Stille midsommer

af Mette | jun 23, 2021 | Årets gang, Jordkraft, Traditioner

Vores midsommerfejring blev en stille fejring i år – som så meget andet i denne tid. Men ikke desto mindre er sommersolhvervet et vendepunkt, der står stærkt for os og som betyder meget, også selvom det ikke nødvendigvis altid bliver fejret med mange andre og i stort anlagte festligheder.

Ilden og midsommernattens lyse himmel taler et ganske særligt sprog som altid giver genklang i os.

Som på alle årets tærskler er overgange og slør mellem verdener og væsener tynde i midsommernatten, og vi fortæller gerne eventyr eller lytter blot til ildens knitren, mens flammerne danser og spejler solen.

Alle I derude ønskes et glædeligt sommersolhverv, med en god høst i vente og med taknemmelighed for solens kraft og sommerens lyse tid, som giver os energi at trække med ind i det mørke halvår som kommer.

Honning, blomster og midsommer

af Mette | jun 20, 2020 | Biavl og honning, Husholdning, Jordkraft, Mad & drikke, Natur, Sanke, Selvforsyning, Traditioner

Vi har slynget forårshonning i går. Og lad os bare sige det med det samme: Det blev ikke den mest imponerende høst nogensinde – men det var vi også godt forberedte på. Faktisk fik vi kun godt hundrede kilo honning i spandene. Det kan måske lyde af meget, men desværre ikke i forhold til hvad vi plejer at kunne forvente med det antal stader, vi har i bigården. På rigtig gode år har vi været oppe over trehundrede kilo på forårsslyngningen alene og vi forventer i reglen omkring tohundrede kilo.

Forklaringen ligger blandt andet i den alt for milde vinter, som har taget livet af flere af vores bifamilier. Bifamilier overlever som regel vinteren sikkert ved at klumpe sig sammen i stadet i en tæt klynge, hvorved de kan holde temperaturen oppe og blot sove til de varmere dage vender tilbage. Men når det bliver så mildt, som det har været i år, og med mange ret lune dage i vinterens løb, så bliver bierne forvirrede og begynder at blive aktive. De vågnede meget tidligt – mens det faktisk stadig var vinter – og så har de nok alt for hurtigt fortæret deres madpakke af vinterfoder og er gået tør for foder, mens der stadig ikke var noget at hente ind fra blomster udenfor.

Det reducerede antal familier blev så yderligere mødt med et langt og koldt forår. Hvor de i mere gennemsnitlige år ville have lavet et stort træk af nektar fra de blomstrende rapsmarker og mælkebøtter, så skete det i år, at rapsmarkerne blomstrede mens temperaturen stadig var under 15 grader, hvorved planterne slet ikke trækker den mængde nektar ud i blomsterne, som de ellers plejer.

Men vi skal se det positive, så er det helt sikkert en prima kvalitet, vores honning har i år. For selvom forårshonningens sammensætning normalt er domineret af trækket på rapsmarkerne, som kan give enorme mængder, så er rapshonning faktisk ikke den mest interessante rent smagsmæssigt. Personligt har jeg altid foretrukket sensommerhonningen, som er resultatet af biernes træk på kløver, lind og alle markens og havens blomster og urter. Den er typisk mørkere og langt mere kompleks i smagen end forårshonningen. Men da rapsen i år ikke kommer til at spille hovedrollen i vores forårshonning, forventer jeg, at den kommer til at smage af de øvrige og langt mere interessante ting, som også hører med til forårstrækket, nemlig mælkebøtter, kastanje og alle de blomstrende frugttræer i både haver og hegn.

Nu er honningen kommet på spande og om et par uger når den er blevet rørt, så er den klar til glas. Forinden skal vi dog som altid tappe en mindre del til eksklusiv flydende nyslynget honning. Perfekt på midsommerens jordbær med letpisket fløde, på yoghurt (med eller uden müsli) eller over vanilleis.

Foruden honninghøsten har de forgangne dage budt på masser af blomster. De historiske roser (rose de recht og damaschenerrose) blomster netop nu i have og Alva og jeg har lavet rosensirup, roseneddike, rosensalt og rosensukker. Roserne er så vidunderlige og jo mere vi plukker, jo hurtigere og flere kommer de nye blomsterhoveder frem. Så vi skal helt sikkert lave mere sirup (rosensirup kan man i min optik IKKE have for meget af), mere eddike og så skal der tørres masser af rosenblade til teblanding. Måske vil jeg også forsøge mig med at kandisere nogle rosenblade til kagepynt.

Vi har selvfølgelig også lavet masser af hyldeblomstsaft. Fordi vores hyld for en stor dels vedkommende blomstrer i skyggen af vores skov, er den generelt lidt senere i blomstringen and hvad vi ser ude i det åbne landskab og blomstringen stækker sig også over lidt længere til, så jeg tager gerne saftkogningen lidt i etaper. I tirsdags satte vi den første portion over, og den kommer på flaske i dag. I går blev den næste portion sat til at trække og den er klar til flaskning på tirsdag og så laver jeg helt sikkert en sidste portion, for vi foretrækker at have hyldeblomstsaft til langt efter nytår.

Desuden skal jeg en af de nærmeste dage lave hyldeblomstchampagne, hyldeblomsteddike og have plukket en masse skærme til tørring. Tørrede hyldeblomster er både et vidunderlidt krydderi til både desserter, kylling og fisk og så er de skønne i te. En let te af lindeblomster, hyldeblomster og rosenblade kan være som et pust af midsommerstemning, når man sidder i vintermørket.

Jeg har hidtil skrevet denne blog meget i artikelform, hvor jeg i hvert indlæg har behandlet et nøje afgrænset emne. Det vil jeg som sådan fortsætte med, men jeg har besluttet mig for (at forsøge) at begynde også at skrive mere om vores konkrete daglige oplevelser og gøremål, succeser og frustrationer her på bloggen. Så indlæggenes karakter vil nok skifte lidt mellem hinanden, og så har jeg desuden en lille tanke om at flette ”planteportrætter” indimellem. Nu må vi se hvordan det går…

Havde man spurgt mig før corona-nedlukningen, ville jeg nok have postuleret, at en sådan tid da virkelig ville give mulighed for at skrive mere og oftere, og generelt finde mere overskud og tid til kreativiteten, men det pudsige er, at jeg har i praksis erfarede, at denne periode på mange måder fik den stik modsatte effekt på mig. Det mundede snarere ud i en lukken sig om mig selv, og at jeg trak mig lidt fra også de online fællesskaber og holdt igen med min egen kreativitet. Det kan måske lyde lidt negativt, men det er det faktisk absolut ikke – snarere en utilsigtet om end gavnlig retrætetilstand, der har givet ro til finde nye kræfter, lidt mere overblik og til at slippe eget forventningspres en smule. …og så er det at ideerne begynder at poppe op. Så er udforingen blot efterfølgende om man kan nå at fange nogle af alle de frigivne ”sæbebobler”, inden de svæver væk. Er der mon andre der har følt det ligesådan..?

I aften er et vendepunkt. Ikke i overført forstand, men ganske konkret. Det er midsommer – årets længste dag – i dag og vi skal i aften fejre det med solhvervsfejring sammen med en masse skønne mennesker hos min smukke veninde og eks-kollega Maria, som desuden fylder rundt og fejrer, at hun nyligt er flyttet til at fantastisk sted i skovene ved Gisselfelt Kloster, nemlig det smukke Sivdamshus, hvorfra hun som shaman, moderne heks og urtekyndig deler ud af sin viden, kunnen og spirituelle praksis (prøv at find hende på instagram eller på hendes hjemmeside Hyldemors Have). Jeg glæder mig helt vildt til at se hendes nye sted, sidde i kanten af skoven med mjød og bål og lytte til de smukke toner i midsommernatten fra vidunderlige Virelai.

Ønsker om en dejlig midsommeraften til alle derude!

Af jord er du kommet…

af Mette | maj 30, 2019 | Familie, Jordkraft, Liv og død, Natur

Jeg er så taknemmelig for at leve med jorden, og jeg er stolt af, at vi have valgt den livsform, vi har. Og nu også lettet, for der kommer en dag for alle mennesker, hvor det er godt at have jordkontakt, når stormen raser, og man ikke vil rives væk. Den gamle floskel om at have begge ben på jorden er nu slet ikke så dum, og jeg mener, at den ofte bør tolkes ganske bogstaveligt – med tæerne helt nede i mudderet.

De sidste par måneder har mine aktiviteter på de digitale platforme været meget begrænsede, og derfor har bloggen her også stået lidt stille, men jeg begynder så småt at komme op til overfladen. Jorden har jeg dog ikke sluppet i disse måneder; jeg har været i haven – i skoven – med fingrene i mulden. Og det har været ikke blot et valg, men en nødvendighed for mig…

Min mor døde den 10. april. Og jeg kan faktisk ikke sige, at jeg føler sorgen som en stor trykkende byrde, selv om jeg elskede min mor og savner hende. Jeg kan blive så ærgerlig over de ting, hun ikke fik set og vi ikke fik delt. Over at mine børn ikke fik hende i længere tid. Irriteret, når jeg lige vil spørge hende om noget eller fortælle hende noget, og næsten når at gribe telefonrøret. Men jorden hjælper. Og lytter og favner og forstår. Og fortsætter.

Det at have konkret arbejde – at dyrke jorden under sine fødder for at få mad til sit eget bord. At se garnet og stoffet forvandles til tøj til mine egne og pilen til kurve under mine hænder. At stå hvor jeg ved, at jeg skal blive, og at møde planterne og dyrene i min varetægt med deres fuldstændige ligegyldighed overfor mine små abstrakte problemer, når der skal vandes eller høhækken er tom – det rodfæster og grundfæster. Jeg er overbevist om, at sad jeg i en lejlighed, og brugte jeg ikke mine hænder eller levede et liv bundet til jorden rytme og til årstidernes skiften, så ville sorgen skabe sin egen rytme og blive meget mere markant. Det er, som når man ikke kan lade være med at gå i takt til den musik, som spiller højest.

Jeg er sikker på at relativt flere mennesker i vores moderne verden bliver væltet af sorgen, når døden rammer, sammenlignet med vores forfædre og -mødre, som levede i en verden, hvor døden var så meget mere præsent i hverdagen, men dagens dont også var meget mere konkret og – i bogstaveligste forstand – jordbunden. Hvor man levede samme sted hele livet og ikke altid søgte at se ud over horisonten for at finde glæden.

Kroppen har brug for at kunne mærke verden umiddelbart omkring sig, for at sjælen kan finde hvile i kroppen, og jeg tvivler ikke på, at det at være i dagligt samspil med jorden og naturen, at samle og sanke, dyrke og høste eller blot at udøve et håndværk – et ægte håndværk, hvor hænderne yder gerningen og skaber produktet – giver en grounding, som er vigtig når livet slår koldbøtter. En grounding, som jeg tænker nogle gange kan være svær at finde, når hverdagen udspiller sig i en kontorstol bag en skærm fyldt med regneark og memoer og fritiden foregår i sofaen, ved nettokøledisken og på takeaway-telefonen, og den mest jordfæstede konkrete handling vi udfører, er solo-træningen til det lokale halvmarathon med vekslende løberuter eksponeret for omgangskredsen på den nyeste løbe-app.

Jeg ville ønske at mange flere ville unde sig selv at gøre deres berøringsflade med verden større, gennem det mikrokosmos, som kan ligge i et strikketøj mellem hænderne, i den trekant som dannes mellem dine fødder, dine hænder og lugejernets skær i jordoverfladen, i den gentagne bevægelse ved bælgningen af hestebønner eller i rytmen af dine skridt mod skovstien. At finde og se det store i det små og at mærke den meditative tilstand, man kan opnå gennem rytmen i udførelsen af et håndværk eller blot i udførelsen af en simpel konkret opgave, som når nornen spinner sin tråd …og siden bryder garnet. Og at finde sit sted og ikke fare rundt i konstant søgen efter ”lykken” omkring det næste hjørne – til næste år – når vi engang går på pension…

Vi holdt min mors bisættelse påskelørdag i høj sol. Vi tog det hjem, for det havde hun ønsket. Ikke noget med forsamlingshus og blødt brød, med derimod rødvin og tapas i haven. Der hvor vi var, der hvor vi bor, og der hvor vi kan huske hende. Den dejligste dag blev det – og hun var der. For jeg bærer hende med mig og i min kontakt med jorden og mine omgivelser afsætter jeg lidt af hende i alt, hvad jeg rører og oplever. Mine børn har hende med sig, når de putter sig i de kludetæpper, hun strikkede til dem kort før sin død. De har aftalt med hende, at hun kigger forbi til næste Samhain, når sløret mellem verdenerne er tyndt, for så skærer og tænder vi en særlig græskarlygte for hende. Og de har fået lov at være med hele vejen og at se og røre og tale med hende til det sidste …også da hun havde forladt os og kun hendes tomme skal lå tilbage, for døden og sorgen er også deres og de er slet ikke væltet. Det er ikke en løsrevet sorg, som ligger ved siden af og knurrer af livet og snapper efter os fra krogene, men derimod et savn som fletter sig ind i hverdagen og det er ok. For står man med fødderne i jorden, og kan man mærke undergrunden og den strøm af gammel kraft og enhed som løber gennem den og gennem os alle, så kan man også bære meget mere.