Midvinter, fastelavn og sprøde berlinere med æble, kvæde og kanel

Vi nærmer os Midvinter – Imbolc – af kirken kaldet Kyndelmisse (lysmesse). Det er nu, det burde være koldest, selvom vinteren i dette år ikke rigtig lever om til traditionerne. Men det mærkes nu, at lyset er begyndt at vende tilbage, og vi har heldigvis langt mere end halvdelen af foderet til dyrene tilbage, som det altid har været godt hushold for bønder at have ved Midvinter.

Traditionen byder ligeledes, at det sidste flæsk fra juleslagtningen skal være spist ved Midvinter (hvilket nok er meget fornuftigt, når holdbarheden før fryserens tid tages i betragtning) og absolut inden Fasten indledes ved Fastelavn. At Fasten ligger netop her giver jo også meget god mening, da man på dette tidspunkt alligevel ikke havde meget af det gode fede flæsk eller noget som helst andet tilbage i fadeburet, og det der var ikke kunne holde meget længere uden at blive fordærvet – så kunne Kirken jo ligeså godt lægge Fasten dér, hvor føden altid havde været knap, og folk reelt fastede og frem til hvor jorden igen begynder at kaste nye spirer af sig. Mange af den slags traditioner er bundet i praktik.

En gammel midvintertradition er selvfølgelig fastelavn – og selvom festlighederne, som navnet indikerer, formelt skal indlede den kirkelige Faste, så er traditionen med udklædte børn dog oprindeligt langt fra kristen. Faktisk markeres ganske mange, hvis ikke egentlig alle, af de otte gamle hedenske årsfester traditionelt med maskespil, optog og ved at udklædte og maskerede børn (og voksne) går fra dør til dør og tigger, indsamler eller giver gaver. Betænk blot Samhain (Allehelgen/Halloween), men også Julen med nissegæster, Julemand (Tomte) og Julebukken (Krampus). Ordet Karneval betyder i øvrigt ”kødspisning” og hæfter sig således specifikt til Fastelavnsfestlighederne ved Midvinter, hvor man jo som før nævnt festede og mæskede sig i alt det sidste kød inden Fasten.

Vi faster ikke, men fejrer gladeligt Midvinteren. Halvdelen af vinteren er nu gået og man kan allerede mærke et strejf af forår ind imellem. En fastelavnstradition, som her i Norden holdes særligt i hævd, er fastelavnsbollen eller de svenske semlor. Egentlig foreskriver traditionen blot hvedeboller eller -strutter, men dette er efterhånden et begreb til ret fri fortolkning.

En variation som vi gerne spiser her i huset er fedtkogte boller med fyld, også kendt som berlinere. Det er en kagetype, som har sine rødder i middelalderen. I de tysktalende områder er fyldet traditionelt blomme-, mirabelle- eller sveskemarmelade, men også hindbær eller brombær gør sig rigtig godt. En favorit her hos os er dog tillige sødet puré af æble og kvæde.

Når jeg om efteråret koger æblemos til fryseren koger jeg altid et par liter ekstra, hvor der også er kogt et par gode kvæder med. Det giver en ganske særlig aromatisk mos, men et anstrøg af kvædens fine bitternoter, hvilket klæder desserter som ”bondepige med slør” (gammeldags æblekage med rugbrødsrasp) og græskartærtefyld rigtig godt. Har man ikke kvæder, gør gode aromatiske vinteræbler sig dog fint.

Ingredienser

  • 20 g gær
  • 2½ dl mælk, lun
  • Korn af ½ vaniljestang + en spsk sukker (eller 2 tsk vaniljesukker)
  • ¾ dl sukker
  • 2 æg
  • Skal af 1 økologisk citron (eller evt. appelsin)
  • 1 knsp stødt kardemomme
  • 1 tsk salt
  • 500 g hvedemel
  • 125 g smør

Desuden

  • Ca. 1 liter rapsolie til kogningen
  • 1½ dl sukker
  • 2-3 tsk kanel

Fyld

  • 4 store madæbler
  • 1 kvæde
  • 2 tsk vaniljesukker eller korn af ½ vaniljestand
  • Sukker efter smag

Kog en mos af æble og kvæde med vanilje, smag til med sukker og purér til en fin konsistens.

I en røreskål opløses gæren i den lune mælk. Kornene fra vaniljestangen blandes grundet med lidt sukker og vaniljesukkeret kommes i røreskålen sammen med æg, citronskal og kardemomme. Rør let sammen med en gaffel og tilsæt hvedemelet (hold evt lidt mel tilbage til at justere med tilsidst).

Rør dejen sammen på røremaskine et par minutter ved lav hastighed. Tilsæt så det bløde smør og ælt dejen i yderligere 5-8 minutter ved høj hastighed. Vær opmærksom på at dejen skal være meget blød og endda let klistret, så fald ikke for fristelsen til at tilsætte mere mel end opskriften angiver.

Lad dejen hæve med et fugtigt klæde over til mindst dobbelt størrelse. De kan tage fra 1 til 3 timer alt efter hvor aktiv gæren er fra starten.

Skrab den hævede dej ud på et meldrysset bord og del den i 4 lige store stykker. Hvert stykke halveres, og disse mindre stykker deles så igen i tre stykker hver. Nu skulle dejen være delt i 24 lige store portioner. Mel hænderne godt og tril dejstykkerne til helt runde og ensartede boller (klistrer dejen for meget, så kom mere mel på hænderne – ikke i dejen. Sæt bollerne på en bageplade med meldrysset bagepapir og lad dem efterhæve i én til halvanden time.

Kom olie i en tykbundet gryde og varm op til ca. 175 grader (brug termometer!). Kog 4 berlinere af gangen og vend undervejs til de er smukt gyldenbrune og g sprøde. Tjek temperaturen et par gange undervejs og justér varmen. Berlinerne tages op med hulske og dryppes af og køler på en rist med køkkenrulle.

Bland sukker og kanel sammen i en dyb tallerken og tril kager grundigt heri, så hele overfladen er dækket af sukker.

Nu kan berlinerne fyldes. Brug enten en sprøjtepose med eclair-tylle (til at fylde eclairs, profitterolles o.lign), eller sær et lille snit med en skarp kniv (ca. 1 cm) og brug en alm. rund tylle – det sidste bliver ikke helt så pænt, men det kan godt lade sig gøre.

Berlinere er perfekte lune og nykogte, men er holder sig faktisk helt fantastisk og kan snildt laves færdige dagen før de skal bruges og vente tildækket med et viskestykke på køkkenbordet (aldrig køleskab!)

Vil du læse mere om fastelavnstraditioner og -boller, så har Nationalmuseet en fin lille artikel her.

Stille midsommer

Vores midsommerfejring blev en stille fejring i år – som så meget andet i denne tid. Men ikke desto mindre er sommersolhvervet et vendepunkt, der står stærkt for os og som betyder meget, også selvom det ikke nødvendigvis altid bliver fejret med mange andre og i stort anlagte festligheder.

Ilden og midsommernattens lyse himmel taler et ganske særligt sprog som altid giver genklang i os.

Som på alle årets tærskler er overgange og slør mellem verdener og væsener tynde i midsommernatten, og vi fortæller gerne eventyr eller lytter blot til ildens knitren, mens flammerne danser og spejler solen.

Alle I derude ønskes et glædeligt sommersolhverv, med en god høst i vente og med taknemmelighed for solens kraft og sommerens lyse tid, som giver os energi at trække med ind i det mørke halvår som kommer.

Honning, blomster og midsommer

Vi har slynget forårshonning i går. Og lad os bare sige det med det samme: Det blev ikke den mest imponerende høst nogensinde – men det var vi også godt forberedte på. Faktisk fik vi kun godt hundrede kilo honning i spandene. Det kan måske lyde af meget, men desværre ikke i forhold til hvad vi plejer at kunne forvente med det antal stader, vi har i bigården. På rigtig gode år har vi været oppe over trehundrede kilo på forårsslyngningen alene og vi forventer i reglen omkring tohundrede kilo.

Forklaringen ligger blandt andet i den alt for milde vinter, som har taget livet af flere af vores bifamilier. Bifamilier overlever som regel vinteren sikkert ved at klumpe sig sammen i stadet i en tæt klynge, hvorved de kan holde temperaturen oppe og blot sove til de varmere dage vender tilbage. Men når det bliver så mildt, som det har været i år, og med mange ret lune dage i vinterens løb, så bliver bierne forvirrede og begynder at blive aktive. De vågnede meget tidligt – mens det faktisk stadig var vinter – og så har de nok alt for hurtigt fortæret deres madpakke af vinterfoder og er gået tør for foder, mens der stadig ikke var noget at hente ind fra blomster udenfor.

Det reducerede antal familier blev så yderligere mødt med et langt og koldt forår. Hvor de i mere gennemsnitlige år ville have lavet et stort træk af nektar fra de blomstrende rapsmarker og mælkebøtter, så skete det i år, at rapsmarkerne blomstrede mens temperaturen stadig var under 15 grader, hvorved planterne slet ikke trækker den mængde nektar ud i blomsterne, som de ellers plejer.

Men vi skal se det positive, så er det helt sikkert en prima kvalitet, vores honning har i år. For selvom forårshonningens sammensætning normalt er domineret af trækket på rapsmarkerne, som kan give enorme mængder, så er rapshonning faktisk ikke den mest interessante rent smagsmæssigt. Personligt har jeg altid foretrukket sensommerhonningen, som er resultatet af biernes træk på kløver, lind og alle markens og havens blomster og urter. Den er typisk mørkere og langt mere kompleks i smagen end forårshonningen. Men da rapsen i år ikke kommer til at spille hovedrollen i vores forårshonning, forventer jeg, at den kommer til at smage af de øvrige og langt mere interessante ting, som også hører med til forårstrækket, nemlig mælkebøtter, kastanje og alle de blomstrende frugttræer i både haver og hegn.

Nu er honningen kommet på spande og om et par uger når den er blevet rørt, så er den klar til glas. Forinden skal vi dog som altid tappe en mindre del til eksklusiv flydende nyslynget honning. Perfekt på midsommerens jordbær med letpisket fløde, på yoghurt (med eller uden müsli) eller over vanilleis.

Foruden honninghøsten har de forgangne dage budt på masser af blomster. De historiske roser (rose de recht og damaschenerrose) blomster netop nu i have og Alva og jeg har lavet rosensirup, roseneddike, rosensalt og rosensukker. Roserne er så vidunderlige og jo mere vi plukker, jo hurtigere og flere kommer de nye blomsterhoveder frem. Så vi skal helt sikkert lave mere sirup (rosensirup kan man i min optik IKKE have for meget af), mere eddike og så skal der tørres masser af rosenblade til teblanding. Måske vil jeg også forsøge mig med at kandisere nogle rosenblade til kagepynt.

Vi har selvfølgelig også lavet masser af hyldeblomstsaft. Fordi vores hyld for en stor dels vedkommende blomstrer i skyggen af vores skov, er den generelt lidt senere i blomstringen and hvad vi ser ude i det åbne landskab og blomstringen stækker sig også over lidt længere til, så jeg tager gerne saftkogningen lidt i etaper. I tirsdags satte vi den første portion over, og den kommer på flaske i dag. I går blev den næste portion sat til at trække og den er klar til flaskning på tirsdag og så laver jeg helt sikkert en sidste portion, for vi foretrækker at have hyldeblomstsaft til langt efter nytår.

Desuden skal jeg en af de nærmeste dage lave hyldeblomstchampagne, hyldeblomsteddike og have plukket en masse skærme til tørring. Tørrede hyldeblomster er både et vidunderlidt krydderi til både desserter, kylling og fisk og så er de skønne i te. En let te af lindeblomster, hyldeblomster og rosenblade kan være som et pust af midsommerstemning, når man sidder i vintermørket.

Jeg har hidtil skrevet denne blog meget i artikelform, hvor jeg i hvert indlæg har behandlet et nøje afgrænset emne. Det vil jeg som sådan fortsætte med, men jeg har besluttet mig for (at forsøge) at begynde også at skrive mere om vores konkrete daglige oplevelser og gøremål, succeser og frustrationer her på bloggen. Så indlæggenes karakter vil nok skifte lidt mellem hinanden, og så har jeg desuden en lille tanke om at flette ”planteportrætter” indimellem. Nu må vi se hvordan det går…

Havde man spurgt mig før corona-nedlukningen, ville jeg nok have postuleret, at en sådan tid da virkelig ville give mulighed for at skrive mere og oftere, og generelt finde mere overskud og tid til kreativiteten, men det pudsige er, at jeg har i praksis erfarede, at denne periode på mange måder fik den stik modsatte effekt på mig. Det mundede snarere ud i en lukken sig om mig selv, og at jeg trak mig lidt fra også de online fællesskaber og holdt igen med min egen kreativitet. Det kan måske lyde lidt negativt, men det er det faktisk absolut ikke – snarere en utilsigtet om end gavnlig retrætetilstand, der har givet ro til finde nye kræfter, lidt mere overblik og til at slippe eget forventningspres en smule. …og så er det at ideerne begynder at poppe op. Så er udforingen blot efterfølgende om man kan nå at fange nogle af alle de frigivne ”sæbebobler”, inden de svæver væk. Er der mon andre der har følt det ligesådan..?

I aften er et vendepunkt. Ikke i overført forstand, men ganske konkret. Det er midsommer – årets længste dag – i dag og vi skal i aften fejre det med solhvervsfejring sammen med en masse skønne mennesker hos min smukke veninde og eks-kollega Maria, som desuden fylder rundt og fejrer, at hun nyligt er flyttet til at fantastisk sted i skovene ved Gisselfelt Kloster, nemlig det smukke Sivdamshus, hvorfra hun som shaman, moderne heks og urtekyndig deler ud af sin viden, kunnen og spirituelle praksis (prøv at find hende på instagram eller på hendes hjemmeside Hyldemors Have). Jeg glæder mig helt vildt til at se hendes nye sted, sidde i kanten af skoven med mjød og bål og lytte til de smukke toner i midsommernatten fra vidunderlige Virelai.

Ønsker om en dejlig midsommeraften til alle derude!

Flødekarameller med havsalt

Jeg synes jo bestemt ikke, at man behøver at have alle juleforberedelser klappede og klar til den 24. december, for det er jo blot julens begyndelse (her i dette lettere hedensk orienterede hus, begynder vi ved vintersolhverv et par dage før). Og dette siger jeg, selvom folk generelt insisterer på at følge supermarkedsreklame-kalenderen og fejrer jul fra midten af november, hvorefter de siger ”glædelig baghjul”, når vi når til 1. juledag (læs: første juledag!) … hmmm! Nå, at traditioner har det med at blive udvandet og miste deres egentlige indhold i disse hurtigløbende og moderne forbrugertider, kan vel næppe komme bag på nogen.

Men vi fejrer altså jul (og i vores tilfælde særligt lysets og solens genkomst) fra vintersolhverv og et halvt måneskifte frem – altså til Helligtrekongersaften den 6. januar). Så at skulle have alting færdigt til juleaften er altså bare at sætte unødigt pres på sig selv, og det er faktisk ret hyggeligt at nyde duften af nybagte småkager, eller at sysle med konfekt og andre gode sager på et tidspunkt, hvor man rent faktisk har fri og ro til at gøre det.

Så hvis du har spist al lakridskonfekten og posen med frugtflæsk, så lad være med at vende næsen direkte mod supermarkedet og giv dig i stedet tid til at prøve disse hjemmekogte flødekarameller med havsalt, som med garanti vil gøre lykke blandt alle, som ikke har alt for løstsiddende plomber i tænderne.

De er meget nemme, laves af ingredienser som man næsten med sikkerhed allerede har i skabene og kræver blot lidt god tid og ro til at holde øje (hvilket gør dem velegnede til at lave, når man HAR fået ferie, ikke venter gæster og ungerne er optaget af leg med nye julegaver…

 

  • ½ liter god økologisk piskefløde
  • 250 g sukker
  • 125 g glukosesirup
  • ½ spsk havsalt (flagesalt!)

Kom fløde, sukker og sirup i en tykbundet gryde og kog forsigtigt op for lav varme. Pas på, for når det først går i kog, vil det til at begynde med godt kunne bruse meget op og koge over, hvis varmen er for høj.

 Lad det stå og simre lige så stille og rør i det med en træske en gang imellem. Det skal koge indtil det ligesom ”slipper bunden” hvor skeen laver spor, og mod slutningen af kogningen skal man røre lidt oftere. Men pisk endelig ikke rundt i det hele tiden, for så ender man op med blød fudge i stedet for karamel. Det er også godt, bare et helt andet produkt.

Når du synes det nærmer sig og karamellen er gået fra lys til mørk gylden, så prøv at afsætte en dråbe karamelmasse på en kold tallerken. Den vil hurtigt stivne og så kan man vurdere om karamellen er blevet hård nok, eller om den skal koge længere. Under alle omstændigheder skal temperaturen målt med et sukkertermometer være over 122 grader, men helt ærligt så gider jeg aldrig bruge termometer ved karamelkogning – jeg winger den altid i stedet.

Når karamelmassen er kogt færdig røres havsaltet hurtigt men grundigt i og massen hældes i en passende form foret med olieret bagepapir. Man kan med fordel lægge eller folde yderligere et lag olieret bagepapir ind over karamellen, så støv, tilfældigt forbiflyvende hundehår eller nysgerrige barnefingere ikke sætter sit præg på den smukke blanke karameloverflade.

Lad det hele stå ved stuetemperatur (ikke køleskab!) og vent mindst 4 timer med at skære ud med en skarp(!) kniv. Pas på ikke at skære for store stykker ud, for det er altså ret intense sager.

De færdige karameller pakker jeg ind i små firkanter af ubleget bagepapir (jeg bruger Änglemark fra Coop).

For andre smagsvarianter, prøv at udskifte havsaltet med:

  • -en knivspids knuste chiliflager eller cayennepeber
  • -vaniljekorn fra en frisk vaniljestang
  • -revet skal fra en økologisk usprøjtet appelsin
  • -usaltede pistacienøddekerner eller letristede, afskallede hasselnøddekerner
  • …eller kog fløden op først med et par gode duske frisk rosmarin eller et par kanelstænger, og lad det så trække i fløden mens det køler af igen, før du sier smagsgiveren fra igen og fortsætter med opskriften som beskrevet ovenfor…

NB! Skulle karamellen ende med at blive lidt til den bløde side (hvilket da er sket for mig selv en enkelt gang eller to), så kan man altså snildt fryse de lidt bløde tern og så overtrække dem med mørk tempereret chokolade direkte fra frost. Det bliver det samlede resultat IKKE ringere af!

Glædelig jul til jer alle!

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial