Skoven ved Aalykke – del 3

I foråret 2018 var vi efter et langvarigt oprydningsarbejde klar til at plante nye træer i vores skov. Når man skal plante ny skov, skal man have større plantetæthed, end hvad er typisk for gammel, udvokset skov. Vores gamle beplantning stod jo endda for tæt, men de 800 fældede træer skulle ved genplantningen erstattes med 1600 nye planter. Både grundet en forventelig spildprocent, og fordi man senere skal fælde såkaldte ammetræer samt svagtvoksende træer, således at man ender med en stærk etableret beplantning.

Vi endte med at gøre brug af rådgivning samt tilskudsmulighed inden for Naturstyrelsens tilskudsordning Plant for vildtet og købte derigennem vores barrodsplanter i et eklektisk udvalg af hjemmehørende vildt-, fugle- og insektvenlige planter til både rand- og skovbeplantning.

Og så var det i gang med drænspaden. Alle planter blev sat ved håndkraft. Det var det letteste, fordi vi skulle jonglere med mange arter i en kompliceret planteplan på et forholdsvis begrænset område, hvor vi oven i købet skulle plante ind mellem gamle træer, som nogle steder stod tilbage. Og også fordi vi simpelthen ikke ville have skoven plantet i lige rækker.

Det tog en weekend, hvor Nicolai og jeg plantede, og så var alt kommet i jorden, og vi kunne se fremad med stor optimisme. 

Og fik jeg her sagt, at det skete i foråret 2018? Mange husker sikkert 2018. Lad os bare sige, at nyplantede barrodsplanter ikke er glade for fire måneders efterfølgende tørke. Allerede midt på sommeren var det tydeligt, at de fleste af de 75 nyplantede skovfyr ikke stod til at rede. De fine, grønne kvaster, som havde lyst op i skovbunden i foråret, stod gule og svedne i juli. Og vi blev ved med at finde små planter, som var bukket under for tørken. Vi hørte, at man i Skov- og Naturstyrelsen stod med samme problem mange steder i 2018, og at man her ofte valgte at fræse op igen og begynde forfra. Det overvejede vi også kraftigt selv. Fordi vi også jonglerede med en masse andre projekter, valgte vi dog i sidste ende at bide tænderne sammen, vente og se, hvad der skete. 

Der er ingen tvivl om, at vores spildprocent blandt de nye, små træer og buske blev større end ventet. Men når det er sagt, må vi nu konstatere, at det heller ikke er blevet helt så galt, som vi kunne have frygtet.

I foråret 2019 troede vi, at alt var tabt, og hele skovbunden syntes at springe ud i dueurt og agertidsler. Men i foråret 2020 satte vi en klipper på traktoren og kørte et spor ind gennem skovbunden, hvor vi allerede i vores planteplan havde udstukket en kringlet skovsti. Og da vi kom ind i beplantningen, ændrede billedet sig heldigvis, for pludselig kun vi se de spæde, gyldne blade på nyudsprungne egeplanter, og snart fik vi øje på både rødel, birk, lind, røn og masser af de mindre underskovs- og randskovsplanter som hassel, fjeldribs og vildrose. Af skovfyr fandt vi kun to levende eksemplarer, men har besluttet at lade det være sådan, og så må vi siden plante ind imellem med supplerende planter.

Tidslerne og dueurten var efter blot et enkelt år veget for vilde skovhindbær. De er overalt, men modsat brombær, som godt kan kvæle unge træer, når de vælter sig ind over dem, så vokser hindbær opret og dør ned hver vinter, hvorfor de ikke lader til at være et problem. De overlevende nye træer ser ud til at klare sig fint mellem hindbærrene, som desuden holder græs, brombær og tidsler lidt i ave. Og så har vi i år plukket så mange kilo vilde hindbær, at vi (i hvert fald for nu) har droppet at have hindbærplanter i haven.

Vi glæder os nu til at følge den langsomme dannelse af helt ny og mere levende natur, lige hvor vi bor og færdes. Også selv om tidsperspektivet går ud over vores egen levetid.

Skoven ved Aalykke – del 2

En beslutning om endegyldigt at fælde et større skovstykke med store gamle træer er helt sikkert lettere at tage i sofaen, end at se den udført. Man kan let lade sine følelser for de gamle grantræers kommende endeligt dulme ved tanker om en smuk ny og lys blandskov med små lysninger, svirrende insekter og sval skygge under det flimrende løv af unge egetræer, lind, ask, el og hassel… håbet (og fortrængningsevnen) er lysegrønt.

Den første dag, hvor skovningsmaskinerne rykkede ind i skoven på Aalykke var mildest talt angstprovokerende, og at se dem arbejde inde bag skovbrynet syntes mest af alt som klippet ud af en dinosaurfilm, hvor man kun venter på at se T-Rex bryde ud af tykningen og nappe et får eller to fra marken, før den lugter menneskekød og i rask trav bevæger sig mod hovedhuset. Hvad der er mindst lige så skræmmende er hastigheden, hvormed årtiers vækst reduceres til afgrenede og ensartede længder af tømmer. Det tog kun et par døgn før den sydlige ende af skoven var decimeret til en slagmark af stubbe, stød og granris i et kaotisk og metertykt lag.

Omkring 800 træer faldt for maskinerne i det forår i 2016 og omfanget af sådanne mængder forstås først rigtigt, når man ser stablerne af råtømmer, som efterfølgende tårnede sig op langs vores mark. Tømmer i alle kvaliteter lige fra træer, der ville ende som pakkemateriale og europaller, til fine længder af tykke douglasstammer, som skulle shippes ud i verden og måske i dag ligger på gulvene i en kinesisk rigmands villa.

Efterfølgende ventede en gigantisk oprydningsopgave, for skovbunden lignede mest af alt en krigszone og var totalt ufremkommelig for ikke at sige umulig i forhold til nogen som helst tanker angående nyplantning. Vi måtte desværre kæmpe lidt med skovningsfirmaet i denne etape, da oprydningen og flishugningen af resterne ikke syntes helt så vigtig for dem, da afregningen først var afklaret, som da aftalen oprindelig blev indgået. De endte dog med at vedgå sig oprydningen og desuden knoklede vi selv løs på en masse af stødene, der skulle saves op og flækkes til brænde til husets masseovn. Samlet set tog oprydningen godt et år.

I sensommeren 2017 fik vi skovbunden rodfræset og to år efter det første træ faldt for skovningsmaskinen – i foråret 2018 –  var vi klar til at sætte de nye træer i jorden.  

 

Fortællingen fortsættes…

 

Skoven ved Aalykke – del 1

Er der noget som vi har lært, siden vi overtog Aalykke for godt ti år siden, så er det at skovbrug (uanset arealets størrelse) byder på rigtig mange udfordringer og overvejelser  – og rigtig meget af det handler om rettidig omhu og om at være villig til at ofre nu og her for at det på lang sigt skal blive bedre (og taler man skov, så er drømmene hurtige og virkeligheden noget man håber for sine børn og børnebørn)… Det er en fantastisk proces, som, selv om man aldrig kan erklære sig for færdig, giver mulighed for virkelig at få lov at tænke natur, bæredygtighed og landskabsarv på den store klinge. Måske vores erfaringer kan være til glæde for nogle af jer andre derude… 

Vi er så heldige, at vi på Aalykke har skov. Ikke en enorm skov, men en sådan rigtig fuldvoksen skov med kæmpemæssige bøgetræer, graner og meget andet. Og en skovbund fyldt med skovsyre, bregner, digitalis, svampe, ramsløg, løgkarse og vilde violer. Af de knap tre og en halv hektar, som vores ejendom strækker sig ud over, så er ca. halvdelen dækket af træer, og resten er folde, køkkenhave, frugthaver, drivhuse og prydhave i forbindelse med det gamle husmandsted, vi bor i. Omkring 1,2 hektar af skoven ligger samlet i ejendommens vestlige ende, hvilket bidrager til, at der næsten altid er læ i vores have og omkring huset.

Ser man på et af de ældste billeder, som vi har kunnet støve op af Aalykke – et billede som nok stammer fra umiddelbart efter krigen – så er der til gengæld nærmest ikke et træ i sigte. Dengang dyrkedes der på ejendommen jordbær og kartofler på bar flad mark. Omkring 1940 var skovdækningen af Danmarks areal faktisk kun omkring 9,3%, hvor vi i dag er oppe på over 15% og det politiske mål dikterer, at vi omkring 2100 skal nærme os de 25%.
Sammenligner man overflyvningsbilleder fra 1954 med i dag (funktionen findes på www.krak.dk, hvis du vil finde dit eget område) bliver det virkelig iøjenfaldende!
Skoven omkring Aalykke blev plantet i 1960erne og har helt sikkert været anlagt med tømmer- og brændeproduktion for øje og ikke med noget særligt henblik på understøttelse af den øvrige hjemmehørende flora, fauna og biodiversitet. Dog var der foruden større områder med kæmpegran (grandis), rødgran, douglasgran og bøg også indplantning af et temmelig eklektisk udvalg af mere eller mindre eksotiske arter som kæmpethuja, blå douglasgran (Coloradogran), skarntydegran (Hemlock), platan og ahorn. Den tidligere ejers far, som købte ejendommen i 1930erne, var angiveligt ansat ved en planteskole, hvilket kunne forklare det det ret brede sortsudvalg på grunden.
Den skov som mødte os, da vi rykkede ind på Aalykke, var meget tæt og mørk, og havde tydeligvis ikke været vedligeholdt ved korrekt udfældning i den oprindelige tilplantning. Træerne havde nået deres maksimale højde på omkring 30-40 meter, men stod så tæt, at mange stort set ikke havde nogen sidegrene.
Særligt i skovens sydlige halvdel, som udelukkende bestod af nåletræer, kunne vi hurtigt se, at hvor romantisk den mørke tætte skov, der stod som taget ud af et folkeeventyr fra Schwarzwald, end var, så udgjorde skovens tilstand et kæmpe problem. Min ene storebror, som er uddannet skovarbejder, fik nærmest tics, da han først så den og antydede, at der jo nok lå en ”lille” arbejdsopgave der.
Nåletræerne i denne del af skoven var en blanding af rødgran og grandis, og disse træer har, som mange træer i granfamilien, en tæt og forholdsvis lille rodklump, hvilket gør dem meget sårbare overfor stormfald. Netop det faktum, at træerne havde stået så tæt og i forholdsvis læ af hinanden, havde tilsyneladende reddet dem i nogle år, men havde også gjort deres rødder ekstra små, svage og overfladiske, og skulle en storm først rigtigt få fat i kanten af beplantningen, så ville stormkiler meget hurtigt dannes ind gennem skoven, og træerne vælte som dominobrikker.
Langs skovens vestlige grænse var vi heldigere, for her var plantet en dobbeltrække douglasgran, og selvom unge douglasser kan være sårbare over for stormfald, så er gamle træer over 50 år at regne for væsentlig mere stormstabile end andre grantyper, da de over tid udvikler en dybtgående hjerterod. Derfor har de udgjort en fornuftig stormsikring langs skovens vestlige og mest stormudsatte kant.
Skovens nordlige halvdel var generelt mindre problematisk, og selvom den trængte til udfældning af mange svagere træer og udtynding af den alt for tætte beplantning, så bestod denne del af skoven overvejende af løvtræer som bøg, eg, birk og ahorn, samt lidt rækker af lærk, skovfyr og et lille område midt i skoven med kæmpethuja – alle træer med dyberegående rødder, som ikke er så udsatte overfor stormfald.
Men frygten var, at skulle hele den sydlige ende af skoven pludselig falde for storm og vælte ind over de gode områder også, så ville vi ende med et uoverskueligt oprydningsarbejde og en uendelig masse af stormfældet træ. Træ, som da ikke ville kunne bruges til noget som helst andet end brænde og hvor hovedparten nok måtte flises og ende i et bugen på et kraftvarmeværk.

Herpå fulgte et par års biden negle, hvor vi faktisk ved nogle af de større storme i første halvdel af 2010erne kunne se begyndende kiledannelse med stormfald fra sydvestlig retning. Så da vi fik en henvendelse fra et skovningsfirma, som arbejdede i området, så sprang vi til og planlagde sammen med dem en selektiv udfældning i skoven, således at vi også kunne komme i gang med en fornyelse af beplantningen.

En anden problematik med den daværende granskovsbeplantning var, at den fuldstændig bestod af ikke-hjemmehørende arter og derfor ikke understøttede nogen særlig biodiversitet blandt særligt insekter og fugle sammenlignet med skov bestående af hjemmehørende arter. I forvejen understøtter nåleskov en væsentlig smallere biodiversitet end bland- eller løvskov.

Vores nye plan var derfor af nåleskoven skulle fældes og erstattes af nyplantning af blandskov med hjemmehørende arter.

Følg med på bloggen og få fortsættelsen af fortællingen om vores skovfornyelsesprojekt….

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial