Om at tage imod, lave selv, at købe eller lade være…

Jeg må indrømme, at jeg er udfordret – på plads …hyldeplads! Det må nok siges, at være lidt af et luksusproblem, men jeg har været så velsignet heldig over de sidste ti års tid at have arvet og overtaget materialelagre fra diverse bedstemødre, tanter og bekendte, som efter et helt liv med travle og flittige hænder er flyttet fra deres store huse til noget mindre og ikke længere har pladsen, lysten eller øjnene til alle de kreative projekter. Og jeg har bestemt ikke bare overtaget og hamstret ukritisk – tværtimod! Meget er givet væk, leveret videre til lokale teaterforeninger o.lign., eller blot havnet i genbrugsforretningerne, til andres glæde og gavn. Men de virkelig gode ting har jeg beholdt.

Det er nu knap et år siden, at min mor døde, og da hun gik ind i træerne, vandet og vinden, blev lageret toppet op med det sidste, som det for nuværende kan bære. Mange af min mors materialer er ting, som vi i sin tid har anskaffet sammen, for da jeg var studerende og ikke havde plads til eget værksted (eller råd til en ordentlig symaskine), benyttede jeg min mors, og værkstedet (og materialelageret) blev hurtigt et fælles projekt og oftest også en fælles investering. Og nu står jeg så med alle de gode ting selv – en slags vemodig velsignelse, som kræver en ret disciplineret tilgang.

Jeg har længe fokuseret på den strategi, at jeg som udgangspunkt ikke køber tøj til hverken mig selv eller vores børn, men snarere syr og strikker selv. Reglerne er lidt anderledes for Nicolai, der ved siden af vores lille landbrug har et job i det private erhvervsliv, som ofte kræver en lidt mere corporate uniform, men selv her går han gladelig afsted i en håndsyet vest og en lyseblå skjorte, som ingen ser er omsyet af en politiskjorte fra min far, hvor insignier og lommer er nænsomt pillet af. Og på hjemmefronten kan jeg selvfølgelig forsyne ham, når det ikke lige drejer sig om arbejds- og sikkerhedsbukser…

Der er enkelte undtagelser for købe-restriktionerne: strømper og undertøj, som simpelthen ikke kan svare sig at lave selv, hvis jeg også skal have hverdagen til at fungere, kompliceret specialovertøj og enkelte sjældne køb, som enten er noget jeg ikke selv ville kunne lave eller som er så unikt og arbejdskrævende, at det slet ikke kan svare sig. Når det kommer til de meget sjældne køb af mere særegne ting, så er det altafgørende, at investeringen bliver gjort et sted, hvor jeg kan stå inde for produktionen og materialerne. Og jeg har sat den regel for mig selv, at et sådant køb kun er ”tilladt”, hvis jeg eksempelvis har fået gavepenge eller et gavekort til det, for det er ikke noget, som skal indgå i vores almindelige forbrug og budget. Så vil jeg til gengæld hellere sparre lidt sammen og investere i noget som holder i mange, mange år frem for at snuppe 3 for 2s pris i H&M. Jeg går efter kvalitet og bæredygtighed og gerne støtte af mindre virksomheder med små bæredygtige produktioner. Og skal det endelig være, så er secondhand-løsningen altid gangbar, om end ikke nødvendigvis særlig billigt, hvis det drejer sig om kvalitet.  Derfor er alle former for spontankøb totalt forbudt, og første spørgsmål, der altid skal stilles, er: ”Kan jeg lave det selv, for så…?”

Børnene kører på arvetøj, som selvfølgelig gladelig bliver leveret videre til andre efterfølgende, suppleret af hjemmesyet og hjemmestrik. Også jeg selv går gerne i arvet eller omsyet tøj, men en af de få ting, som jeg kan finde på at købe til mig selv, er jeans, da de faktisk er ret besværlige og tidskrævende at sy – men indrømmet: for tiden ejer jeg simpelthen ikke et par jeans… Og så er jeg på det seneste blevet bedre til at prioritere at bruge tid på at sy nogle mere lækre ting fra bunden …til mig selv, tro det eller lad være! Det er faktisk noget, som jeg regner som lidt af en overvindelse, hvilket andre hjemmeproducerende mødre nok kan nikke genkendende til.

Det med købelysten er for længe siden kommet under kontrol (jeg har sådan set altid været en elendig shopper), og jeg er faktisk ret stolt, når jeg kigger i vores skabe, for utroligt lidt af tøjet i dem er noget, som der ligger en monitær investering fra min side i. Med hensyn til det udvidede materialelager, så forsøger jeg til stadighed at stramme skruen for mig selv. Nu er reglerne sådan, at jeg SKAL bruge af lageret. De eneste ting, jeg må købe til supplering, er materialer som indlægsstoffer eller pladevat, hvis jeg skulle være løbet tør, eller – hvis usandsynligheden skulle ske –, at jeg ikke i mit ret store lynlåslager skulle have en egnet lynlås til et bestemt projekt. Eller en sjælden gang hvis jeg har et særligt projekt planlagt, hvor mere end halvdelen af materialerne allerede er på plads fra lageret. Men i så fald skal der investeres med bestræbelse på at der kun genereres et minimum af rester.

At købe stoffer, lynlåse o.lign. bare fordi man lige bliver fristet eller er vild med et nyt design, er jo lige så belastende for miljøet, som når det drejer sig om tøjet på bøjlerne i gågaden. Og så er det faktisk en ret sjov udfordring for den kreative hjerne at være tvunget til at få det bedste ud af det man allerede har ved hånden. Jeg tror, at det var væveren Winnie Poulsen, som jeg engang i et interview hørte udtale, at kunsthåndværk er, når man tager hvad man har, laver det man skal bruge og inden for disse ramme skaber så stor skønhed som muligt… Noget som jeg lige siden har forsøgt at efterleve.

De samme tilgange gør sig gældende for mig, når det kommer til strikkegarner. Der er heldigt at klassisk nordisk strikkedesign er et hit her i huset, for det giver i mønstrene anledning til at få brugt en masse rester og nøgler, som man kun lige har et eller halvandet liggende tilbage af. Her er mønsterstrikkede huer samt norske og lettiske vanter også en virkelig god ting, da de kræver små mængder af garn. Jeg har netop færdiggjort en kjole til Alva af diverse strømpegarnsrester fra min mors lager. Kjolen er str. 128, så lidt rigelig endnu, men fin med et bælte og hele næste efterår-vinter-forår vil den være perfekt.  

Jeg ser nu virkelig frem til (forhåbentlig indenfor en nogenlunde overskuelig fremtid) at få et større værksted, som ikke også fungerer som gæsteværelse. For nuværende er indsamlingspolitikken (som vi kalder det i museumsverdenen) ret restriktiv, og jeg siger som udgangspunkt pænt nej tak til nye materialer. Det er en sand rigdom virkelig at have ALT på hylderne, og man kan godt fange sig selv i den virkelige åbenlyse tåbelighed det er at stå og være ved at lade sig friste af et hurtigt køb på gågaden… men det er kommet på rygraden at lade være, og vores børns umiddelbare udbrud, hvis de ser noget i et butiksvindue, som er fint eller sejt, og som de godt kunne tænke sig er: ”Mor, kan du ikke lave sådan én?”.

Jeg kunne godt tænke mig at høre om hvordan andre derude håndterer det med at købe nyt eller brugt, at arve, give videre, sy om og have lager… nogen gode fif derude?

Grøn jul

Selvfølgelig drømmer vi om en hvid jul, hvor sneen lægger sig i tykke bløde dyner over landskabet og luften bliver frostklar og ren. Det særlige blå lys, som kommer i decemberskumringstimen når jorden er dækket af glimtende sne og frost, er ganske magisk og giver mening til frasen ”på stjernetæpper lyseblå”.

Men uanset om vejrudsigten føjer vores drømme om snehvid julestemning, så søger vi her på Aalykke altid at gøre vores jul så grøn som muligt. Vi ønsker på ingen måde at bidrage til forbrugsræset, og vi giver næsten kun julegaver, som er enten genbrug eller hjemmelavede og skulle vi endelig købe noget, så står bæredygtighed og holdbar værdi højt på listen over kriterier for valget af indkøb. En hjemmelavet og unik julegave som er lavet eller fundet med ganske særlig tanke på én, er da også langt skønnere at få end et punkt fra en ønskeliste, som blev ”overstået” på Black Friday og i øvrigt kan byttes indtil 23 januar, forudsat at bon haves.

Vores julepynt bliver genbrugt år efter år, og vi passer på de gamle skatte, som i mange tilfælde har gået i arv gennem generationer. Det giver en ganske særlig stemning at pynte op med ting, der i sig selv rummer historie for flere generationer, og hvor man år for år kan se værdien øges i form af nye minder, som føjes til de gamle.

Og så er der alle kransene og dekorationerne. Man kan selvfølgelig købe sig fattig i diverse trendy dekorationsmaterialer, men vi henter pynten i vores egen skov og have, hvor vi både har småkoglede lærketræer og rødel, blankbladet kristorn og buksbom og blågrøn ene foruden gran, cypres, mos, kogler og lavbegroede knudrede grene.

I alle de år, vi har boet her på Aalykke, har vi selv fældet juletræ (hjemmedyrket og ganske usprøjtet). De første mange år fik vi et egnet træ fra naboens levende hegn af normannsgran, som løbende bliver tyndet, og nu og fremover dyrker og fælder vi vores juletræer dyrket på egen jord (det tog jo bare lidt år før de blev helt store nok til, at vi kunne begynde at høste af dem). Når juletræet er afpyntet, får fåreflokken det, og de gnaver ivrigt både nåle, kviste og bark, til stammen står ganske nøgen tilbage. Resten ryger i masseovnen, og bidrager derved til husets opvarmning, så intet går til spilde.

Glædelig grøn jul!

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial