som kan give enorme mængder, så er rapshonning faktisk ikke den mest interessante rent smagsmæssigt. Personligt har jeg altid foretrukket sensommerhonningen, som er resultatet af biernes træk på kløver, lind og alle markens og havens blomster og urter. Den er typisk mørkere og langt mere kompleks i smagen end forårshonningen. Men da rapsen i år ikke kommer til at spille hovedrollen i vores forårshonning, forventer jeg, at den kommer til at smage af de øvrige og langt mere interessante ting, som også hører med til forårstrækket, nemlig mælkebøtter, kastanje og alle de blomstrende frugttræer i både haver og hegn.

Nu er honningen kommet på spande og om et par uger når den er blevet rørt, så er den klar til glas. Forinden skal vi dog som altid tappe en mindre del til eksklusiv flydende nyslynget honning. Perfekt på midsommerens jordbær med letpisket fløde, på yoghurt (med eller uden müsli) eller over vanilleis.

Foruden honninghøsten har de forgangne dage budt på masser af blomster. De historiske roser (rose de recht og damaschenerrose) blomster netop nu i have og Alva og jeg har lavet rosensirup, roseneddike, rosensalt og rosensukker. Roserne er så vidunderlige og jo mere vi plukker, jo hurtigere og flere kommer de nye blomsterhoveder frem. Så vi skal helt sikkert lave mere sirup (rosensirup kan man i min optik IKKE have for meget af), mere eddike og så skal der tørres masser af rosenblade til teblanding. Måske vil jeg også forsøge mig med at kandisere nogle rosenblade til kagepynt.

Vi har selvfølgelig også lavet masser af hyldeblomstsaft. Fordi vores hyld for en stor dels vedkommende blomstrer i skyggen af vores skov, er den generelt lidt senere i blomstringen and hvad vi ser ude i det åbne landskab og blomstringen stækker sig også over lidt længere til, så jeg tager gerne saftkogningen lidt i etaper. I tirsdags satte vi den første portion over, og den kommer på flaske i dag. I går blev den næste portion sat til at trække og den er klar til flaskning på tirsdag og så laver jeg helt sikkert en sidste portion, for vi foretrækker at have hyldeblomstsaft til langt efter nytår.

Desuden skal jeg en af de nærmeste dage lave hyldeblomstchampagne, hyldeblomsteddike og have plukket en masse skærme til tørring. Tørrede hyldeblomster er både et vidunderlidt krydderi til både desserter, kylling og fisk og så er de skønne i te. En let te af lindeblomster, hyldeblomster og rosenblade kan være som et pust af midsommerstemning, når man sidder i vintermørket.     

Jeg har hidtil skrevet denne blog meget i artikelform, hvor jeg i hvert indlæg har behandlet et nøje afgrænset emne. Det vil jeg som sådan fortsætte med, men jeg har besluttet mig for (at forsøge) at begynde også at skrive mere om vores konkrete daglige oplevelser og gøremål, succeser og frustrationer her på bloggen. Så indlæggenes karakter vil nok skifte lidt mellem hinanden, og så har jeg desuden en lille tanke om at flette ”planteportrætter” indimellem. Nu må vi se hvordan det går…

Havde man spurgt mig før corona-nedlukningen, ville jeg nok have postuleret, at en sådan tid da virkelig ville give mulighed for at skrive mere og oftere, og generelt finde mere overskud og tid til kreativiteten, men det pudsige er, at jeg har i praksis erfarede, at denne periode på mange måder fik den stik modsatte effekt på mig. Det mundede snarere ud i en lukken sig om mig selv, og at jeg trak mig lidt fra også de online fællesskaber og holdt igen med min egen kreativitet. Det kan måske lyde lidt negativt, men det er det faktisk absolut ikke – snarere en utilsigtet om end gavnlig retrætetilstand, der har givet ro til finde nye kræfter, lidt mere overblik og til at slippe eget forventningspres en smule. …og så er det at ideerne begynder at poppe op. Så er udforingen blot efterfølgende om man kan nå at fange nogle af alle de frigivne ”sæbebobler”, inden de svæver væk. Er der mon andre der har følt det ligesådan..?

I aften er et vendepunkt. Ikke i overført forstand, men ganske konkret. Det er midsommer – årets længste dag – i dag og vi skal i aften fejre det med solhvervsfejring sammen med en masse skønne mennesker hos min smukke veninde og eks-kollega Maria, som desuden fylder rundt og fejrer, at hun nyligt er flyttet til at fantastisk sted i skovene ved Gisselfelt Kloster, nemlig det smukke Sivdamshus, hvorfra hun som shaman, moderne heks og urtekyndig deler ud af sin viden, kunnen og spirituelle praksis (prøv at find hende på instagram eller på hendes hjemmeside Hyldemors Have). Jeg glæder mig helt vildt til at se hendes nye sted, sidde i kanten af skoven med mjød og bål og lytte til de smukke toner i midsommernatten fra vidunderlige Virelai.

Ønsker om en dejlig midsommeraften til alle derude!

Skoven ved Aalykke

Er der noget som vi har lært, siden vi overtog Aalykke for godt ti år siden, så er det at skovbrug (uanset arealets størrelse) byder på rigtig mange udfordringer og overvejelser  – og rigtig meget af det handler om rettidig omhu og om at være villig til at ofre nu og her for at det på lang sigt skal blive bedre (og taler man skov, så er drømmene hurtige og virkeligheden noget man håber for sine børn og børnebørn)… Det er en fantastisk proces, som, selv om man aldrig kan erklære sig for færdig, giver mulighed for virkelig at få lov at tænke natur, bæredygtighed og landskabsarv på den store klinge. Måske vores erfaringer kan være til glæde for nogle af jer andre derude… 

Vi er så heldige, at vi på Aalykke har skov. Ikke en enorm skov, men en sådan rigtig fuldvoksen skov med kæmpemæssige bøgetræer, graner og meget andet. Og en skovbund fyldt med skovsyre, bregner, digitalis, svampe, ramsløg, løgkarse og vilde violer. Af de knap tre og en halv hektar, som vores ejendom strækker sig ud over, så er ca. halvdelen dækket af træer, og resten er folde, køkkenhave, frugthaver, drivhuse og prydhave i forbindelse med det gamle husmandsted, vi bor i. Omkring 1,2 hektar af skoven ligger samlet i ejendommens vestlige ende, hvilket bidrager til, at der næsten altid er læ i vores have og omkring huset.

Ser man på et af de ældste billeder, som vi har kunnet støve op af Aalykke – et billede som nok stammer fra umiddelbart efter krigen – så er der til gengæld nærmest ikke et træ i sigte. Dengang dyrkedes der på ejendommen jordbær og kartofler på bar flad mark. Omkring 1940 var skovdækningen af Danmarks areal faktisk kun omkring 9,3%, hvor vi i dag er oppe på over 15% og det politiske mål dikterer, at vi omkring 2100 skal nærme os de 25%.
Sammenligner man overflyvningsbilleder fra 1954 med i dag (funktionen findes på www.krak.dk, hvis du vil finde dit eget område) bliver det virkelig iøjenfaldende!
Skoven omkring Aalykke blev plantet i 1960erne og har helt sikkert været anlagt med tømmer- og brændeproduktion for øje og ikke med noget særligt henblik på understøttelse af den øvrige hjemmehørende flora, fauna og biodiversitet. Dog var der foruden større områder med kæmpegran (grandis), rødgran, douglasgran og bøg også indplantning af et temmelig eklektisk udvalg af mere eller mindre eksotiske arter som kæmpethuja, blå douglasgran (Coloradogran), skarntydegran (Hemlock), platan og ahorn. Den tidligere ejers far, som købte ejendommen i 1930erne, var angiveligt ansat ved en planteskole, hvilket kunne forklare det det ret brede sortsudvalg på grunden.
Den skov som mødte os, da vi rykkede ind på Aalykke, var meget tæt og mørk, og havde tydeligvis ikke været vedligeholdt ved korrekt udfældning i den oprindelige tilplantning. Træerne havde nået deres maksimale højde på omkring 30-40 meter, men stod så tæt, at mange stort set ikke havde nogen sidegrene.
Særligt i skovens sydlige halvdel, som udelukkende bestod af nåletræer, kunne vi hurtigt se, at hvor romantisk den mørke tætte skov, der stod som taget ud af et folkeeventyr fra Schwarzwald, end var, så udgjorde skovens tilstand et kæmpe problem. Min ene storebror, som er uddannet skovarbejder, fik nærmest tics, da han først så den og antydede, at der jo nok lå en ”lille” arbejdsopgave der.
Nåletræerne i denne del af skoven var en blanding af rødgran og grandis, og disse træer har, som mange træer i granfamilien, en tæt og forholdsvis lille rodklump, hvilket gør dem meget sårbare overfor stormfald. Netop det faktum, at træerne havde stået så tæt og i forholdsvis læ af hinanden, havde tilsyneladende reddet dem i nogle år, men havde også gjort deres rødder ekstra små, svage og overfladiske, og skulle en storm først rigtigt få fat i kanten af beplantningen, så ville stormkiler meget hurtigt dannes ind gennem skoven, og træerne vælte som dominobrikker.
Langs skovens vestlige grænse var vi heldigere, for her var plantet en dobbeltrække douglasgran, og selvom unge douglasser kan være sårbare over for stormfald, så er gamle træer over 50 år at regne for væsentlig mere stormstabile end andre grantyper, da de over tid udvikler en dybtgående hjerterod. Derfor har de udgjort en fornuftig stormsikring langs skovens vestlige og mest stormudsatte kant.
Skovens nordlige halvdel var generelt mindre problematisk, og selvom den trængte til udfældning af mange svagere træer og udtynding af den alt for tætte beplantning, så bestod denne del af skoven overvejende af løvtræer som bøg, eg, birk og ahorn, samt lidt rækker af lærk, skovfyr og et lille område midt i skoven med kæmpethuja – alle træer med dyberegående rødder, som ikke er så udsatte overfor stormfald.
Men frygten var, at skulle hele den sydlige ende af skoven pludselig falde for storm og vælte ind over de gode områder også, så ville vi ende med et uoverskueligt oprydningsarbejde og en uendelig masse af stormfældet træ. Træ, som da ikke ville kunne bruges til noget som helst andet end brænde og hvor hovedparten nok måtte flises og ende i et bugen på et kraftvarmeværk.

Herpå fulgte et par års biden negle, hvor vi faktisk ved nogle af de større storme i første halvdel af 2010erne kunne se begyndende kiledannelse med stormfald fra sydvestlig retning. Så da vi fik en henvendelse fra et skovningsfirma, som arbejdede i området, så sprang vi til og planlagde sammen med dem en selektiv udfældning i skoven, således at vi også kunne komme i gang med en fornyelse af beplantningen.

En anden problematik med den daværende granskovsbeplantning var, at den fuldstændig bestod af ikke-hjemmehørende arter og derfor ikke understøttede nogen særlig biodiversitet blandt særligt insekter og fugle sammenlignet med skov bestående af hjemmehørende arter. I forvejen understøtter nåleskov en væsentlig smallere biodiversitet end bland- eller løvskov.

Vores nye plan var derfor af nåleskoven skulle fældes og erstattes af nyplantning af blandskov med hjemmehørende arter.

Følg med på bloggen og få fortsættelsen af fortællingen om vores skovfornyelsesprojekt….

Rabarbertærte med marengslåg

Rabarberen står stadig stærkt i haven. Vores står i kølig halvskygge (hvilket rabarber rigtig godt kan lide), og det betyder at den ikke, som hos mange andre, render i blomst allerede i maj, men at vi har velsmagende rabarber mindst til midsommer og derefter er der stadig rigeligt til lidt sen høst af de lidt grovere stængler, hvis trangen skulle melde sig til endnu en omgang rabarbersaft.

Jeg æææælsker kager med rabarber. Da jeg var barn bagte min mor – som, fordi hun engang havde været pige i huset i en finere fransktalende husholdning i Zurich, afgjort havde en forkærlighed for det klassiske franske køkken – ofte rabarberclafoutis. Altså en nænsomt bagt sød vaniljecremekage med frugtstykker i (den kendes oftest med kirsebær) og drysset med mandelsplitter. Og blød, sød vaniljecreme kan altså bare noget sammen med de syrlige rabarber! Senere kom jeg til at elske en anden fransk klassiker – nemlig tarte au citron – hvor sød marengs spiller op mod syrlig citroncreme i en sprød mørdejstærte.

Grundlæggende sætter jeg stor pris så at spise efter årstiden, sæson og så vidt muligt med egne eller lokale råvarer i fokus. Og her passer en frisk tart au citron måske i virkeligheden bedre i februar, hvor citrusfrugterne alligevel er allerbedst, end i det danske sommervejr. Især, når vi netop nu har så fint et alternativ til citronerne i vores egen rabarberbede.

Og det har ført til følgende opskrift, som er blevet en trofast genganger i den første sommertid år efter år her på Aalykke – en skøn syrlig-sød-blød-sprød-klistret-smeltende tærte med rabarber i cremefyld toppet med italiensk marengs. 

Bund:

  • 1 håndfuld mandler
  • 200 g mel
  • 125 g koldt smør
  • 2 spsk flormelis
  • 1 nip salt
  • 1 æg

 

Cremefyld:

  • 4 æggeblommer + 1 helt æg
  • 2,5 dL piskefløde
  • 2 spsk Maizena majsstivelse
  • Korn af ½ vaniljestang
  • 2 dL sukker
  • 3 store håndfulde fintsnittede røde rabarber

Marengs:

  • 4 æggehvider (ca. 125 g)
  • 2 spsk sukker
  • 200 g sukker
  • Korn af ½ vaniljestang
  • 0,6 dL vand

 

Til bunden blendes mandlerne først helt fint til mandelmel og dette sigtes gennem en lidt grov sigte ned i en skål. Her skal det have selskab af mel, koldt smør, flormelis og salt og det hele nulres sammen med fingrene til det har konsistens som blød rasp. Et æg tilsættes og dejen samles forsigtigt ved at nulre/trykke massen sammen uden at ælte. Form den ensartede dej til en flad bolle og sæt den overdækket på køl en times tid.

Dejen rulles tyndt ud på et let melet, koldt køkkenbord (helst en stenplade) og lægges i en stor tærteform (jeg fortrækker klart de franske metalforme med løsbund, da det tynde metal resulterer i en absolut bedre afbagning og derfor et sprødere resultat, og den løse bund desuden er helt genial, når tærte skal ud af formen). Skær kanten ca. 1 cm over tærteformens øvre kant, læg bagepapir med keramikkugler, tørrede bønner e.lign. i tærtebunden og forbag bunden i ca.12 minutter v. 200 grader på nederste rille. 

Imens piskes cremefyldet sammen af æggeblommer, æg, fløde, majsstivelse, vanilje og sukker. Det hele piskes grundigt sammen i en skål. Så fordeles de rensede og snittede rabarber i den forbagte tærtebund og overhældes med cremeblandingen. Tærte skubbes tilbage i ovnen og bages endnu en gang på nederste rille v. 200 grader i 15 minutter og flyttes så lidt op i ovnen og bager videre v. 175 grader til cremen har sat sig. 

Imens forberedes den italienske marengs. Æggehviderne piskes med et par spsk sukker til bløde toppe. Det resterende sukker, vaniljekorn og vand kommes i en lille tykbundet kasserolle og kog sammen til siruppen når 117 grader (brug et sukkertermometer). Den kogende sirup hældes i æggehviderne i en tynd stråle under konstant piskning. Pisk videre et par minutter til marengsmassen er helt sej og blank. Marengsmassen fordeles over tærten (skal dække rabarberfyldet helt ud til mørdejskanten) og trækkes op i små bløde toppe med en gaffel. Tærten sættes tilbage i ovnen v. 130-150 grader til låget er let gyldent og sprødt i overfladen. Her skal der holdes øje for denne sidste del er virkelig afhængig af ovnen, og tid kan ikke rigtig angives. Det kommer også an på hvor tilberedt/sprød man foretrækker sin marengs (kontra blød guf-konsistens), og det kan være nødvendigt at justere temperaturen lidt ned undervejs.

Så lades tærten køle til let lun eller helt kold (tærter MÅ altså ikke spises for varme) og velbekomme! 

 

Følsomt forår

Alt er bare anderledes i år – og her næsten ikke et ord om coronavirus, befolkningskarantæne og samfundsmæssige undtagelsestilstande. Men vi mærker tydeligt, at vejret opfører sig anderledes end det plejer.

Det er ikke fordi, at der ikke altid har været udsving i vejrlige forhold, men det er tydeligt at ekstremerne bliver vildere, mere langvarige og ikke mindst hyppigere. For blot halvandet år siden havde vi en ren hundredeårshændelse med den tørreste sommer i både mands og vejrdatabasers minde, og nu har vi netop gennemgået hvad knap nok kan kaldes en vinter, men måske snarere burde betegnes en regntid – et vejrmønster som vi plejede at forvente helt andre steder i verden (og lang nærmere ækvator) end i Skandinavien.

Det betyder også alt er kommet vanvittigt tidligt i gang i haven, og det kan selvfølgelig på mange områder være fint, men det byder også på nogle klare udfordringer og risici, da vi stadig risikerer enkeltnætter med frost helt ind i begyndelsen af maj måned.

Vintergækkerne kom tidligt, hurtigt og forsvandt igen næsten med det samme. Ditto for erantis, krokus og dorthealiljer. Nu blomster til gengæld skilla, juleroser og påskeklokker som de var betalt, påskeliljerne springer ud og tulipanerne er på spring ligesom stauderne næsten alle har en solid grøn bund under de afklippede stubbe fra sidste års vækst.

I vores store drivhus har vi under vores espalierede frugttræer et smalt alpint bed, hvorfra der de sidste uger har udgået en skøn duft fra blomstrende hyacinter, der trives i det solopvarmede koldhus og springer ud flere uger før deres fætre og kusiner uden for i havens bede. Men de falder snart for varmen og så overtages bedet af kobjælder og sidenhen husløg og masser af timian resten af sommeren.

I det bed står som sagt også vores espalierede stenfrugttræer op ad en sydvendt mur – en abrikos og en fersken. Og deres ekstra tidligere blomstring i år har givet nogle udfordringer. Abrikosen springer altid først ud og da det skete i år var der endnu ikke en eneste af vores bier, som havde vovet sig uden for staderne, for slet ikke at sige fundet vej ned til og ind i drivhuset. Derfor vovede vi ikke andet end at sende børnene ud med bløde pensler og gå fra blomst til blomst. Selvfølgelig med klare instruktioner om at metoden kun virker, hvis man samtidig siger sum…sum…sum…
Men da også ferskentræet kort efter sprang ud kom bierne alligevel ud af starthullerne. Og på en enkelt eftermiddag fik vi nok bestøvet alt hvad bestøves kunne.
Hermed var lykken dog jo ikke gjort, for i forrige uge kom den første frostnat. Ud med fiberdugen!

Og igen i forgårs. Og nu er det jo kritisk, for de spæde frugtanlæg og de endnu ubestøvede blomster. Og vi har udsigt til endnu et par nætter i den nærmeste fremtid, hvor temperaturen kommer et godt stykke under nul. Så vi tager vores forholdsregler, render ind og ud og sætter fiberdug op og ned og håber på det bedste.

Men i drivhuset kan vi da i det mindste gøre noget. Værre står det til udenfor, hvor hele vores 100 meter lange mirabellehegn nu står i fuldt flor i en i min optik alt for tidlig blomstring. Hvis frosten tager alle frugtanlæggene bliver det andet år i træk uden en eneste mirabelle i sigte. Sidste år fik vi som så mange andre næsten heller ingen æbler og selv mine solbærbuske fik svitset deres blomster på en hård frostnat, så vi for en gang skyld heller ikke fik et eneste solbær. Det er selvfølgelig hændeligt uheld en gang imellem i et tempereret klima som vores, hvor foråret ofte er langt og ustadigt. Men i år er risikoen bare forhøjet ekstra meget, fordi blomstringen er rykket så meget frem grundet den helt usædvanligt milde vinter. Og selvom æbletræerne endnu ikke blomstrer, så kommer det helt sikkert også til at ske langt tidligere end sædvanligt.
Vi venter, krydser finger, håber og prøver at gøre hvad vi kan og hvor vi kan. Både i forhold til den pandemi, der nu fejer ind over Europa, og i forhold til de sære vejrforhold og hvad de har afstedkommet af lettere uhensigtsmæssig planteopførsel i haven.

Hvilke problemer har den sære vinter og det tidlige forår givet i jeres haver og hvordan takler I det derude?

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial