Skoven ved Aalykke – del 2

En beslutning om endegyldigt at fælde et større skovstykke med store gamle træer er helt sikkert lettere at tage i sofaen, end at se den udført. Man kan let lade sine følelser for de gamle grantræers kommende endeligt dulme ved tanker om en smuk ny og lys blandskov med små lysninger, svirrende insekter og sval skygge under det flimrende løv af unge egetræer, lind, ask, el og hassel… håbet (og fortrængningsevnen) er lysegrønt.

Den første dag, hvor skovningsmaskinerne rykkede ind i skoven på Aalykke var mildest talt angstprovokerende, og at se dem arbejde inde bag skovbrynet syntes mest af alt som klippet ud af en dinosaurfilm, hvor man kun venter på at se T-Rex bryde ud af tykningen og nappe et får eller to fra marken, før den lugter menneskekød og i rask trav bevæger sig mod hovedhuset. Hvad der er mindst lige så skræmmende er hastigheden, hvormed årtiers vækst reduceres til afgrenede og ensartede længder af tømmer. Det tog kun et par døgn før den sydlige ende af skoven var decimeret til en slagmark af stubbe, stød og granris i et kaotisk og metertykt lag.

Omkring 800 træer faldt for maskinerne i det forår i 2016 og omfanget af sådanne mængder forstås først rigtigt, når man ser stablerne af råtømmer, som efterfølgende tårnede sig op langs vores mark. Tømmer i alle kvaliteter lige fra træer, der ville ende som pakkemateriale og europaller, til fine længder af tykke douglasstammer, som skulle shippes ud i verden og måske i dag ligger på gulvene i en kinesisk rigmands villa.

Efterfølgende ventede en gigantisk oprydningsopgave, for skovbunden lignede mest af alt en krigszone og var totalt ufremkommelig for ikke at sige umulig i forhold til nogen som helst tanker angående nyplantning. Vi måtte desværre kæmpe lidt med skovningsfirmaet i denne etape, da oprydningen og flishugningen af resterne ikke syntes helt så vigtig for dem, da afregningen først var afklaret, som da aftalen oprindelig blev indgået. De endte dog med at vedgå sig oprydningen og desuden knoklede vi selv løs på en masse af stødene, der skulle saves op og flækkes til brænde til husets masseovn. Samlet set tog oprydningen godt et år.

I sensommeren 2017 fik vi skovbunden rodfræset og to år efter det første træ faldt for skovningsmaskinen – i foråret 2018 –  var vi klar til at sætte de nye træer i jorden.  

 

Fortællingen fortsættes…

 

Høet under tag

Det er altid en lettelse at få høet under tag, så vinterfoderet til fårene er sikret. I år har det godt været noget af en udfordring at finde godt høvejr, med ingen regn og til gengæld gerne lidt vind i 5 dage i streg. Der var et enkelt vindue tilbage i juni, men af forskellige grunde var det da ikke muligt for os at få slået høet på engen, og vi måtte se muligheden forsvinde og vejrudsigten blive overtaget af tiltagende ustadigt vejr og med stor uforudsigelighed i prognosernes konstante ændringer.

Men det lykkedes endelig og i sidste uge fik vi slået, i forgårs rombet, i går presset baller og i dag er det blevet kørt ind. Og fantastisk at vi nu for andet år i træk kan sætte hele høsten på et ordentligt, tørt og tæt høloft over vores nye fårestald.

At få høet i hus er altid et stort slid, men i år har vi virkelig kunnet mærke hvordan børnene i større og større grad kan tage del på lige fod med os andre. 

Asbjørn har knoklet som en gal – hele tiden med et smil – og han er efterhånden ret rutineret i at køre traktoren med trailer stille rundt mellem ballerne, mens Nic kan stage op og jeg selv kan tage imod og stable læsset. Og så har han også selv langet utallige store baller op på vognen – bare ved råstyrke. Vores seje dreng!

Ved pakningen af høloftet har Alva rullet baller ned fra vognen, Nic fodret høtransportøren, Asbjørn taget imod og jeg selv stablet.

Hø er varmt, stikkende, prikkende og tungt at arbejde med, og nu er vi alle helt færdige ovenpå dagen, men også helt vildt glade og taknemmelige over, at det ved fælles hjælp og lykke fra vejrguderne er lykkedes. Det er virkelig noget, som taler til urinstinkterne, det at forberede den kommende vinter, og sikre forråd for både dyr og mennesker.   

Efter sådan en indsats, bliver det til hyggemad ved sofabordet, knas og film og så på hovedet i seng med ømme muskler og glade hjerter.

Skoven ved Aalykke – del 1

Er der noget som vi har lært, siden vi overtog Aalykke for godt ti år siden, så er det at skovbrug (uanset arealets størrelse) byder på rigtig mange udfordringer og overvejelser  – og rigtig meget af det handler om rettidig omhu og om at være villig til at ofre nu og her for at det på lang sigt skal blive bedre (og taler man skov, så er drømmene hurtige og virkeligheden noget man håber for sine børn og børnebørn)… Det er en fantastisk proces, som, selv om man aldrig kan erklære sig for færdig, giver mulighed for virkelig at få lov at tænke natur, bæredygtighed og landskabsarv på den store klinge. Måske vores erfaringer kan være til glæde for nogle af jer andre derude… 

Vi er så heldige, at vi på Aalykke har skov. Ikke en enorm skov, men en sådan rigtig fuldvoksen skov med kæmpemæssige bøgetræer, graner og meget andet. Og en skovbund fyldt med skovsyre, bregner, digitalis, svampe, ramsløg, løgkarse og vilde violer. Af de knap tre og en halv hektar, som vores ejendom strækker sig ud over, så er ca. halvdelen dækket af træer, og resten er folde, køkkenhave, frugthaver, drivhuse og prydhave i forbindelse med det gamle husmandsted, vi bor i. Omkring 1,2 hektar af skoven ligger samlet i ejendommens vestlige ende, hvilket bidrager til, at der næsten altid er læ i vores have og omkring huset.

Ser man på et af de ældste billeder, som vi har kunnet støve op af Aalykke – et billede som nok stammer fra umiddelbart efter krigen – så er der til gengæld nærmest ikke et træ i sigte. Dengang dyrkedes der på ejendommen jordbær og kartofler på bar flad mark. Omkring 1940 var skovdækningen af Danmarks areal faktisk kun omkring 9,3%, hvor vi i dag er oppe på over 15% og det politiske mål dikterer, at vi omkring 2100 skal nærme os de 25%.
Sammenligner man overflyvningsbilleder fra 1954 med i dag (funktionen findes på www.krak.dk, hvis du vil finde dit eget område) bliver det virkelig iøjenfaldende!
Skoven omkring Aalykke blev plantet i 1960erne og har helt sikkert været anlagt med tømmer- og brændeproduktion for øje og ikke med noget særligt henblik på understøttelse af den øvrige hjemmehørende flora, fauna og biodiversitet. Dog var der foruden større områder med kæmpegran (grandis), rødgran, douglasgran og bøg også indplantning af et temmelig eklektisk udvalg af mere eller mindre eksotiske arter som kæmpethuja, blå douglasgran (Coloradogran), skarntydegran (Hemlock), platan og ahorn. Den tidligere ejers far, som købte ejendommen i 1930erne, var angiveligt ansat ved en planteskole, hvilket kunne forklare det det ret brede sortsudvalg på grunden.
Den skov som mødte os, da vi rykkede ind på Aalykke, var meget tæt og mørk, og havde tydeligvis ikke været vedligeholdt ved korrekt udfældning i den oprindelige tilplantning. Træerne havde nået deres maksimale højde på omkring 30-40 meter, men stod så tæt, at mange stort set ikke havde nogen sidegrene.
Særligt i skovens sydlige halvdel, som udelukkende bestod af nåletræer, kunne vi hurtigt se, at hvor romantisk den mørke tætte skov, der stod som taget ud af et folkeeventyr fra Schwarzwald, end var, så udgjorde skovens tilstand et kæmpe problem. Min ene storebror, som er uddannet skovarbejder, fik nærmest tics, da han først så den og antydede, at der jo nok lå en ”lille” arbejdsopgave der.
Nåletræerne i denne del af skoven var en blanding af rødgran og grandis, og disse træer har, som mange træer i granfamilien, en tæt og forholdsvis lille rodklump, hvilket gør dem meget sårbare overfor stormfald. Netop det faktum, at træerne havde stået så tæt og i forholdsvis læ af hinanden, havde tilsyneladende reddet dem i nogle år, men havde også gjort deres rødder ekstra små, svage og overfladiske, og skulle en storm først rigtigt få fat i kanten af beplantningen, så ville stormkiler meget hurtigt dannes ind gennem skoven, og træerne vælte som dominobrikker.
Langs skovens vestlige grænse var vi heldigere, for her var plantet en dobbeltrække douglasgran, og selvom unge douglasser kan være sårbare over for stormfald, så er gamle træer over 50 år at regne for væsentlig mere stormstabile end andre grantyper, da de over tid udvikler en dybtgående hjerterod. Derfor har de udgjort en fornuftig stormsikring langs skovens vestlige og mest stormudsatte kant.
Skovens nordlige halvdel var generelt mindre problematisk, og selvom den trængte til udfældning af mange svagere træer og udtynding af den alt for tætte beplantning, så bestod denne del af skoven overvejende af løvtræer som bøg, eg, birk og ahorn, samt lidt rækker af lærk, skovfyr og et lille område midt i skoven med kæmpethuja – alle træer med dyberegående rødder, som ikke er så udsatte overfor stormfald.
Men frygten var, at skulle hele den sydlige ende af skoven pludselig falde for storm og vælte ind over de gode områder også, så ville vi ende med et uoverskueligt oprydningsarbejde og en uendelig masse af stormfældet træ. Træ, som da ikke ville kunne bruges til noget som helst andet end brænde og hvor hovedparten nok måtte flises og ende i et bugen på et kraftvarmeværk.

Herpå fulgte et par års biden negle, hvor vi faktisk ved nogle af de større storme i første halvdel af 2010erne kunne se begyndende kiledannelse med stormfald fra sydvestlig retning. Så da vi fik en henvendelse fra et skovningsfirma, som arbejdede i området, så sprang vi til og planlagde sammen med dem en selektiv udfældning i skoven, således at vi også kunne komme i gang med en fornyelse af beplantningen.

En anden problematik med den daværende granskovsbeplantning var, at den fuldstændig bestod af ikke-hjemmehørende arter og derfor ikke understøttede nogen særlig biodiversitet blandt særligt insekter og fugle sammenlignet med skov bestående af hjemmehørende arter. I forvejen understøtter nåleskov en væsentlig smallere biodiversitet end bland- eller løvskov.

Vores nye plan var derfor af nåleskoven skulle fældes og erstattes af nyplantning af blandskov med hjemmehørende arter.

Følg med på bloggen og få fortsættelsen af fortællingen om vores skovfornyelsesprojekt….

Den nye stald – del 2

Nu ligner den nye stald ikke længere et strandet skelet af en forhistorisk hval på marken, ej heller en sær pavillon med et massivt tegltag, som ligesom svæver frit to meter over jorden uden nogen særlig substans nedenunder. Stalden står nemlig nu med sin smukke beklædning af sortmalede klinkbrædder.

I juleferien gik Nicolai og Asbjørn i gang med det seje træk at få stalden beklædt. At få bygningens ydre vægge på er virkelig noget, som har forvandlet den fra en byggeplads, til noget som nu mest mangler finish og smådetaljer.

På tegningerne til staldbygningen er dørene i gavlen optegnet efter nydelige standardmål, men i realiteten står proportionerne nu med deres egen skæve charme, fordi vi, som det hele tiden har været meningen, har genbrugt døre fra andre steder på ejendommen.

Stalddøren sad før i hovedhusets endegavl ind til et uisoleret rum som tidligere har været anvendt til brændeopbevaring og bagindgang til fyrrummet. Men det rum vil om få år være isoleret og istandsat og skal være mit værksted, tegne- og syrum, så der skal på sigt sættes en fransk dør med thermoruder op i stedet. For nuværende er hullet indtil det rum, som venter istandsættelse og foreløbig tjener som fryser og viktualierum blot blevet lukket med en plade, for der er adgang inde fra husets bryggers.

Lemmen øverst i staldens gavl stammer ligeledes fra førnævnte gavl i hovedhuset og førte dengang ind til et stor uudnyttet loftsrum, som nu indeholder vores soveværelse og kommende badeværelse. Den blev blevet pillet ned for mange år siden, erstattet med et rigtigt vindue og sat på lager, mens den afventede sit nye bestemmelsessted.

Og den lille fyldningsdør, som nu fører ind til det rum der – når det er færdiggjort – vil blive vores nye flisebeklædte fryser- og slagte- og slyngerum kommer og fra hovedhuset, hvor den førte ind til det gamle bryggers. Dens dimensioner tangerer hobbitstørrelse, fordi den stammer fra tiden før hovedhuset i begyndelsen af halvfemserne fik nyt tag og i den forbindelse fik hævet lofthøjden i stueplan med tre skifter. Man det er ikke mere end at man sagtens kan leve med den og er jo blot med til at fortælle historien om en ejendom som har mange flere år på bagen end blot det årti, hvor vi har beboet den. Faktisk synes jeg, at genbrugen af elementer fra andre steder på ejendommen tilfører den nye stald en øjeblikkelig sammenhæng med den øvrige bygningsmasse og historik på gården.

Alle staldvinduerne har vi fundet over DBA og de er egentlig af en type som er beregnet til montering ved indmuring i en muret væg. Derfor har det krævet lidt kreativitet, at få dem monteret pænt i trævæggene, men når der er blevet spartlet lidt ud i kroge og langs kanter, og de nye rammer engang er blevet malet mørkegrønne ligesom døre, lemme og porte, så kommer det til at se fantastisk ud.

I denne weekend har Nicolai – med hjælp fra både Asbjørn og hunden Thorvald (sidstnævnte mest observerende) – så kastet sig over selve staldindretningen, for læmmesæsonen nærmer sig, og så skulle vi jo gerne stå klar med nye fine læmmebokse til de uldne damer og deres små nye lam. Vi har gennemtænkt det ret hæftigt, og er endt op med nogle løsninger, hvor det meste af staldindretningen er monteret i et løsdelssystem, som kan samles ret enkelt efter behov med bolte i forberedte lister og beslag på stolper. 

Det betyder, at stalden bliver meget fleksibel, og at vi, når vi ikke har brug for mange små læmmebokse, hurtigt kan lave stalden om til et eller to løsdrift-områder til vinterbrug (måske på sigt med plads til ko+kalv i den ene side) eller vi kan opdele og lave lammeland i en del af stalden, hvor kun lammene kan komme ind gennem en mindre åbning for at få ekstra tilskudsfoder, som avlsdyrene ikke skal have adgang til.

Til de enkelte læmmebokse har vi været heldig for nogle år sin at få fingrene i en masse små låger, som stammer fra en nedlagt svinestald, samt nogle enkelte større, som passer til dimensionerne i staldens midtergang. Det kan aldrig undervurderes at holde øjnene åbne for brugbart materiel, når det er der, og så prioritere lagerpladsen, til når det skal bruges. Men det kræver et vist overblik over fremtidige projekter, hvis det ikke skal ende i formålsløs ophobning, så jeg kan godt anbefale, at man – hvis man har en livsform, som ligner vores med selvforsyning og istandsættelse – en gang imellem sætter sig ned sammen og laver lidt langsigtet prioriteringsoverblik og projektgennemgang. Meget kan selvfølgelig ikke være eksakt planlægning, men det er altså meget godt at få lidt overblik over de store linjer…

Nu fortsætter vi med staldindretning, hvilket på nuværende tidpunkt involverer en masse smedearbejde (heldigt at Husbond er smed), og så kommer selvfølgelig det ret fede projekt at få bygget og indrettet det nye fryserrum og grovkøkken i staldens ene ende.

Udvendig mangler stadig lidt hjørnelister og sternbrædder, skydelågerne, som skal dække staldens portåbninger, skal males og hænges op og alle døre og vinduesrammer skal ligeledes males. Desuden mangler vi nogle steder lidt opstøbning af sokkelfod mellem punktfundamenterne, men det kan sagtens klares indefra.

Fortsættelse følger…!

Den nye stald – del 1

Da vi flyttede ind på Aalykke vidste vi fra begyndelsen, at vores primære ”store” husdyrhold skulle være får. Først efter halvandet år blev det en realitet, og de første tre moderfår af racen gutefår trådte en novemberdag i 2011 forsigtigt og forbeholdent ned fra traileren og ud på marken. Under den tidligere ejer havde foldene været hjem for en flok dådyr og vi har derfor nogle faldefærdige dådyrhuse stående inde i skoven, men disse er ikke særligt egnede til egentlig staldbrug og desuden vil vi gerne havde stalden liggende tæt med hovedhuset, så arbejdsgangene bliver effektive, og man let kan være til stede og gøre hvad der skal til, hvis der skulle være problemer med en læmning, et flaskelam eller andre forhold som kræver ekstra opmærksomhed.
Derfor endte det med, at vi med lidt simpelt bondebyg (når man lige sådan midlertidigt fikser noget sammen af gamle paller o.lign.) fik omdannet et faldefærdigt maskinskur, som stod ved hovedhuset til en brugbar fårestald med mulighed for fodring, foderopbevaring og opdeling i et læmmebokse når behovet var der. Bare sådan som en hurtig og midlertidig løsning, for vore hensigt var jo, at der hurtigt skulle bygges en ny stald. Vi fik også solceller, som vi fik lov at placere på marken på et midlertidigt stativ, for de skulle jo op på taget af den nye kommende stald. Sådan lige om snart. Det var jo bare midlertidigt…
Otte år senere (i den forgangne vinter) ramte stormen Alfrida, og en kold mørk januarmorgen vågnede vi op til erkendelsen af at grænsen for ”midlertidigt” måske nok var en smule overskreven. Hele vores markmonterede solcelleanlæg havde slået en kolbøtte (stolperne var rådnet over (de var jo ligesom ikke beregnet til at stå så længe) og alle panelerne lå med ansigtet ned i den frosne mark. Men selvom beslagene og skinnerne var blevet stødt og bukkede til ubrugelighed, så havde kun to af panelerne tilsyneladende taget skade. Så var der ikke andet at gøre end at vi måtte ud og med forfrosne fingre møjsommeligt og forsigtigt pille det hele fra hinanden og sætte panelerne væk. Med denne hændelse kom også erkendelsen af at vi nok havde trukket den lidt for længe i ørerne med selve stalden. Når tingene fungerer nogenlunde i hverdagen, kan man godt gå hen og miste overblikket over de små ting som ikke fungerer og symptomer og tegn, man nok burde have været mere opmærksom på. Faktisk havde taget i det gamle maskinskur længe været så utæt, at der konstant stod en nydelig skov af de fineste lysegrønne bygspirer omkring fodertruet i stalden. Lys og vand fik de i hvert fald nok af. Det havde i sig selv ikke været et problem, for gutefår er en hårdfør oldnordisk race, og er faktisk ret ligeglade med staldfaciliteter det meste af året, men nu nærmede den næste læmmesæson sig med alle de uforudsigeligheder som heraf kan følge, og derfor vidste vi, at nu var det tid at komme videre og får udskiftet det midlertidige bondebyg med en rigtig stald. Ikke mindst for vores egen skyld, da en ny stald også ville give os nye muligheder. Solcellerne ville ikke komme op igen, før det var på tegltaget af en splinterny stald!
Vi ville med den nye stald få mulighed for at etablere et rigtigt høloft, et køle-, fryser- og slagterum, ordentlig og systematisk opbevaring til udstyr og foder og langt bedre faciliteter, som ville lette vores arbejdsgange i forhold til vaccinationer, dyrelægebesøg, ormekure, klipning, vejning, læmning, evt. vinteropstaldning og almen håndtering. Og så har vi hele tiden drømt om at skabe nogle rammer med en fleksibilitet, der ville gøre det muligt for os måske en dag at kunne udvide vores bedrift med en lille jerseyko, så vi måske en dag kommer til at kunne slette mælkeprodukterne fra indkøbslisten. Jeg gik til tegnebordet og fik sammenfattet alle de ideer som vi i ro og mag havde gået og kontempleret over i det meste af det forgangne årti. Hvis man skal sige noget godt om at være lidt længe om at komme ud af starthullerne med et byggeprojekt, så er det, at man virkelig når at få overvejet og få klarhed over sine behov, ønsker og ideer…
Vi var grundige med vores ansøgning til kommunen, og fik fra startet redegjort for alt fra brandsikringsforhold til tekniske specifikationer. Det er et knoklearbejde, der godt kan svare sig, for vi fik godkendt byggeriet i første hug og så var det i gang!
I Kristihimmelfartsferien kunne vi holde rejsegilde. Et rigtigt rejsegilde altså, hvor folk kommer til for rent faktisk at rejse spærene, sætte kransen på taget og så efterfølgende feste sammen over grillede pølser og kolde øl. Jeg har altid synes at Amish-folkets kultur er fascinerende og især den kollektivisme, som de lægger i større projekter, er tiltalende. Når en ny lade skal opføres er det alles sag og alles engagement og naboskabet bliver familiært og vedkommende. Vi bor ikke nødvendigvis dør om dør med vores åndsfæller og arbejdsfæller, men når man kalder og hjælpen kommer, så føler man et slægtskab og et kollektivt engagement og ejerskab, som løfter hele projektet. Stalden bliver ikke den stald vi fik bygget, men den stald vi byggede sammen!
Og hjælpen kan jo gives på alle planer – så mens de fleste voksne kravlede, løftede, skruede og diskuterede konstruktivt, så kunne børnene samle blomster og løv til kransen, der skulle pryde den nye tagrejsning, når den stod færdig.
At sidde om bordet – børn og voksne – på en kølig forsommerdag iklædt sweatre og arbejdsbukser, med god mad og øl foran os, i bevidstheden om at vi sammen har udført et stykke arbejde, som har betydning og vil bestå og som hver enkelt af os ikke kunne have forestået på egen hånd… DET er noget som giver mening, stolthed og sammenhold.
Og så var vi igen på egen hånd. Nicolai går konstant og holder øje med gode tilbud på brugte byggematerialer, for ud over at det en økonomisk fornuftig måde at bygge på, at gå og stille samle til hobe efterhånden som materialerne og de gode muligheder byder sig, og så gå i gang, når lageret er til det, så er det selvfølgelig også et spørgsmål om miljømæssig bæredygtighed. Træ-materialerne i den nye stald vil medstensdels være nye, men vi planlægger at indsamle og bruge genanvendte staldvinduer i jern med kittede ruder. Så må vi skære hullerne og montere dem i de klinkbeklædte vægge efterhånden som vi får fat på dem, får dem renset af og sat i stand. Nogle døre og luger vil være nye (eller nok købt brugte), men andre har vi allerede på lager fra tidligere ombygninger her på ejendommen, hvor de af forskellige årsager er blevet afmontereret og sat på lager. Og så er der taget.
Taget er i skrivende stund ved at bliver dækket af genbrugte vingetegl, som vi skaffede for et par år siden. De har tidligere ligget på en anden landbrugsbygning og har heldigvis været uunderstrøgne, så de er lige til at sætte op og tegl fra samme batch dækker allerede taget over vores åbne havehus og vores udekøkken.
På sigt er det meningen at alle Aalykkes tage – også hovedhuset – skal dækkes af tegl, med undtagelse af de bygninger som står inde i skoven hvor fugt og faldende grene gør tegl uhensigtsmæssige, og vi derfor i stedet satser på ståltag. Så vi er på evig udkig efter brugte røde, uglaserede tegl.
Nu tager taget form og straks synes det store blegede hvalskelet på marken mere som en bygning. Rygningen er kommet på og på den sydvendte tagflade er er nye skinner til solcelleanlægget ved at blive monteret. Høet måtte vi bjerge for flere uger siden, så det er foreløbig lagt på paller med en presenning omkring i staldens nordlige side, hvor taget dækker mest. Så snart gulvet på det nye høloft bliver færdigt, med tag over og beklædte gavle, så skal det være den største glæde at kunne fylde loftrummet med grønne, duftende høballer fra første stund. Hele stalden skal klinkbeklædes og males sort i stil med klassiske sydengelske ladebygninger, med grønne døre og porte, men i den første vinter kommende er det nok realistisk, at staldens grundplan kommer til at stå åbent uden så meget klimaskærm.
Det fortsatte projekt skal vi nok dokumentere – der bliver mere om færdiggørelsen af bygningen, indretning med staldinventar, fodringsløsninger, fryserrum, istandsættelse af døre og vinduer og meget andet, og jeg glæder mig til at skrive næste del af historien!

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial