Tid til te…

Jeg elsker te – det er vist ingen hemmelighed – og har et krus i hånden sådan nærmest samtlige vågne timer. Kan man luge med et tekrus i den ene hånd? ….jo da…. Stable brænde? …ikke praktisk, men lad os være ærlige… det er nok sket. Jeg er selvfølgelig ikke afhængig og kan stoppe når som helst …det passer mig bare ikke rigtig sådan lige nu. Nå, der er nok synder, som vejer tungere. Og så er det jo en last, som snildt hænger sammen med en lettere besættelse af lækre håndlavede unika-keramikkrus. What’s not to like?

Som regel foretrækker jeg sort te. Allerhelst kinesisk sort te (jeg finder de indiske typer for røgede og bitre) og gerne let aromatiseret, som en rigtigt god klassisk Earl Grey, en kinesisk forårste eller en god kvædete. Jeg går bestemt heller ikke af vejen for en god kop Oolong eller en nærmest chaikrydret julete i årets mørkeste måneder. Og selvsagt skal kvaliteten være god og vi går efter økologi.

Men man må jo blankt erkende, at kan mængden af importeret te i husholdningen – om end nok så økologisk – skæres ned, så ville det nok være meget godt på klimaregnskabet (selvom det da heldigvis ikke drejer sig om kaffe, som er en af de helt slemme i køkkenskabet). Jeg har lidt mit kig på en ny teplantesort, som skulle være særligt egnet til det danske klima. Den hedder Camellia sinensis ‘Tea by Me’, og skulle være egnet til at producere både sort og grøn te (grøn te bliver nu aldrig relevant her i huset). Det er helt klart en kommende udfordring at prøve af, selvom jeg ikke har mange illusioner om at hjemmedyrket ægte te skulle kunne komme til at dække vores (læs: mit) behov.

Men så er der jo urtete, og her er det muligt at producere i helt andre mængder i egen have eller ved sankning i ens umiddelbare nærhed. Urtete er på ingen måde det samme som sort te, og det ene kan ikke erstatte det andet, men urtete kan andre ting, og det er nu også ret så skønt. Heksen i mig elsker synet og duften af tørrede urter i tørrebundter på rad og række. Og urtete har mange og alsidige egenskaber, som kan være nyttige særligt i de kolde måneder, da teen – afhængig af planterne den er sammensat af – kan have forskellige sundhedsmæssige eller ligefrem medicinske virkninger. Her er det selvfølgelig vigtigt at orientere sig grundigt, da naturens indholdsstoffer også er kemi (og ofte af en uforudseelig styrke), og lad mig lige slå fast: Det ikke er alt man bare kan og bør indtage i uanede mængder og/eller kombinationer, bare fordi man selv har plukket og tørret det. Dette er et stort og komplicereret emne, som jeg nok skal vende tilbage til gang på gang, men for nu vil jeg holde mig til noget af det mere almene indenfor urtete, som man godt roligt kan indtage på dagligt plan.

År efter år lover jeg mig selv at få plukket unge friske brændenældeskud, som er gode til at lave en sund og kraftig basiste, der kan minde lidt om grøn gunpowder-te. Og år efter år failer jeg fuldstændig. Kender du det? Når brændenælderne er gode og perfekte til høst, så gør jeg det liiige om lidt, og ender med ikke at få det gjort. Jeg har nu ikke givet helt op endnu for i år, for en del af de nælder som vi har slået ned tidligere på sommeren og givet til får og kaniner skyder igen fra bunden, så mon ikke jeg får lavet en smule.

En anden skøn te, som bringer lidt sommerstemning med ind i de kolde måneder er solbærte. Vi har netop plukket de sidste solbærbuske rene, og efter at planterne nu ikke længere skal bruge energi på at lave frugt, så begynder de tydeligt at lave friske nye topskud. Når væksten er kommet en anelse mere i gang indenfor et par uger, så er det tid at høste friske solbærblade. Det gøres i sensommeren efter bærhøsten, så man ikke svækker busken, mens den laver frugt. Solbærblade har den skønne egenskab, at de rent faktisk smager af solbær – også efter tørring.

Men netop i sidste uge fik jeg høstet mynte. Vi dyrker tre slags mynte i et muret højbed som er særligt konstrueret til formålet. Det er nemlig rigtig vigtigt at forskellige myntesorter ikke dyrkes sammen, da der over tid sker en kemisk udveksling mellem rodnettene med det resultat, at alle sorterne ender med at smage af det samme. Så vi har lavet skillevægge, så hver sort gror for sig (se eventuelt mere om dette på Nicolais instagramprofil).

Den ene sort er grøn mynte eller marokkansk mynte, som den også kaldes (mentha spicata, på engelsk: spear mint). Den er selvfølgelig vidunderlig frisk i læskende og sød marokkansk myntete og uundværlig i iskolde mojitos og i salater, raitaer og vietnamesiske forårsruller. Men det er ikke den mest velegnede til tørring, da jeg synes den mister en del af sin særegne friske smag og let kommer til at få en lidt støvet aroma.

Den anden sort er derimod fantastisk til tørring og gror desuden meget kraftigt, så her kan man virkelig få produceret noget. Det er pebermynte, mentha piperita, som i frisk tilstand kan smage lidt hen i retning af tandpasta, men til gengæld er virkelig aromatisk efter tørring. Det er også den helt rigtige mynte at bruge når vi snart skal lave æble/mynte-gelé til vinterens lammestege. Vi har fået vores pebermynte som stiklinger af Signe og Mads, som ejer og driver æbleplantagen og mikro-cideriet Bjerregaarden og derfor er den også kommet til at hedde Bjerregaard-mynten hos os.

Den tredje sort, vi dyrker, bruger jeg både frisk og tørret, og selv om det ikke er den vækstmæssigt kraftigste mynte, så har den den mest forfinede og aromatiske smag. Der er en såkaldt bergamotte-mynte, som jeg engang har købt af Camilla Plum. Og den har simpelthen den fineste bergamotte-aroma, man kan forestille sig. Den dufter og smager simpelthen som en mellemting mellem en mild mynte og en god kop Earl Grey te.

Jeg høster gerne mynten ned lige før blomstring og så skyder den igen, så vi kan bruge af den resten af sommeren og måske endda få endnu en lille høst til tørring.

Når man tørrer sine urter skal det foregå et tørt sted, ikke alt for varmt og med god udluftning… og aldrig i direkte sollys! Og tørring skal helst ske inden for maks. tre døgn, da urterne ellers taber smag ved afdampning af deres æteriske olier. Desuden er det vigtigt, hvis man tørrer hængende, ikke at lave for store bundter, da der kan opstå skimmel i et stort og kompakt bundt, som har svært ved at tørre effektivt i midten.

Mynte er ikke speciel vandfyldt og klapper ikke sammen når den tørrer, og derfor gør jeg det faktisk i reglen ved at sprede mynten let ud liggende på rene viskestykker.  Så vender jeg blot lidt i bunken med jævne mellemrum over et par dage, til alt føles knasende tørt. Nu er det let at hakke op og pakke i lufttætte glas, som selvfølgelig SKAL stå mørkt og en smule køligt.

Ellers tørrer jeg typisk lidt hyldeblomster, rosenkronblade og lindeblomster i juni og morgenfrueblomster i juli til at blande i te og give lidt ekstra sommerlig smag i vinterhalvåret. Laver du urtete, og hvad er dine favoriturter?

Upcycling i stalden

I den sidste tid har vi haft dejligt vintervejr her på Aalykke med dagsfrost og et jævnt snelag om end ikke så tykt, som vi kunne have ønsket. Det er dog blevet til både små ture med langrendsskiene og masser af glidebaneleg på det vinteroversvømmede og tilfrosne engstykke i den lave ende af engen nede langs åen.
Nu er temperaturen gået lidt op igen og selvom vinteren langt fra er slut og vi nok kan vente mere vintervejr igen senere, så giver den midlertidige optøning mulighed for at komme lidt videre med andre projekter udenfor, som det ellers er for koldt at gå og arbejde med.
For et par uger siden faldt Nicolai over en vare på DBA, som var lige hvad vi havde gået og ventet på til vores nye fårestald. Man kan selvfølgelig kalde det heldigt, men når vi nu skal være helt ærlige, så har han altid et blik på genbrugsmarkedet, samt diverse annonceagenter aktiveret, så det er sjældent han misser noget, når han skal bruge det.

Kommer man ind i vores stald, møder man først et korridoragtigt område, hvor diverse fodertønder til kraftfoder, tilskudsfoder o.lign. er opmagasineret langs den ene væg, og på væggen over for dette har vi hele tiden haft planlagt at opsætte et eller andet form for værkstedsbord med skabsopbevaring, så vi kunne have orden på tings som fysiske besætningslister, øremærker, tænger, klipper, ekstra saltsten og mindre staldinventar som ekstra drikkebeholdere til kaninerne mv..

Vi kom hurtigt frem til at den optimale løsning ville være at opsætte et gammelt køkken, da de oftest også kan fås meget billigt eller ligefrem gratis, i fald man selv nedtager dem fra ejendomme som skal nedrives eller renoveres. Men vi har set tiden lidt an til det rigtige dukkede op, for ikke bare skulle der selvfølgelig være nok elementer til at vi kunne få det optimale ud af pladsen, det skulle også være i en rimelig kvalitet og i træ (helst med fyldninger), så det ville passe ind i det byggeri, vi ellers har gjort os sådan en umage med.

Og endelig dukkede det helt rigtige op – og endda ganske gratis under forudsætning af, at vi kom og selv pillede det ned og kørte det væk. Hvilket da også langt er at foretrække, når det skal genopsættes, for så er man mere sikker på at så lidt som muligt bliver ødelagt undervejs.

Med i ”købet” fulgte ovenikøbet en skabsfryser med skuffer, hvilket vi i forvejen havde ønsket os, samt et velfungerende komfur af nyere dato, som vi nok skal få brug for et eller andet sted.

Det blev til en rigtig drengetur, da Nicolai og Asbjørn sammen kørte ud og demonterede, spiste håndværker-fastfood-frokost i bilen (til stor fryd for ældstebarnet) og allerede samme dag fik sat det meste op igen i stalden. Den gamle bordplade er for kort til den nye opsætning, men er blevet lagt midlertidig på sammen med en anden pladestump indtil vi finder eller får købt en god bordplade, som passer.
Nu bliver der bedre styr på staldens småudstyr, og desuden bliver der god plads til ting som julelyskæder og dimser til vildmarksbadet, og så er alle vaser flyttet ud fra køkkenet og ind i et vitrineoverskab blandt overskabene, så man kan stå og lave ting som buketter, juledekorationer mv. i staldværkstedet…

Om at tage imod, lave selv, at købe eller lade være…

Jeg må indrømme, at jeg er udfordret – på plads …hyldeplads! Det må nok siges, at være lidt af et luksusproblem, men jeg har været så velsignet heldig over de sidste ti års tid at have arvet og overtaget materialelagre fra diverse bedstemødre, tanter og bekendte, som efter et helt liv med travle og flittige hænder er flyttet fra deres store huse til noget mindre og ikke længere har pladsen, lysten eller øjnene til alle de kreative projekter. Og jeg har bestemt ikke bare overtaget og hamstret ukritisk – tværtimod! Meget er givet væk, leveret videre til lokale teaterforeninger o.lign., eller blot havnet i genbrugsforretningerne, til andres glæde og gavn. Men de virkelig gode ting har jeg beholdt.

Det er nu knap et år siden, at min mor døde, og da hun gik ind i træerne, vandet og vinden, blev lageret toppet op med det sidste, som det for nuværende kan bære. Mange af min mors materialer er ting, som vi i sin tid har anskaffet sammen, for da jeg var studerende og ikke havde plads til eget værksted (eller råd til en ordentlig symaskine), benyttede jeg min mors, og værkstedet (og materialelageret) blev hurtigt et fælles projekt og oftest også en fælles investering. Og nu står jeg så med alle de gode ting selv – en slags vemodig velsignelse, som kræver en ret disciplineret tilgang.

Jeg har længe fokuseret på den strategi, at jeg som udgangspunkt ikke køber tøj til hverken mig selv eller vores børn, men snarere syr og strikker selv. Reglerne er lidt anderledes for Nicolai, der ved siden af vores lille landbrug har et job i det private erhvervsliv, som ofte kræver en lidt mere corporate uniform, men selv her går han gladelig afsted i en håndsyet vest og en lyseblå skjorte, som ingen ser er omsyet af en politiskjorte fra min far, hvor insignier og lommer er nænsomt pillet af. Og på hjemmefronten kan jeg selvfølgelig forsyne ham, når det ikke lige drejer sig om arbejds- og sikkerhedsbukser…

Der er enkelte undtagelser for købe-restriktionerne: strømper og undertøj, som simpelthen ikke kan svare sig at lave selv, hvis jeg også skal have hverdagen til at fungere, kompliceret specialovertøj og enkelte sjældne køb, som enten er noget jeg ikke selv ville kunne lave eller som er så unikt og arbejdskrævende, at det slet ikke kan svare sig. Når det kommer til de meget sjældne køb af mere særegne ting, så er det altafgørende, at investeringen bliver gjort et sted, hvor jeg kan stå inde for produktionen og materialerne. Og jeg har sat den regel for mig selv, at et sådant køb kun er ”tilladt”, hvis jeg eksempelvis har fået gavepenge eller et gavekort til det, for det er ikke noget, som skal indgå i vores almindelige forbrug og budget. Så vil jeg til gengæld hellere sparre lidt sammen og investere i noget som holder i mange, mange år frem for at snuppe 3 for 2s pris i H&M. Jeg går efter kvalitet og bæredygtighed og gerne støtte af mindre virksomheder med små bæredygtige produktioner. Og skal det endelig være, så er secondhand-løsningen altid gangbar, om end ikke nødvendigvis særlig billigt, hvis det drejer sig om kvalitet.  Derfor er alle former for spontankøb totalt forbudt, og første spørgsmål, der altid skal stilles, er: ”Kan jeg lave det selv, for så…?”

Børnene kører på arvetøj, som selvfølgelig gladelig bliver leveret videre til andre efterfølgende, suppleret af hjemmesyet og hjemmestrik. Også jeg selv går gerne i arvet eller omsyet tøj, men en af de få ting, som jeg kan finde på at købe til mig selv, er jeans, da de faktisk er ret besværlige og tidskrævende at sy – men indrømmet: for tiden ejer jeg simpelthen ikke et par jeans… Og så er jeg på det seneste blevet bedre til at prioritere at bruge tid på at sy nogle mere lækre ting fra bunden …til mig selv, tro det eller lad være! Det er faktisk noget, som jeg regner som lidt af en overvindelse, hvilket andre hjemmeproducerende mødre nok kan nikke genkendende til.

Det med købelysten er for længe siden kommet under kontrol (jeg har sådan set altid været en elendig shopper), og jeg er faktisk ret stolt, når jeg kigger i vores skabe, for utroligt lidt af tøjet i dem er noget, som der ligger en monitær investering fra min side i. Med hensyn til det udvidede materialelager, så forsøger jeg til stadighed at stramme skruen for mig selv. Nu er reglerne sådan, at jeg SKAL bruge af lageret. De eneste ting, jeg må købe til supplering, er materialer som indlægsstoffer eller pladevat, hvis jeg skulle være løbet tør, eller – hvis usandsynligheden skulle ske –, at jeg ikke i mit ret store lynlåslager skulle have en egnet lynlås til et bestemt projekt. Eller en sjælden gang hvis jeg har et særligt projekt planlagt, hvor mere end halvdelen af materialerne allerede er på plads fra lageret. Men i så fald skal der investeres med bestræbelse på at der kun genereres et minimum af rester.

At købe stoffer, lynlåse o.lign. bare fordi man lige bliver fristet eller er vild med et nyt design, er jo lige så belastende for miljøet, som når det drejer sig om tøjet på bøjlerne i gågaden. Og så er det faktisk en ret sjov udfordring for den kreative hjerne at være tvunget til at få det bedste ud af det man allerede har ved hånden. Jeg tror, at det var væveren Winnie Poulsen, som jeg engang i et interview hørte udtale, at kunsthåndværk er, når man tager hvad man har, laver det man skal bruge og inden for disse ramme skaber så stor skønhed som muligt… Noget som jeg lige siden har forsøgt at efterleve.

De samme tilgange gør sig gældende for mig, når det kommer til strikkegarner. Der er heldigt at klassisk nordisk strikkedesign er et hit her i huset, for det giver i mønstrene anledning til at få brugt en masse rester og nøgler, som man kun lige har et eller halvandet liggende tilbage af. Her er mønsterstrikkede huer samt norske og lettiske vanter også en virkelig god ting, da de kræver små mængder af garn. Jeg har netop færdiggjort en kjole til Alva af diverse strømpegarnsrester fra min mors lager. Kjolen er str. 128, så lidt rigelig endnu, men fin med et bælte og hele næste efterår-vinter-forår vil den være perfekt.  

Jeg ser nu virkelig frem til (forhåbentlig indenfor en nogenlunde overskuelig fremtid) at få et større værksted, som ikke også fungerer som gæsteværelse. For nuværende er indsamlingspolitikken (som vi kalder det i museumsverdenen) ret restriktiv, og jeg siger som udgangspunkt pænt nej tak til nye materialer. Det er en sand rigdom virkelig at have ALT på hylderne, og man kan godt fange sig selv i den virkelige åbenlyse tåbelighed det er at stå og være ved at lade sig friste af et hurtigt køb på gågaden… men det er kommet på rygraden at lade være, og vores børns umiddelbare udbrud, hvis de ser noget i et butiksvindue, som er fint eller sejt, og som de godt kunne tænke sig er: ”Mor, kan du ikke lave sådan én?”.

Jeg kunne godt tænke mig at høre om hvordan andre derude håndterer det med at købe nyt eller brugt, at arve, give videre, sy om og have lager… nogen gode fif derude?

Grøn jul

Selvfølgelig drømmer vi om en hvid jul, hvor sneen lægger sig i tykke bløde dyner over landskabet og luften bliver frostklar og ren. Det særlige blå lys, som kommer i decemberskumringstimen når jorden er dækket af glimtende sne og frost, er ganske magisk og giver mening til frasen ”på stjernetæpper lyseblå”.

Men uanset om vejrudsigten føjer vores drømme om snehvid julestemning, så søger vi her på Aalykke altid at gøre vores jul så grøn som muligt. Vi ønsker på ingen måde at bidrage til forbrugsræset, og vi giver næsten kun julegaver, som er enten genbrug eller hjemmelavede og skulle vi endelig købe noget, så står bæredygtighed og holdbar værdi højt på listen over kriterier for valget af indkøb. En hjemmelavet og unik julegave som er lavet eller fundet med ganske særlig tanke på én, er da også langt skønnere at få end et punkt fra en ønskeliste, som blev ”overstået” på Black Friday og i øvrigt kan byttes indtil 23 januar, forudsat at bon haves.

Vores julepynt bliver genbrugt år efter år, og vi passer på de gamle skatte, som i mange tilfælde har gået i arv gennem generationer. Det giver en ganske særlig stemning at pynte op med ting, der i sig selv rummer historie for flere generationer, og hvor man år for år kan se værdien øges i form af nye minder, som føjes til de gamle.

Og så er der alle kransene og dekorationerne. Man kan selvfølgelig købe sig fattig i diverse trendy dekorationsmaterialer, men vi henter pynten i vores egen skov og have, hvor vi både har småkoglede lærketræer og rødel, blankbladet kristorn og buksbom og blågrøn ene foruden gran, cypres, mos, kogler og lavbegroede knudrede grene.

I alle de år, vi har boet her på Aalykke, har vi selv fældet juletræ (hjemmedyrket og ganske usprøjtet). De første mange år fik vi et egnet træ fra naboens levende hegn af normannsgran, som løbende bliver tyndet, og nu og fremover dyrker og fælder vi vores juletræer dyrket på egen jord (det tog jo bare lidt år før de blev helt store nok til, at vi kunne begynde at høste af dem). Når juletræet er afpyntet, får fåreflokken det, og de gnaver ivrigt både nåle, kviste og bark, til stammen står ganske nøgen tilbage. Resten ryger i masseovnen, og bidrager derved til husets opvarmning, så intet går til spilde.

Glædelig grøn jul!

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial