Jeg elsker te – det er vist ingen hemmelighed – og har et krus i hånden sådan nærmest samtlige vågne timer. Kan man luge med et tekrus i den ene hånd? ….jo da…. Stable brænde? …ikke praktisk, men lad os være ærlige… det er nok sket. Jeg er selvfølgelig ikke afhængig og kan stoppe når som helst …det passer mig bare ikke rigtig sådan lige nu. Nå, der er nok synder, som vejer tungere. Og så er det jo en last, som snildt hænger sammen med en lettere besættelse af lækre håndlavede unika-keramikkrus. What’s not to like?

Som regel foretrækker jeg sort te. Allerhelst kinesisk sort te (jeg finder de indiske typer for røgede og bitre) og gerne let aromatiseret, som en rigtigt god klassisk Earl Grey, en kinesisk forårste eller en god kvædete. Jeg går bestemt heller ikke af vejen for en god kop Oolong eller en nærmest chaikrydret julete i årets mørkeste måneder. Og selvsagt skal kvaliteten være god og vi går efter økologi.

Men man må jo blankt erkende, at kan mængden af importeret te i husholdningen – om end nok så økologisk – skæres ned, så ville det nok være meget godt på klimaregnskabet (selvom det da heldigvis ikke drejer sig om kaffe, som er en af de helt slemme i køkkenskabet). Jeg har lidt mit kig på en ny teplantesort, som skulle være særligt egnet til det danske klima. Den hedder Camellia sinensis ‘Tea by Me’, og skulle være egnet til at producere både sort og grøn te (grøn te bliver nu aldrig relevant her i huset). Det er helt klart en kommende udfordring at prøve af, selvom jeg ikke har mange illusioner om at hjemmedyrket ægte te skulle kunne komme til at dække vores (læs: mit) behov.

Men så er der jo urtete, og her er det muligt at producere i helt andre mængder i egen have eller ved sankning i ens umiddelbare nærhed. Urtete er på ingen måde det samme som sort te, og det ene kan ikke erstatte det andet, men urtete kan andre ting, og det er nu også ret så skønt. Heksen i mig elsker synet og duften af tørrede urter i tørrebundter på rad og række. Og urtete har mange og alsidige egenskaber, som kan være nyttige særligt i de kolde måneder, da teen – afhængig af planterne den er sammensat af – kan have forskellige sundhedsmæssige eller ligefrem medicinske virkninger. Her er det selvfølgelig vigtigt at orientere sig grundigt, da naturens indholdsstoffer også er kemi (og ofte af en uforudseelig styrke), og lad mig lige slå fast: Det ikke er alt man bare kan og bør indtage i uanede mængder og/eller kombinationer, bare fordi man selv har plukket og tørret det. Dette er et stort og komplicereret emne, som jeg nok skal vende tilbage til gang på gang, men for nu vil jeg holde mig til noget af det mere almene indenfor urtete, som man godt roligt kan indtage på dagligt plan.

År efter år lover jeg mig selv at få plukket unge friske brændenældeskud, som er gode til at lave en sund og kraftig basiste, der kan minde lidt om grøn gunpowder-te. Og år efter år failer jeg fuldstændig. Kender du det? Når brændenælderne er gode og perfekte til høst, så gør jeg det liiige om lidt, og ender med ikke at få det gjort. Jeg har nu ikke givet helt op endnu for i år, for en del af de nælder som vi har slået ned tidligere på sommeren og givet til får og kaniner skyder igen fra bunden, så mon ikke jeg får lavet en smule.

En anden skøn te, som bringer lidt sommerstemning med ind i de kolde måneder er solbærte. Vi har netop plukket de sidste solbærbuske rene, og efter at planterne nu ikke længere skal bruge energi på at lave frugt, så begynder de tydeligt at lave friske nye topskud. Når væksten er kommet en anelse mere i gang indenfor et par uger, så er det tid at høste friske solbærblade. Det gøres i sensommeren efter bærhøsten, så man ikke svækker busken, mens den laver frugt. Solbærblade har den skønne egenskab, at de rent faktisk smager af solbær – også efter tørring.

Men netop i sidste uge fik jeg høstet mynte. Vi dyrker tre slags mynte i et muret højbed som er særligt konstrueret til formålet. Det er nemlig rigtig vigtigt at forskellige myntesorter ikke dyrkes sammen, da der over tid sker en kemisk udveksling mellem rodnettene med det resultat, at alle sorterne ender med at smage af det samme. Så vi har lavet skillevægge, så hver sort gror for sig (se eventuelt mere om dette på Nicolais instagramprofil).

Den ene sort er grøn mynte eller marokkansk mynte, som den også kaldes (mentha spicata, på engelsk: spear mint). Den er selvfølgelig vidunderlig frisk i læskende og sød marokkansk myntete og uundværlig i iskolde mojitos og i salater, raitaer og vietnamesiske forårsruller. Men det er ikke den mest velegnede til tørring, da jeg synes den mister en del af sin særegne friske smag og let kommer til at få en lidt støvet aroma.

Den anden sort er derimod fantastisk til tørring og gror desuden meget kraftigt, så her kan man virkelig få produceret noget. Det er pebermynte, mentha piperita, som i frisk tilstand kan smage lidt hen i retning af tandpasta, men til gengæld er virkelig aromatisk efter tørring. Det er også den helt rigtige mynte at bruge når vi snart skal lave æble/mynte-gelé til vinterens lammestege. Vi har fået vores pebermynte som stiklinger af Signe og Mads, som ejer og driver æbleplantagen og mikro-cideriet Bjerregaarden og derfor er den også kommet til at hedde Bjerregaard-mynten hos os.

Den tredje sort, vi dyrker, bruger jeg både frisk og tørret, og selv om det ikke er den vækstmæssigt kraftigste mynte, så har den den mest forfinede og aromatiske smag. Der er en såkaldt bergamotte-mynte, som jeg engang har købt af Camilla Plum. Og den har simpelthen den fineste bergamotte-aroma, man kan forestille sig. Den dufter og smager simpelthen som en mellemting mellem en mild mynte og en god kop Earl Grey te. 

Jeg høster gerne mynten ned lige før blomstring og så skyder den igen, så vi kan bruge af den resten af sommeren og måske endda få endnu en lille høst til tørring.

Når man tørrer sine urter skal det foregå et tørt sted, ikke alt for varmt og med god udluftning… og aldrig i direkte sollys! Og tørring skal helst ske inden for maks. tre døgn, da urterne ellers taber smag ved afdampning af deres æteriske olier. Desuden er det vigtigt, hvis man tørrer hængende, ikke at lave for store bundter, da der kan opstå skimmel i et stort og kompakt bundt, som har svært ved at tørre effektivt i midten.

Mynte er ikke speciel vandfyldt og klapper ikke sammen når den tørrer, og derfor gør jeg det faktisk i reglen ved at sprede mynten let ud liggende på rene viskestykker.  Så vender jeg blot lidt i bunken med jævne mellemrum over et par dage, til alt føles knasende tørt. Nu er det let at hakke op og pakke i lufttætte glas, som selvfølgelig SKAL stå mørkt og en smule køligt.

Ellers tørrer jeg typisk lidt hyldeblomster, rosenkronblade og lindeblomster i juni og morgenfrueblomster i juli til at blande i te og give lidt ekstra sommerlig smag i vinterhalvåret. Laver du urtete, og hvad er dine favoriturter?

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial