Agurketid

De sidste par år har vi faktisk haft lidt problemer med vores agurker. Det er jo ellers noget, som folk oftest beretter om, at de svømmer ganske over med i juli og august. Men først fik jeg købt en såkaldt ”gammel stabil og bitterfri sort”, som viste sig at give mere end 50 % bitre agurker, og de følgende par år blev vi ramt af spindemider, på trods af flittighed med rovmider, løbende fjernelse af gustne blade, sæbekure mv., hvilket resulterede i at vores agurker blev små, få og hurtigt lige så gustne som bladene. Jeg er endda ellers flittig med også at flytte lidt rundt på agurkebeddet, da jeg har drivhusplads nok. Faktisk tror jeg måske at det handler om milde vintre, og at alt for mange skadedyr har kunnet overleve i jord, revner og sprækker i drivhuset.

Men i den forgangne vinter havde vi endelig gode lange stræk med dagsfrost, og agurkerne stortrives i år. Vi spiser alt hvad vi kan i tzatiki, raita, salater og simpelthen som gnavegrøntsag…

Én ting prioriterer vi hvert år, selv når agurkehøsten har været sparsom: Syltede agurker. Ikke hele, eller små som cornichoner, men i tynde skiver skåret på mandolinjern. Og ikke bare skiver, men bølgeskiver som en rigtig burgeragurk nøkagtig som den bedst kendes fra grillbaren eller pølsevognen. Vores insisteren beror på en, indrømmet helt igennem fjollet, teori om, at en bølgeskåret agurkeskiver ligesom ligger bedre fast på hotdoggen og ikke så nemt presses ud af burgeren. Reelt set handler det nok mest om at der for os er gået en lille smule sport i at lave hjemmelavede gode produkter, som én til én erstatter kommercielle præfabrikata og endda efterligner dem i udseende om end ikke på nogen måde i kvalitet eller mangel på samme.
De bølgeskårne syltede agurker er også geniale til at toppe vinterens leverpostejs- eller hummusmadder med, når friske agurker jo altså ikke er i sæson og ærlig talt alligevel ikke smager af noget særligt, når de kommer fra et energislugende vinteropvarmet og kunstigt oplyst drivhus.

Og opskriften på Aalykkes syltede agurker deler vi da gerne, så hvis du også har et drivhus, der lige nu bugner, så er det bare med at komme i gang:

Ingredienser:

  • 8 faste, friske og nyplukkede agurker
  • 3,5 dl vand
  • 7,5 dl klar lagereddike
  • 1,5 spsk salt
  • 3 dl rørsukker
  • Saft af 1-2 citroner
  • 15 friske laurbærblade
  • ½-1 spsk hele peberkorn
  • 1,5 spsk gule sennepsfrø
  • 5-6 friske dildskærme

 

  • Salt til udvandning
  • 4 medium glas (0,3-0,5 liter)
  • Evt. atamon
Skær agurkerne på mandolinjern (pas på fingrene) i 3 mm bølgeskiver. Kom agurkeskiverne i en skål, drys med en god håndfuld salt, vend lidt rundt og sæt på køl i et par timer eller maks. natten over.

Skyl agurkerne grundigt ved at hælde dem over i en stor sigte og lade vandhanen løbe lidt over dem, men du vender let rundt med fingrene (agurkerne er nu bløde og har smidt en masse vand). Sæt sigten til afdrypning.

Skold glas og låg og skyl eventuelt lågene med atamon.

Kog en lage op af vand, eddike, salt, rørsukker, citronssaft og krydderier. Tag dildskærmene op med en hulske og sæt til side. Blancher agurkeskiverne i flere hold i den kogende lage. De skal have netop så længe at den grønne farve netop begynder at falme, men ikke længere. Fordel agurkeskiverne i glassene lagvis med dildskærmene efterhånden som de tages op af gryden. De må gerne pakkes lidt ned i glassene med en helt ren ske.

Kog til sidst lagen op en sidste gang og hæld den kogende varm (og lidt forsigtigt) i glassene (med de hele krydderier nogenlunde fordelt). Glassene skal fyldes helt op til lige under kanten. Luk straks glassene tæt og vend hurtigt rundt (med grydelapper el.lign,) så lagen steriliserer lågets inderside og glassets indre rand en sidste gang.
Lad glassene køle af. Ved afkølingen dannes undertryk i glasset og dets sterile indhold kan holde sig i årevis indtil åbning. Husk dog altid, at konserves i glas skal stå mørkt og køligt, da UV-lys og varme nedbryder og kan ændre smagen. Efter åbning opbevares i køleskab, men selv her er holdbarheden lang på eddikesyltede grøntsager, så længe man husker at bruge rene redskaber til at tage med.

Rigtig god fornøjelse og nyd resten af sommerens agurketid…

Tid til te…

Jeg elsker te – det er vist ingen hemmelighed – og har et krus i hånden sådan nærmest samtlige vågne timer. Kan man luge med et tekrus i den ene hånd? ….jo da…. Stable brænde? …ikke praktisk, men lad os være ærlige… det er nok sket. Jeg er selvfølgelig ikke afhængig og kan stoppe når som helst …det passer mig bare ikke rigtig sådan lige nu. Nå, der er nok synder, som vejer tungere. Og så er det jo en last, som snildt hænger sammen med en lettere besættelse af lækre håndlavede unika-keramikkrus. What’s not to like?

Som regel foretrækker jeg sort te. Allerhelst kinesisk sort te (jeg finder de indiske typer for røgede og bitre) og gerne let aromatiseret, som en rigtigt god klassisk Earl Grey, en kinesisk forårste eller en god kvædete. Jeg går bestemt heller ikke af vejen for en god kop Oolong eller en nærmest chaikrydret julete i årets mørkeste måneder. Og selvsagt skal kvaliteten være god og vi går efter økologi.

Men man må jo blankt erkende, at kan mængden af importeret te i husholdningen – om end nok så økologisk – skæres ned, så ville det nok være meget godt på klimaregnskabet (selvom det da heldigvis ikke drejer sig om kaffe, som er en af de helt slemme i køkkenskabet). Jeg har lidt mit kig på en ny teplantesort, som skulle være særligt egnet til det danske klima. Den hedder Camellia sinensis ‘Tea by Me’, og skulle være egnet til at producere både sort og grøn te (grøn te bliver nu aldrig relevant her i huset). Det er helt klart en kommende udfordring at prøve af, selvom jeg ikke har mange illusioner om at hjemmedyrket ægte te skulle kunne komme til at dække vores (læs: mit) behov.

Men så er der jo urtete, og her er det muligt at producere i helt andre mængder i egen have eller ved sankning i ens umiddelbare nærhed. Urtete er på ingen måde det samme som sort te, og det ene kan ikke erstatte det andet, men urtete kan andre ting, og det er nu også ret så skønt. Heksen i mig elsker synet og duften af tørrede urter i tørrebundter på rad og række. Og urtete har mange og alsidige egenskaber, som kan være nyttige særligt i de kolde måneder, da teen – afhængig af planterne den er sammensat af – kan have forskellige sundhedsmæssige eller ligefrem medicinske virkninger. Her er det selvfølgelig vigtigt at orientere sig grundigt, da naturens indholdsstoffer også er kemi (og ofte af en uforudseelig styrke), og lad mig lige slå fast: Det ikke er alt man bare kan og bør indtage i uanede mængder og/eller kombinationer, bare fordi man selv har plukket og tørret det. Dette er et stort og komplicereret emne, som jeg nok skal vende tilbage til gang på gang, men for nu vil jeg holde mig til noget af det mere almene indenfor urtete, som man godt roligt kan indtage på dagligt plan.

År efter år lover jeg mig selv at få plukket unge friske brændenældeskud, som er gode til at lave en sund og kraftig basiste, der kan minde lidt om grøn gunpowder-te. Og år efter år failer jeg fuldstændig. Kender du det? Når brændenælderne er gode og perfekte til høst, så gør jeg det liiige om lidt, og ender med ikke at få det gjort. Jeg har nu ikke givet helt op endnu for i år, for en del af de nælder som vi har slået ned tidligere på sommeren og givet til får og kaniner skyder igen fra bunden, så mon ikke jeg får lavet en smule.

En anden skøn te, som bringer lidt sommerstemning med ind i de kolde måneder er solbærte. Vi har netop plukket de sidste solbærbuske rene, og efter at planterne nu ikke længere skal bruge energi på at lave frugt, så begynder de tydeligt at lave friske nye topskud. Når væksten er kommet en anelse mere i gang indenfor et par uger, så er det tid at høste friske solbærblade. Det gøres i sensommeren efter bærhøsten, så man ikke svækker busken, mens den laver frugt. Solbærblade har den skønne egenskab, at de rent faktisk smager af solbær – også efter tørring.

Men netop i sidste uge fik jeg høstet mynte. Vi dyrker tre slags mynte i et muret højbed som er særligt konstrueret til formålet. Det er nemlig rigtig vigtigt at forskellige myntesorter ikke dyrkes sammen, da der over tid sker en kemisk udveksling mellem rodnettene med det resultat, at alle sorterne ender med at smage af det samme. Så vi har lavet skillevægge, så hver sort gror for sig (se eventuelt mere om dette på Nicolais instagramprofil).

Den ene sort er grøn mynte eller marokkansk mynte, som den også kaldes (mentha spicata, på engelsk: spear mint). Den er selvfølgelig vidunderlig frisk i læskende og sød marokkansk myntete og uundværlig i iskolde mojitos og i salater, raitaer og vietnamesiske forårsruller. Men det er ikke den mest velegnede til tørring, da jeg synes den mister en del af sin særegne friske smag og let kommer til at få en lidt støvet aroma.

Den anden sort er derimod fantastisk til tørring og gror desuden meget kraftigt, så her kan man virkelig få produceret noget. Det er pebermynte, mentha piperita, som i frisk tilstand kan smage lidt hen i retning af tandpasta, men til gengæld er virkelig aromatisk efter tørring. Det er også den helt rigtige mynte at bruge når vi snart skal lave æble/mynte-gelé til vinterens lammestege. Vi har fået vores pebermynte som stiklinger af Signe og Mads, som ejer og driver æbleplantagen og mikro-cideriet Bjerregaarden og derfor er den også kommet til at hedde Bjerregaard-mynten hos os.

Den tredje sort, vi dyrker, bruger jeg både frisk og tørret, og selv om det ikke er den vækstmæssigt kraftigste mynte, så har den den mest forfinede og aromatiske smag. Der er en såkaldt bergamotte-mynte, som jeg engang har købt af Camilla Plum. Og den har simpelthen den fineste bergamotte-aroma, man kan forestille sig. Den dufter og smager simpelthen som en mellemting mellem en mild mynte og en god kop Earl Grey te.

Jeg høster gerne mynten ned lige før blomstring og så skyder den igen, så vi kan bruge af den resten af sommeren og måske endda få endnu en lille høst til tørring.

Når man tørrer sine urter skal det foregå et tørt sted, ikke alt for varmt og med god udluftning… og aldrig i direkte sollys! Og tørring skal helst ske inden for maks. tre døgn, da urterne ellers taber smag ved afdampning af deres æteriske olier. Desuden er det vigtigt, hvis man tørrer hængende, ikke at lave for store bundter, da der kan opstå skimmel i et stort og kompakt bundt, som har svært ved at tørre effektivt i midten.

Mynte er ikke speciel vandfyldt og klapper ikke sammen når den tørrer, og derfor gør jeg det faktisk i reglen ved at sprede mynten let ud liggende på rene viskestykker.  Så vender jeg blot lidt i bunken med jævne mellemrum over et par dage, til alt føles knasende tørt. Nu er det let at hakke op og pakke i lufttætte glas, som selvfølgelig SKAL stå mørkt og en smule køligt.

Ellers tørrer jeg typisk lidt hyldeblomster, rosenkronblade og lindeblomster i juni og morgenfrueblomster i juli til at blande i te og give lidt ekstra sommerlig smag i vinterhalvåret. Laver du urtete, og hvad er dine favoriturter?

Løg, løg og atter løg…

Juli måned er måneden for løg! Og vi dyrker og høster flere forskellige slags på Aalykke.

Vi dyrker hvidløg af hardneck-typen i sorten Rød Estisk Slangehvidløg, som er særligt velegnet til dyrkning i nordisk klima, hvor vintrene ikke blot er kolde, men hvor jorden oftest også står vanddrukken i de sene vinter- og tidlige forårsmåneder. Vi har også prøvet at dyrke de sydeuropæiske softneck-typer, som – i modsætning til hardneck’erne – kan flettes til smukke ranker, men de var alt for udsatte for råd og skimmel i den tunge våde jord i marts og april. Så nu har vi fastlagt os på den sort, som bare virker … hver gang! Og vi har endda med tilfredshed kunne konstatere at vi de sidste mange år har været fuldstændig selvforsynende med hvidløg (og vi bruger mange!) til både køkken og sætteløg til næste høst.

Hvidløgene udgjorde julis første ryk på løghøsten. Det særligt skønne ved slangehvidløgene er deres ”blomster”, som faktisk er topløg. Fra begyndelsen af maj snor de sig op og nærmest svæver over bedet. Dem plukker vi som asparges og spiser gerne stegte eller grillede – blot lidt olivenolie, citronskal/saft, salt og peber på, og man er i himlen. En mild og fin hvidløgssmag, som i modsætning til de vinterlagrede fed ikke er så slemme til at få en til at vågne med hvidløgsånde næste morgen.
Og det er vigtigt at få taget topløgene af planten. Vi gik nok lidt med en idé om at dette om at topløgene trak kraft fra selve løget i jorden blot var en skrøne, men efter at vi begyndte at høste topløgene systematisk og ved at lade nogle enkelte stå kunne sammenligne resultaterne var der ikke meget tvivl: Vil du have store hvidløg i jorden, så skal topløgene af mens de stadig er forholdsvis uudviklede indeni …og der smager de så også bedst. Faktisk er de også velegnede til syltning, men vi er endnu aldrig noget til at prøve dette, da vi altid bare ender med at guffe dem i os.
De par håndfulde hvidløgs-topløg, som vi i år ikke fik taget før selve hvidløgshøsten var begyndt af danne fine småløg indeni, men skallerne var stadig ganske fine, så dem har jeg pillet de ydre skaller af og lagt i salt i en måneds tid i køleskabet. Så tænker jeg at hælde samme lage over, som jeg også benytter, når jeg laver ramsløgskapers af de grønne ramsløgsfrø (hertil benytter jeg Thomas Laursens opskrift). Tiden vil vise om det er en god måde at bruge dem på…
Vores løg tegnede generelt rigtigt fine i år. Jeg har sat både løg fra stikløg (diverse fra supermarkedet) samt selv sået af sorterne Ailsa Craig (store hvide salatløg) og Rawska (gule kepaløg). Men alt kan pludselig vende, og da juni måneds lette tørke blev til store mængder regn i begyndelsen af juli, har vi desværre oplevet at en del af vores løg er flækket i de yderste skaller som var begyndt at hærde tidligt op i det tørre vejr og derfor ikke rigtig kunne klare den pludselige vækst i løgenes indre lag. Det får nok desværre betydning for holdbarheden, men heldigvis er det ikke sket med alle.
Og så satte jeg som vanligt løgene skiftevis med gulerodsrækkerne (hvilket altid anbefales, da gulerodsfluen vist ikke er så begejstret for løglugten). Men næste år vil jeg nok sætte dem i blokke mellem hinanden i stedet for at skifte i hver eneste række, for gulerødder har haft så meget vækst, at mange af løgene er blevet skygget helt ud og ikke rigtig har fået helt så meget størrelse som jeg kunne have ønsket mig.

Alt i alt så elsker jeg dog synet af løg ophængt til tørring og flettet til ranker, eller lyden af raslende tørre løg i kurve til vinterforråd. Vi dyrker rigtig mange løg…. og aldrig nok… kender I det?

Der er desuden en tredje slags løg, som har fået lidt opmærksomhed her i den forgangne juli måned: purløgene. Mange ser måske purløg som en forårsspise, da de efter blomstring ikke er meget værd. Men prøv engang at tage en hækkesaks (Nic tog simpelthen den elektriske hækkeklipper, da han alligevel havde gang i den) og klip alt ned i 10 centimeters højde, når de netop er ved at afblomstre. Her tre uger senere har vi ny fin høst af friske purløg til salaten og æggemadderne hver eneste dag.

Æblemosteri

I år har været et ganske rimeligt æbleår, hvor kun vores Guldborg-træer fik et uheldigt froststrejf under blomstringen og derfor ikke gav helt så meget som de plejer. Men resten af træerne i frugthaven har været bugnende (Rød Ananas, Filippa, Rød Ingrid Marie, Cox Orange, Belle de Boscoop, Elstar og div. ukendte madæbler), og det betyder, at vi kan få lagrene fyldt op med ikke bare kasser med gemmeæbler til de kommende måneder, men også æblemos i fryseren, æblechips i fadeburet og ikke mindst masser og masser af hjemmepresset, pasteuriseret æblemost på glasflasker – et fantastisk selvforsyningsprodukt, som effektivt fjerner en vare fra indkøbssedlen og gør hver morgen til noget særligt.

De forgangne par år har vi dækket vores årlige æblemost/juice-forbrug med først halvdelen og sidste år med omkring 2/3-dele. Vi lavede et godt pres for en god uge siden, og i år kommer vi til at lave endnu et pres i den kommende weekend. Med en snarlig lagerforøgelse på flaskefronten, kommer vi måske til at nå målet med et års forbrug …næsten i hvert fald.

Forrige weekends søndags-presning foregik i det mest vidunderlige efterårsvejr, der snarere føltes som sensommer eller måske ligefrem en regulær ”Indian Summer”. At presse æble er noget som hele familien kan være med til og gladeligt engagerer sig i – også de yngste. Lidt som når der slynges honning, er der intet så magisk som at smage resultatet direkte fra tapningen.

Vi presser i en middelstor pakkepresse, som giver et højere udbytte (en mere effektiv presning) end en toppresse af tilsvarende kaliber.

Æblerne vaskes først og orm og brune pletter skæres fra og kasseres. Ligeledes kasseres alle frugter, som bærer tegn på monilla-infektion. Under tapningen tilsætter vi til hver spand en lille tsk citronsyre først, da dette afhjælper oxidationen i spanden, og gør at æblemosten ikke når at blive så brun.

Den nypressede æblemost hældes gennem en fin sigte op i en termostatstyret elektrisk gruekedel med taphane sat til lige over 80 grader. Samtidig varmer vi de rengjorte flasker i ovnen (vi har en stor ovn på 90 cm) til ca. 125 grader.

Når mosten har når sluttemperaturen, tappes den direkte ned i de varme flasker. Et skoldet, sterilt skruelåg sættes på, og så vendes flasken for at den lille luftmængde, der er under låget, bliver vendt rundt med den varme most. Luften indeholder nemlig gærsporer, så den skal også steriliseres. På ret køl igen og voila! Klar til hylden i viktualierummet.

Den pasteuriserede æblemost er at regne som helkonserves, så længe man blot er kritisk under tapningen med at kassere eventulle låg, som har fejl på gevindet (går over gevind) eller er blevet bulede eller skæve. Sådanne låg kan man ikke forvente skal kunne holde på undertrykket i flasken. Vi har faktisk netop fundet et par tiloversblevne flasker, som havde forputtet sig fra sidste år, og drukket en her til morgen. De holder smukt undertrykket og er så friske og velsmagende, som da vi lige havde tappet dem. Efter åbning kan mosten holde sig på flaske en to-tre dage i køleskab.

Høet under tag

Det er altid en lettelse at få høet under tag, så vinterfoderet til fårene er sikret. I år har det godt været noget af en udfordring at finde godt høvejr, med ingen regn og til gengæld gerne lidt vind i 5 dage i streg. Der var et enkelt vindue tilbage i juni, men af forskellige grunde var det da ikke muligt for os at få slået høet på engen, og vi måtte se muligheden forsvinde og vejrudsigten blive overtaget af tiltagende ustadigt vejr og med stor uforudsigelighed i prognosernes konstante ændringer.

Men det lykkedes endelig og i sidste uge fik vi slået, i forgårs rombet, i går presset baller og i dag er det blevet kørt ind. Og fantastisk at vi nu for andet år i træk kan sætte hele høsten på et ordentligt, tørt og tæt høloft over vores nye fårestald.

At få høet i hus er altid et stort slid, men i år har vi virkelig kunnet mærke hvordan børnene i større og større grad kan tage del på lige fod med os andre.

Asbjørn har knoklet som en gal – hele tiden med et smil – og han er efterhånden ret rutineret i at køre traktoren med trailer stille rundt mellem ballerne, mens Nic kan stage op og jeg selv kan tage imod og stable læsset. Og så har han også selv langet utallige store baller op på vognen – bare ved råstyrke. Vores seje dreng!

Ved pakningen af høloftet har Alva rullet baller ned fra vognen, Nic fodret høtransportøren, Asbjørn taget imod og jeg selv stablet.

Hø er varmt, stikkende, prikkende og tungt at arbejde med, og nu er vi alle helt færdige ovenpå dagen, men også helt vildt glade og taknemmelige over, at det ved fælles hjælp og lykke fra vejrguderne er lykkedes. Det er virkelig noget, som taler til urinstinkterne, det at forberede den kommende vinter, og sikre forråd for både dyr og mennesker.

Efter sådan en indsats, bliver det til hyggemad ved sofabordet, knas og film og så på hovedet i seng med ømme muskler og glade hjerter.

Honning, blomster og midsommer

Vi har slynget forårshonning i går. Og lad os bare sige det med det samme: Det blev ikke den mest imponerende høst nogensinde – men det var vi også godt forberedte på. Faktisk fik vi kun godt hundrede kilo honning i spandene. Det kan måske lyde af meget, men desværre ikke i forhold til hvad vi plejer at kunne forvente med det antal stader, vi har i bigården. På rigtig gode år har vi været oppe over trehundrede kilo på forårsslyngningen alene og vi forventer i reglen omkring tohundrede kilo.

Forklaringen ligger blandt andet i den alt for milde vinter, som har taget livet af flere af vores bifamilier. Bifamilier overlever som regel vinteren sikkert ved at klumpe sig sammen i stadet i en tæt klynge, hvorved de kan holde temperaturen oppe og blot sove til de varmere dage vender tilbage. Men når det bliver så mildt, som det har været i år, og med mange ret lune dage i vinterens løb, så bliver bierne forvirrede og begynder at blive aktive. De vågnede meget tidligt – mens det faktisk stadig var vinter – og så har de nok alt for hurtigt fortæret deres madpakke af vinterfoder og er gået tør for foder, mens der stadig ikke var noget at hente ind fra blomster udenfor.

Det reducerede antal familier blev så yderligere mødt med et langt og koldt forår. Hvor de i mere gennemsnitlige år ville have lavet et stort træk af nektar fra de blomstrende rapsmarker og mælkebøtter, så skete det i år, at rapsmarkerne blomstrede mens temperaturen stadig var under 15 grader, hvorved planterne slet ikke trækker den mængde nektar ud i blomsterne, som de ellers plejer.

Men vi skal se det positive, så er det helt sikkert en prima kvalitet, vores honning har i år. For selvom forårshonningens sammensætning normalt er domineret af trækket på rapsmarkerne, som kan give enorme mængder, så er rapshonning faktisk ikke den mest interessante rent smagsmæssigt. Personligt har jeg altid foretrukket sensommerhonningen, som er resultatet af biernes træk på kløver, lind og alle markens og havens blomster og urter. Den er typisk mørkere og langt mere kompleks i smagen end forårshonningen. Men da rapsen i år ikke kommer til at spille hovedrollen i vores forårshonning, forventer jeg, at den kommer til at smage af de øvrige og langt mere interessante ting, som også hører med til forårstrækket, nemlig mælkebøtter, kastanje og alle de blomstrende frugttræer i både haver og hegn.

Nu er honningen kommet på spande og om et par uger når den er blevet rørt, så er den klar til glas. Forinden skal vi dog som altid tappe en mindre del til eksklusiv flydende nyslynget honning. Perfekt på midsommerens jordbær med letpisket fløde, på yoghurt (med eller uden müsli) eller over vanilleis.

Foruden honninghøsten har de forgangne dage budt på masser af blomster. De historiske roser (rose de recht og damaschenerrose) blomster netop nu i have og Alva og jeg har lavet rosensirup, roseneddike, rosensalt og rosensukker. Roserne er så vidunderlige og jo mere vi plukker, jo hurtigere og flere kommer de nye blomsterhoveder frem. Så vi skal helt sikkert lave mere sirup (rosensirup kan man i min optik IKKE have for meget af), mere eddike og så skal der tørres masser af rosenblade til teblanding. Måske vil jeg også forsøge mig med at kandisere nogle rosenblade til kagepynt.

Vi har selvfølgelig også lavet masser af hyldeblomstsaft. Fordi vores hyld for en stor dels vedkommende blomstrer i skyggen af vores skov, er den generelt lidt senere i blomstringen and hvad vi ser ude i det åbne landskab og blomstringen stækker sig også over lidt længere til, så jeg tager gerne saftkogningen lidt i etaper. I tirsdags satte vi den første portion over, og den kommer på flaske i dag. I går blev den næste portion sat til at trække og den er klar til flaskning på tirsdag og så laver jeg helt sikkert en sidste portion, for vi foretrækker at have hyldeblomstsaft til langt efter nytår.

Desuden skal jeg en af de nærmeste dage lave hyldeblomstchampagne, hyldeblomsteddike og have plukket en masse skærme til tørring. Tørrede hyldeblomster er både et vidunderlidt krydderi til både desserter, kylling og fisk og så er de skønne i te. En let te af lindeblomster, hyldeblomster og rosenblade kan være som et pust af midsommerstemning, når man sidder i vintermørket.

Jeg har hidtil skrevet denne blog meget i artikelform, hvor jeg i hvert indlæg har behandlet et nøje afgrænset emne. Det vil jeg som sådan fortsætte med, men jeg har besluttet mig for (at forsøge) at begynde også at skrive mere om vores konkrete daglige oplevelser og gøremål, succeser og frustrationer her på bloggen. Så indlæggenes karakter vil nok skifte lidt mellem hinanden, og så har jeg desuden en lille tanke om at flette ”planteportrætter” indimellem. Nu må vi se hvordan det går…

Havde man spurgt mig før corona-nedlukningen, ville jeg nok have postuleret, at en sådan tid da virkelig ville give mulighed for at skrive mere og oftere, og generelt finde mere overskud og tid til kreativiteten, men det pudsige er, at jeg har i praksis erfarede, at denne periode på mange måder fik den stik modsatte effekt på mig. Det mundede snarere ud i en lukken sig om mig selv, og at jeg trak mig lidt fra også de online fællesskaber og holdt igen med min egen kreativitet. Det kan måske lyde lidt negativt, men det er det faktisk absolut ikke – snarere en utilsigtet om end gavnlig retrætetilstand, der har givet ro til finde nye kræfter, lidt mere overblik og til at slippe eget forventningspres en smule. …og så er det at ideerne begynder at poppe op. Så er udforingen blot efterfølgende om man kan nå at fange nogle af alle de frigivne ”sæbebobler”, inden de svæver væk. Er der mon andre der har følt det ligesådan..?

I aften er et vendepunkt. Ikke i overført forstand, men ganske konkret. Det er midsommer – årets længste dag – i dag og vi skal i aften fejre det med solhvervsfejring sammen med en masse skønne mennesker hos min smukke veninde og eks-kollega Maria, som desuden fylder rundt og fejrer, at hun nyligt er flyttet til at fantastisk sted i skovene ved Gisselfelt Kloster, nemlig det smukke Sivdamshus, hvorfra hun som shaman, moderne heks og urtekyndig deler ud af sin viden, kunnen og spirituelle praksis (prøv at find hende på instagram eller på hendes hjemmeside Hyldemors Have). Jeg glæder mig helt vildt til at se hendes nye sted, sidde i kanten af skoven med mjød og bål og lytte til de smukke toner i midsommernatten fra vidunderlige Virelai.

Ønsker om en dejlig midsommeraften til alle derude!

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial