Pileflet på Aalykke

I denne weekend skete der noget stort på Aalykke, idet vi afholdt vores første weekendkursus. Det blev et kursus i pileflet med runde kurve som tema og, hvis vi selv skal sige det, så gik det over al forventning.

Det har været et meget specielt år at starte op med egen virksomhed i – den sang er vi vist bestemt ikke de eneste, som kan synge med på. Vi har ikke haft det store på spil rent økonomisk, da vi bevidst har valgt en blød opstartsform, hvor vores tidligere hobbyvirksomhed blot er blevet professionaliseret og stille udbygget, uden at vi har været ude at investere, tage lån eller lignende. Vi går efter en rolig, blød, bæredygtig og gældfri proces i opbygningen af Aalykke som virksomhed. Men med aflyste markeder i forsommeren og restriktioner for socialt samvær, som bølger frem og tilbage måned for måned, så har vores momentum helt sikkert ikke været, hvad det ellers kunne.

Faktisk havde vi i tiden før COVID-19 rullede ind over landet planlagt adskillige kurser og workshops, som vi skulle facilitere sammen med og hos vores nærboer, det økologiske landbrug Mangholm. Det blev hen ad vejen klart, at det ene efter det andet af disse events blev umulige at gennemføre i år, men vi har til gengæld haft tid til refleksion undervejs, ro til at finde ud af alt det med regnskab og procedurer for en lille ny virksomhed og overskud til at gennemarbejde vores planer og mærke hvad der virker, og hvad der ikke gør.

I begyndelsen af september kom vi endelig afsted på det hyggeligste, lækreste – og meget velbesøgte – høstmarked hos Mangholm. Det var kærkomment efter en sæson med aflysninger. Vi fik solgt skind, honning, håndlavede bolcher og flødekarameller, urtesalt, salver, sæber og frø – og fik tillige delt en masse kampagnemateriale ud for Landsforeningen Praktisk Økologi, Mere Liv i Haven, Giftfri Have og ikke mindst Vores Natur – den store kampagne fra DR, Friluftsrådet, PØ, DN, KFUM og andre grønne aktører, som det nok ikke kan være gået manges næser forbi præger miljø-debatten i 2020. Jeg har faktisk selv for nyligt været på kursus og er blevet Vild Have-mentor (med diplom og det hele). Det emne kommer der mere om på bloggen fremover…

I den forgangne weekend blev det så endelig tid for afviklingen af vores første kursus på egne enemærker. Vi slog pjalterne sammen med vores lokale og super-dygtige pilefletter Annette Stacey, som ikke blot er en meget dygtig og erfaren pilefletter men også en fantastisk underviser og et af jordens sødeste mennesker tillige. Og så besluttede vi os fra starten for, at et kursus på Aalykke skal være en helhedsoplevelse, så det skulle selvfølgelig være med fuld forplejning af økologisk og vegetarisk mad og bagværk.

Vi havde godt nok på forhånd investeret i et stort telt, så vi ikke skulle være afhængige af vejrets velvilje, men det blev ikke nødvendigt at opsætte i denne omgang, for sensommeren viste sig fra sin allerbedste side. Det skal nu nok komme i brug en anden gang – det danske vejr er jo ikke ligefrem kendt for sin pålidelighed – og men teltet i baghånden er vi på forhånd fri for bekymringer angående vejrligets velvillighed.

Jeg har selv været på flere pilefletterkurser gennem tiden og det er altid sjovt at se hvordan folk først er timer om at sidde at fedte med deres første bundkryds. Alle som én tænker de, at de ALDRIG får en bare nogenlunde kurv færdig i løbet af kurset.

Alligevel vandrer de ved kursets afslutning alle hjem med det ene vidunderlige stykke kunsthåndværk efter det andet. Alle unikke, alle brugbare, alle smukke. Selv elsker jeg duften af flettepil, som emmer fra arbejdet og de friskflettede kurve i stuen lang tid efter.  

Vi flettede med de populære sorter Rød Amerikaner og Bleu, foruden Leichestershire, Wellecs m.fl., og farvespillet i de færdige resultater taler for sig selv.

Jeg selv fik også lavet en kurv undervejs mellem madlavning, servering, hjælp til kursisterne, snak og forklaring. Jeg har lavet masser af kurve med hanke gennem tiden og nogle helt uden, men denne gang prøvede jeg en ny teknik og lavede greb under randkimningen.

Vi har sagt farvel til et hold af glade og dygtige kursister for denne gang, og selvom vi lige nu afventer COVID-19-udviklingen er der er ingen tvivl om, at der bliver flere kurser på Aalykke i fremtiden – både i pileflet og også andre gamle håndværks- og husflidsteknikker, foruden sanketure, vild mad, urtekundskab, selvforsyning, bæredygtig husholdning og meget andet. Måske vil du med næste gang…?

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial