Skoven ved Aalykke – del 2

En beslutning om endegyldigt at fælde et større skovstykke med store gamle træer er helt sikkert lettere at tage i sofaen, end at se den udført. Man kan let lade sine følelser for de gamle grantræers kommende endeligt dulme ved tanker om en smuk ny og lys blandskov med små lysninger, svirrende insekter og sval skygge under det flimrende løv af unge egetræer, lind, ask, el og hassel… håbet (og fortrængningsevnen) er lysegrønt.

Den første dag, hvor skovningsmaskinerne rykkede ind i skoven på Aalykke var mildest talt angstprovokerende, og at se dem arbejde inde bag skovbrynet syntes mest af alt som klippet ud af en dinosaurfilm, hvor man kun venter på at se T-Rex bryde ud af tykningen og nappe et får eller to fra marken, før den lugter menneskekød og i rask trav bevæger sig mod hovedhuset. Hvad der er mindst lige så skræmmende er hastigheden, hvormed årtiers vækst reduceres til afgrenede og ensartede længder af tømmer. Det tog kun et par døgn før den sydlige ende af skoven var decimeret til en slagmark af stubbe, stød og granris i et kaotisk og metertykt lag.

Omkring 800 træer faldt for maskinerne i det forår i 2016 og omfanget af sådanne mængder forstås først rigtigt, når man ser stablerne af råtømmer, som efterfølgende tårnede sig op langs vores mark. Tømmer i alle kvaliteter lige fra træer, der ville ende som pakkemateriale og europaller, til fine længder af tykke douglasstammer, som skulle shippes ud i verden og måske i dag ligger på gulvene i en kinesisk rigmands villa.

Efterfølgende ventede en gigantisk oprydningsopgave, for skovbunden lignede mest af alt en krigszone og var totalt ufremkommelig for ikke at sige umulig i forhold til nogen som helst tanker angående nyplantning. Vi måtte desværre kæmpe lidt med skovningsfirmaet i denne etape, da oprydningen og flishugningen af resterne ikke syntes helt så vigtig for dem, da afregningen først var afklaret, som da aftalen oprindelig blev indgået. De endte dog med at vedgå sig oprydningen og desuden knoklede vi selv løs på en masse af stødene, der skulle saves op og flækkes til brænde til husets masseovn. Samlet set tog oprydningen godt et år.

I sensommeren 2017 fik vi skovbunden rodfræset og to år efter det første træ faldt for skovningsmaskinen – i foråret 2018 –  var vi klar til at sætte de nye træer i jorden.  

 

Fortællingen fortsættes…

 

Honning, blomster og midsommer

Vi har slynget forårshonning i går. Og lad os bare sige det med det samme: Det blev ikke den mest imponerende høst nogensinde – men det var vi også godt forberedte på. Faktisk fik vi kun godt hundrede kilo honning i spandene. Det kan måske lyde af meget, men desværre ikke i forhold til hvad vi plejer at kunne forvente med det antal stader, vi har i bigården. På rigtig gode år har vi været oppe over trehundrede kilo på forårsslyngningen alene og vi forventer i reglen omkring tohundrede kilo.

Forklaringen ligger blandt andet i den alt for milde vinter, som har taget livet af flere af vores bifamilier. Bifamilier overlever som regel vinteren sikkert ved at klumpe sig sammen i stadet i en tæt klynge, hvorved de kan holde temperaturen oppe og blot sove til de varmere dage vender tilbage. Men når det bliver så mildt, som det har været i år, og med mange ret lune dage i vinterens løb, så bliver bierne forvirrede og begynder at blive aktive. De vågnede meget tidligt – mens det faktisk stadig var vinter – og så har de nok alt for hurtigt fortæret deres madpakke af vinterfoder og er gået tør for foder, mens der stadig ikke var noget at hente ind fra blomster udenfor.

Det reducerede antal familier blev så yderligere mødt med et langt og koldt forår. Hvor de i mere gennemsnitlige år ville have lavet et stort træk af nektar fra de blomstrende rapsmarker og mælkebøtter, så skete det i år, at rapsmarkerne blomstrede mens temperaturen stadig var under 15 grader, hvorved planterne slet ikke trækker den mængde nektar ud i blomsterne, som de ellers plejer.

Men vi skal se det positive, så er det helt sikkert en prima kvalitet, vores honning har i år. For selvom forårshonningens sammensætning normalt er domineret af trækket på rapsmarkerne, som kan give enorme mængder, så er rapshonning faktisk ikke den mest interessante rent smagsmæssigt. Personligt har jeg altid foretrukket sensommerhonningen, som er resultatet af biernes træk på kløver, lind og alle markens og havens blomster og urter. Den er typisk mørkere og langt mere kompleks i smagen end forårshonningen. Men da rapsen i år ikke kommer til at spille hovedrollen i vores forårshonning, forventer jeg, at den kommer til at smage af de øvrige og langt mere interessante ting, som også hører med til forårstrækket, nemlig mælkebøtter, kastanje og alle de blomstrende frugttræer i både haver og hegn.

Nu er honningen kommet på spande og om et par uger når den er blevet rørt, så er den klar til glas. Forinden skal vi dog som altid tappe en mindre del til eksklusiv flydende nyslynget honning. Perfekt på midsommerens jordbær med letpisket fløde, på yoghurt (med eller uden müsli) eller over vanilleis.

Foruden honninghøsten har de forgangne dage budt på masser af blomster. De historiske roser (rose de recht og damaschenerrose) blomster netop nu i have og Alva og jeg har lavet rosensirup, roseneddike, rosensalt og rosensukker. Roserne er så vidunderlige og jo mere vi plukker, jo hurtigere og flere kommer de nye blomsterhoveder frem. Så vi skal helt sikkert lave mere sirup (rosensirup kan man i min optik IKKE have for meget af), mere eddike og så skal der tørres masser af rosenblade til teblanding. Måske vil jeg også forsøge mig med at kandisere nogle rosenblade til kagepynt.

Vi har selvfølgelig også lavet masser af hyldeblomstsaft. Fordi vores hyld for en stor dels vedkommende blomstrer i skyggen af vores skov, er den generelt lidt senere i blomstringen and hvad vi ser ude i det åbne landskab og blomstringen stækker sig også over lidt længere til, så jeg tager gerne saftkogningen lidt i etaper. I tirsdags satte vi den første portion over, og den kommer på flaske i dag. I går blev den næste portion sat til at trække og den er klar til flaskning på tirsdag og så laver jeg helt sikkert en sidste portion, for vi foretrækker at have hyldeblomstsaft til langt efter nytår.

Desuden skal jeg en af de nærmeste dage lave hyldeblomstchampagne, hyldeblomsteddike og have plukket en masse skærme til tørring. Tørrede hyldeblomster er både et vidunderlidt krydderi til både desserter, kylling og fisk og så er de skønne i te. En let te af lindeblomster, hyldeblomster og rosenblade kan være som et pust af midsommerstemning, når man sidder i vintermørket.     

Jeg har hidtil skrevet denne blog meget i artikelform, hvor jeg i hvert indlæg har behandlet et nøje afgrænset emne. Det vil jeg som sådan fortsætte med, men jeg har besluttet mig for (at forsøge) at begynde også at skrive mere om vores konkrete daglige oplevelser og gøremål, succeser og frustrationer her på bloggen. Så indlæggenes karakter vil nok skifte lidt mellem hinanden, og så har jeg desuden en lille tanke om at flette ”planteportrætter” indimellem. Nu må vi se hvordan det går…

Havde man spurgt mig før corona-nedlukningen, ville jeg nok have postuleret, at en sådan tid da virkelig ville give mulighed for at skrive mere og oftere, og generelt finde mere overskud og tid til kreativiteten, men det pudsige er, at jeg har i praksis erfarede, at denne periode på mange måder fik den stik modsatte effekt på mig. Det mundede snarere ud i en lukken sig om mig selv, og at jeg trak mig lidt fra også de online fællesskaber og holdt igen med min egen kreativitet. Det kan måske lyde lidt negativt, men det er det faktisk absolut ikke – snarere en utilsigtet om end gavnlig retrætetilstand, der har givet ro til finde nye kræfter, lidt mere overblik og til at slippe eget forventningspres en smule. …og så er det at ideerne begynder at poppe op. Så er udforingen blot efterfølgende om man kan nå at fange nogle af alle de frigivne ”sæbebobler”, inden de svæver væk. Er der mon andre der har følt det ligesådan..?

I aften er et vendepunkt. Ikke i overført forstand, men ganske konkret. Det er midsommer – årets længste dag – i dag og vi skal i aften fejre det med solhvervsfejring sammen med en masse skønne mennesker hos min smukke veninde og eks-kollega Maria, som desuden fylder rundt og fejrer, at hun nyligt er flyttet til at fantastisk sted i skovene ved Gisselfelt Kloster, nemlig det smukke Sivdamshus, hvorfra hun som shaman, moderne heks og urtekyndig deler ud af sin viden, kunnen og spirituelle praksis (prøv at find hende på instagram eller på hendes hjemmeside Hyldemors Have). Jeg glæder mig helt vildt til at se hendes nye sted, sidde i kanten af skoven med mjød og bål og lytte til de smukke toner i midsommernatten fra vidunderlige Virelai.

Ønsker om en dejlig midsommeraften til alle derude!

Skoven ved Aalykke – del 1

Er der noget som vi har lært, siden vi overtog Aalykke for godt ti år siden, så er det at skovbrug (uanset arealets størrelse) byder på rigtig mange udfordringer og overvejelser  – og rigtig meget af det handler om rettidig omhu og om at være villig til at ofre nu og her for at det på lang sigt skal blive bedre (og taler man skov, så er drømmene hurtige og virkeligheden noget man håber for sine børn og børnebørn)… Det er en fantastisk proces, som, selv om man aldrig kan erklære sig for færdig, giver mulighed for virkelig at få lov at tænke natur, bæredygtighed og landskabsarv på den store klinge. Måske vores erfaringer kan være til glæde for nogle af jer andre derude… 

Vi er så heldige, at vi på Aalykke har skov. Ikke en enorm skov, men en sådan rigtig fuldvoksen skov med kæmpemæssige bøgetræer, graner og meget andet. Og en skovbund fyldt med skovsyre, bregner, digitalis, svampe, ramsløg, løgkarse og vilde violer. Af de knap tre og en halv hektar, som vores ejendom strækker sig ud over, så er ca. halvdelen dækket af træer, og resten er folde, køkkenhave, frugthaver, drivhuse og prydhave i forbindelse med det gamle husmandsted, vi bor i. Omkring 1,2 hektar af skoven ligger samlet i ejendommens vestlige ende, hvilket bidrager til, at der næsten altid er læ i vores have og omkring huset.

Ser man på et af de ældste billeder, som vi har kunnet støve op af Aalykke – et billede som nok stammer fra umiddelbart efter krigen – så er der til gengæld nærmest ikke et træ i sigte. Dengang dyrkedes der på ejendommen jordbær og kartofler på bar flad mark. Omkring 1940 var skovdækningen af Danmarks areal faktisk kun omkring 9,3%, hvor vi i dag er oppe på over 15% og det politiske mål dikterer, at vi omkring 2100 skal nærme os de 25%.
Sammenligner man overflyvningsbilleder fra 1954 med i dag (funktionen findes på www.krak.dk, hvis du vil finde dit eget område) bliver det virkelig iøjenfaldende!
Skoven omkring Aalykke blev plantet i 1960erne og har helt sikkert været anlagt med tømmer- og brændeproduktion for øje og ikke med noget særligt henblik på understøttelse af den øvrige hjemmehørende flora, fauna og biodiversitet. Dog var der foruden større områder med kæmpegran (grandis), rødgran, douglasgran og bøg også indplantning af et temmelig eklektisk udvalg af mere eller mindre eksotiske arter som kæmpethuja, blå douglasgran (Coloradogran), skarntydegran (Hemlock), platan og ahorn. Den tidligere ejers far, som købte ejendommen i 1930erne, var angiveligt ansat ved en planteskole, hvilket kunne forklare det det ret brede sortsudvalg på grunden.
Den skov som mødte os, da vi rykkede ind på Aalykke, var meget tæt og mørk, og havde tydeligvis ikke været vedligeholdt ved korrekt udfældning i den oprindelige tilplantning. Træerne havde nået deres maksimale højde på omkring 30-40 meter, men stod så tæt, at mange stort set ikke havde nogen sidegrene.
Særligt i skovens sydlige halvdel, som udelukkende bestod af nåletræer, kunne vi hurtigt se, at hvor romantisk den mørke tætte skov, der stod som taget ud af et folkeeventyr fra Schwarzwald, end var, så udgjorde skovens tilstand et kæmpe problem. Min ene storebror, som er uddannet skovarbejder, fik nærmest tics, da han først så den og antydede, at der jo nok lå en ”lille” arbejdsopgave der.
Nåletræerne i denne del af skoven var en blanding af rødgran og grandis, og disse træer har, som mange træer i granfamilien, en tæt og forholdsvis lille rodklump, hvilket gør dem meget sårbare overfor stormfald. Netop det faktum, at træerne havde stået så tæt og i forholdsvis læ af hinanden, havde tilsyneladende reddet dem i nogle år, men havde også gjort deres rødder ekstra små, svage og overfladiske, og skulle en storm først rigtigt få fat i kanten af beplantningen, så ville stormkiler meget hurtigt dannes ind gennem skoven, og træerne vælte som dominobrikker.
Langs skovens vestlige grænse var vi heldigere, for her var plantet en dobbeltrække douglasgran, og selvom unge douglasser kan være sårbare over for stormfald, så er gamle træer over 50 år at regne for væsentlig mere stormstabile end andre grantyper, da de over tid udvikler en dybtgående hjerterod. Derfor har de udgjort en fornuftig stormsikring langs skovens vestlige og mest stormudsatte kant.
Skovens nordlige halvdel var generelt mindre problematisk, og selvom den trængte til udfældning af mange svagere træer og udtynding af den alt for tætte beplantning, så bestod denne del af skoven overvejende af løvtræer som bøg, eg, birk og ahorn, samt lidt rækker af lærk, skovfyr og et lille område midt i skoven med kæmpethuja – alle træer med dyberegående rødder, som ikke er så udsatte overfor stormfald.
Men frygten var, at skulle hele den sydlige ende af skoven pludselig falde for storm og vælte ind over de gode områder også, så ville vi ende med et uoverskueligt oprydningsarbejde og en uendelig masse af stormfældet træ. Træ, som da ikke ville kunne bruges til noget som helst andet end brænde og hvor hovedparten nok måtte flises og ende i et bugen på et kraftvarmeværk.

Herpå fulgte et par års biden negle, hvor vi faktisk ved nogle af de større storme i første halvdel af 2010erne kunne se begyndende kiledannelse med stormfald fra sydvestlig retning. Så da vi fik en henvendelse fra et skovningsfirma, som arbejdede i området, så sprang vi til og planlagde sammen med dem en selektiv udfældning i skoven, således at vi også kunne komme i gang med en fornyelse af beplantningen.

En anden problematik med den daværende granskovsbeplantning var, at den fuldstændig bestod af ikke-hjemmehørende arter og derfor ikke understøttede nogen særlig biodiversitet blandt særligt insekter og fugle sammenlignet med skov bestående af hjemmehørende arter. I forvejen understøtter nåleskov en væsentlig smallere biodiversitet end bland- eller løvskov.

Vores nye plan var derfor af nåleskoven skulle fældes og erstattes af nyplantning af blandskov med hjemmehørende arter.

Følg med på bloggen og få fortsættelsen af fortællingen om vores skovfornyelsesprojekt….

Følsomt forår

Alt er bare anderledes i år – og her næsten ikke et ord om coronavirus, befolkningskarantæne og samfundsmæssige undtagelsestilstande. Men vi mærker tydeligt, at vejret opfører sig anderledes end det plejer.

Det er ikke fordi, at der ikke altid har været udsving i vejrlige forhold, men det er tydeligt at ekstremerne bliver vildere, mere langvarige og ikke mindst hyppigere. For blot halvandet år siden havde vi en ren hundredeårshændelse med den tørreste sommer i både mands og vejrdatabasers minde, og nu har vi netop gennemgået hvad knap nok kan kaldes en vinter, men måske snarere burde betegnes en regntid – et vejrmønster som vi plejede at forvente helt andre steder i verden (og lang nærmere ækvator) end i Skandinavien.

Det betyder også alt er kommet vanvittigt tidligt i gang i haven, og det kan selvfølgelig på mange områder være fint, men det byder også på nogle klare udfordringer og risici, da vi stadig risikerer enkeltnætter med frost helt ind i begyndelsen af maj måned.

Vintergækkerne kom tidligt, hurtigt og forsvandt igen næsten med det samme. Ditto for erantis, krokus og dorthealiljer. Nu blomster til gengæld skilla, juleroser og påskeklokker som de var betalt, påskeliljerne springer ud og tulipanerne er på spring ligesom stauderne næsten alle har en solid grøn bund under de afklippede stubbe fra sidste års vækst.

I vores store drivhus har vi under vores espalierede frugttræer et smalt alpint bed, hvorfra der de sidste uger har udgået en skøn duft fra blomstrende hyacinter, der trives i det solopvarmede koldhus og springer ud flere uger før deres fætre og kusiner uden for i havens bede. Men de falder snart for varmen og så overtages bedet af kobjælder og sidenhen husløg og masser af timian resten af sommeren.

I det bed står som sagt også vores espalierede stenfrugttræer op ad en sydvendt mur – en abrikos og en fersken. Og deres ekstra tidligere blomstring i år har givet nogle udfordringer. Abrikosen springer altid først ud og da det skete i år var der endnu ikke en eneste af vores bier, som havde vovet sig uden for staderne, for slet ikke at sige fundet vej ned til og ind i drivhuset. Derfor vovede vi ikke andet end at sende børnene ud med bløde pensler og gå fra blomst til blomst. Selvfølgelig med klare instruktioner om at metoden kun virker, hvis man samtidig siger sum…sum…sum…
Men da også ferskentræet kort efter sprang ud kom bierne alligevel ud af starthullerne. Og på en enkelt eftermiddag fik vi nok bestøvet alt hvad bestøves kunne.
Hermed var lykken dog jo ikke gjort, for i forrige uge kom den første frostnat. Ud med fiberdugen!

Og igen i forgårs. Og nu er det jo kritisk, for de spæde frugtanlæg og de endnu ubestøvede blomster. Og vi har udsigt til endnu et par nætter i den nærmeste fremtid, hvor temperaturen kommer et godt stykke under nul. Så vi tager vores forholdsregler, render ind og ud og sætter fiberdug op og ned og håber på det bedste.

Men i drivhuset kan vi da i det mindste gøre noget. Værre står det til udenfor, hvor hele vores 100 meter lange mirabellehegn nu står i fuldt flor i en i min optik alt for tidlig blomstring. Hvis frosten tager alle frugtanlæggene bliver det andet år i træk uden en eneste mirabelle i sigte. Sidste år fik vi som så mange andre næsten heller ingen æbler og selv mine solbærbuske fik svitset deres blomster på en hård frostnat, så vi for en gang skyld heller ikke fik et eneste solbær. Det er selvfølgelig hændeligt uheld en gang imellem i et tempereret klima som vores, hvor foråret ofte er langt og ustadigt. Men i år er risikoen bare forhøjet ekstra meget, fordi blomstringen er rykket så meget frem grundet den helt usædvanligt milde vinter. Og selvom æbletræerne endnu ikke blomstrer, så kommer det helt sikkert også til at ske langt tidligere end sædvanligt.
Vi venter, krydser finger, håber og prøver at gøre hvad vi kan og hvor vi kan. Både i forhold til den pandemi, der nu fejer ind over Europa, og i forhold til de sære vejrforhold og hvad de har afstedkommet af lettere uhensigtsmæssig planteopførsel i haven.

Hvilke problemer har den sære vinter og det tidlige forår givet i jeres haver og hvordan takler I det derude?

Af jord er du kommet…

Jeg er så taknemmelig for at leve med jorden, og jeg er stolt af, at vi have valgt den livsform, vi har. Og nu også lettet, for der kommer en dag for alle mennesker, hvor det er godt at have jordkontakt, når stormen raser, og man ikke vil rives væk. Den gamle floskel om at have begge ben på jorden er nu slet ikke så dum, og jeg mener, at den ofte bør tolkes ganske bogstaveligt – med tæerne helt nede i mudderet.

De sidste par måneder har mine aktiviteter på de digitale platforme været meget begrænsede, og derfor har bloggen her også stået lidt stille, men jeg begynder så småt at komme op til overfladen. Jorden har jeg dog ikke sluppet i disse måneder; jeg har været i haven – i skoven – med fingrene i mulden. Og det har været ikke blot et valg, men en nødvendighed for mig…

Min mor døde den 10. april. Og jeg kan faktisk ikke sige, at jeg føler sorgen som en stor trykkende byrde, selv om jeg elskede min mor og savner hende. Jeg kan blive så ærgerlig over de ting, hun ikke fik set og vi ikke fik delt. Over at mine børn ikke fik hende i længere tid. Irriteret, når jeg lige vil spørge hende om noget eller fortælle hende noget, og næsten når at gribe telefonrøret. Men jorden hjælper. Og lytter og favner og forstår. Og fortsætter.

Det at have konkret arbejde – at dyrke jorden under sine fødder for at få mad til sit eget bord. At se garnet og stoffet forvandles til tøj til mine egne og pilen til kurve under mine hænder. At stå hvor jeg ved, at jeg skal blive, og at møde planterne og dyrene i min varetægt med deres fuldstændige ligegyldighed overfor mine små abstrakte problemer, når der skal vandes eller høhækken er tom – det rodfæster og grundfæster. Jeg er overbevist om, at sad jeg i en lejlighed, og brugte jeg ikke mine hænder eller levede et liv bundet til jorden rytme og til årstidernes skiften, så ville sorgen skabe sin egen rytme og blive meget mere markant. Det er, som når man ikke kan lade være med at gå i takt til den musik, som spiller højest.

Jeg er sikker på at relativt flere mennesker i vores moderne verden bliver væltet af sorgen, når døden rammer, sammenlignet med vores forfædre og -mødre, som levede i en verden, hvor døden var så meget mere præsent i hverdagen, men dagens dont også var meget mere konkret og – i bogstaveligste forstand – jordbunden. Hvor man levede samme sted hele livet og ikke altid søgte at se ud over horisonten for at finde glæden.

Kroppen har brug for at kunne mærke verden umiddelbart omkring sig, for at sjælen kan finde hvile i kroppen, og jeg tvivler ikke på, at det at være i dagligt samspil med jorden og naturen, at samle og sanke, dyrke og høste eller blot at udøve et håndværk – et ægte håndværk, hvor hænderne yder gerningen og skaber produktet – giver en grounding, som er vigtig når livet slår koldbøtter. En grounding, som jeg tænker nogle gange kan være svær at finde, når hverdagen udspiller sig i en kontorstol bag en skærm fyldt med regneark og memoer og fritiden foregår i sofaen, ved nettokøledisken og på takeaway-telefonen, og den mest jordfæstede konkrete handling vi udfører, er solo-træningen til det lokale halvmarathon med vekslende løberuter eksponeret for omgangskredsen på den nyeste løbe-app.

Jeg ville ønske at mange flere ville unde sig selv at gøre deres berøringsflade med verden større, gennem det mikrokosmos, som kan ligge i et strikketøj mellem hænderne, i den trekant som dannes mellem dine fødder, dine hænder og lugejernets skær i jordoverfladen, i den gentagne bevægelse ved bælgningen af hestebønner eller i rytmen af dine skridt mod skovstien. At finde og se det store i det små og at mærke den meditative tilstand, man kan opnå gennem rytmen i udførelsen af et håndværk eller blot i udførelsen af en simpel konkret opgave, som når nornen spinner sin tråd …og siden bryder garnet. Og at finde sit sted og ikke fare rundt i konstant søgen efter ”lykken” omkring det næste hjørne – til næste år – når vi engang går på pension…

Vi holdt min mors bisættelse påskelørdag i høj sol. Vi tog det hjem, for det havde hun ønsket. Ikke noget med forsamlingshus og blødt brød, med derimod rødvin og tapas i haven. Der hvor vi var, der hvor vi bor, og der hvor vi kan huske hende. Den dejligste dag blev det – og hun var der. For jeg bærer hende med mig og i min kontakt med jorden og mine omgivelser afsætter jeg lidt af hende i alt, hvad jeg rører og oplever. Mine børn har hende med sig, når de putter sig i de kludetæpper, hun strikkede til dem kort før sin død. De har aftalt med hende, at hun kigger forbi til næste Samhain, når sløret mellem verdenerne er tyndt, for så skærer og tænder vi en særlig græskarlygte for hende. Og de har fået lov at være med hele vejen og at se og røre og tale med hende til det sidste …også da hun havde forladt os og kun hendes tomme skal lå tilbage, for døden og sorgen er også deres og de er slet ikke væltet. Det er ikke en løsrevet sorg, som ligger ved siden af og knurrer af livet og snapper efter os fra krogene, men derimod et savn som fletter sig ind i hverdagen og det er ok. For står man med fødderne i jorden, og kan man mærke undergrunden og den strøm af gammel kraft og enhed som løber gennem den og gennem os alle, så kan man også bære meget mere.

Vintergrønne spirer

Allerede nu i januar måned er der grønt at hente udenfor, og over de næste måneder vil det vælde frem af jorden med spiselige og velsmagende planter – længe før der kommer gang i køkkenhaven.

Jeg elsker brøndkarse! Den har som så mange andre medlemmer af korsblomst-familien en ganske særegne og lidt pebret og sennepsagtige smag. Brøndkarse som man køber i en potte i supermarkedet er en tæt klump af små spireplanter og smager faktisk ikke af ret meget. Men vild brøndkarse er bare en helt anden sag og er – foruden at være meget meget sund – også kraftig og velsmagende som krydderurt.

Brøndkarse gror bedst med rødderne i rindende rent vand og er virkelig kuldetolerant. Man kan her i vintermånederne let finde den, hvis man har adgang til et rent rislende vandløb. Lige nu står vandstanden højt i Æbelholt å, men brøndkarsen er tydelig lige under overfladen, og alt det kræver for at få fat på den er et par (tætte) gummistøvler. Og så et varm krus te til at hold om med sine våde, frosne fingre, når man kommer ind igen.

Bliver man begejstret for brøndkarse, så er den skøn i pesto og salat og man kan faktisk også lave en meget raffineret suppe af den (sådan ynder man at spise brøndkarse i England og Frankrig, hvor den har været dyrket og elsket siden middelalderen). Brøndkarse bliver betegnet som en såkaldt superfood, som er fyldt med både vitaminer (især A- og C-vitaminer) og mineraler (Calcium, Magnesium og Jern).

En anden dejlig vinterurt er vinterportulakken. Vi har i haven et bed, hvor jeg engang udplantede nogle få små forspirede planter af vinterportulak, og her er noget, som virkelig giver noget grønt til køkkenet i The Hungry Gap. Fra få små planter for knap ti år siden har der nu i adskillige år været et tykt grønt dække af vinterportulak.

Vinterportulak er en gammel køkkenurt i Norden og den er sprængfyldt af C-vitaminer. Som kålen er den ideel i både supper, stuvninger og i salatskålen. Med de lidt kødfulde friske blade er den også skøn blandet med bredbladet persille som grønt i en sandwich eller svitses med i en asiatisk wok-ret.

 

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial